Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Aftenlandet (105 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 13/10 2011, 07:35 af Kim Toft Hansen

Aftenlandets undergang


Aftenlandets undergang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I en tid, hvor krimien har gjort samfundskritik til et mainstream genreelement, og hvor kritikken dermed mister sin brod, er det slående, hvordan Peter Watkins danskproducerede dramadokumentar Aftenlandet (1977) rammer én lige i synet. Tematisk er filmen en kontroversiel kritik af fascistoide tendenser i vestligt demokrati, mens den i sit formsprog kompromisløst bruger dramadok’ens bluffnummer, så realismen samtidig kommer til at stå meget stærkt. Aftenlandet, der er intet mindre end en overset perle i dansk filmhistorie, er netop udkommet på dvd.

Filmen skildrer en generalstrejke, der rammer Danmark, da Københavns Værft trækker en ordre på nogle atomubåde hjem. Arbejderne på værftet ønsker ikke at producere krigsmateriel, og derfor går de ind i en overenskomststridig strejke, der vækker sympati ikke kun i Danmark, men også rundt omkring i Europa. Samtidig er der topmøde mellem NATO-landene i Danmark, og da en dansk minister kidnappes af terrorister, eskalerer det hele til hidtil usete højder. Politi og militær får beføjelser til at slå hårdt ned på demonstranter, strejkere og sympatisører.

Dramadok’en, som bruger dokumentarens virkemidler til at fortælle noget fiktivt, har sin lange mediehistorie, og det er selvfølgelig ikke første gang, et sådant bluffnummer er forsøgt. Det er heller ikke sidste gang. Senest har vi set Morten Hartz Kaplers bruge formen i sin fremragende AFR (2007), men sporene går langt tilbage. Orson Welles’ ikoniske radiodrama The War of the Worlds (1938) er en af de mest centrale titler. Filosofihistorien har tilmed vist masser af eksempler på filosoffer, der blander fiktionen med en fingeret virkelighedsrepræsentation. Men Aftenlandet var efter alt at dømme den første af sin art produceret i Danmark.

Stilen fungerer i tråd med dokumentarismens rystede kamera og uplanlagte kameravinkler. Alle skuespillere, der medvirker i filmen, var på tidspunktet amatører, men alligevel er filmen overordentlig velspillet. Den danske skuespiller Jon Bang Carlsen, der senere skulle blive en vigtig figur i fornyelsen af dansk film, debuterer i Aftenlandet. Fortællingen er skarpt skåret, men forfalder måske selv til nogle lette midler undervejs – det er således en smule umotiveret og uklart, hvordan dokumentarholdet har fået adgang til terroristerne, der følges gennemgående. Men gennem hurtige klip, skarpe dialoger og en intens ’medvirkende’ kameragang (især under demonstrationerne og gadekampene) fungerer filmen vældig godt. Aftenlandet er fra starten in your face, og den slipper dig ikke. Bag manuskriptet står blandt andet den velkendte Poul Martinsen, der også er kendt for samfundskritisk dokumentarisme.

Aftenlandet blev udskældt, da den udkom, og nærmest som den mediekritik, filmen selv giver af datidens mediedækning af strejken, så blev filmen nærmest tiet ihjel. Kritikken af kapitalismens magtstrukturer var hårdfør og for mange følte sig stødt. Filmens helt klare glansnummer er, at den ikke indlægger nogen soleklar sympati: hverken helt hos strejkerne, der er i intern splid, eller hos terroristerne, og da slet ikke hos politikerne og de private virksomheder. Netop dette gjorde formentlig, at alle fløje i diskussion ikke kunne finde sig selv, og filmen således nærmest kun skabte fjender.

Titlen peger selvfølgelig tilbage til Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes (udgivet i to bind 1918 og 1920). ’Abendländisch’ betyder ’vesterlandsk’ på tysk, og Spenglers hovedmotiv med sin bog var en skitsering af vestens dystre og eskatologiske fremtidsudsigter efter Første Verdenskrig. ’Aftenlandet’ er altså vesten i Watkins film, og filmens lange undertitel En film om dit liv og dem der stjæler det fortæller, hvilket sortsyn den er præget af. Demokratiet er svundet ind, og en magtstruktur, hvor pengestærke kapitalister sidder på magten, har indfundet sig. Og når de pengestærke kan tjene penge på våbensalg, ser de sort ud med udsigterne til at redde verden. Aftenlandet er også apokalyptisk i sit sigte.

Man kan med rette spørge sig selv, om filmen er relevant i dag. Dens dystre udsigter har ikke indfundet sig, og det våbenkapløb, som filmen skildrer mellem øst og vest, forplumrede jo ved murens fald i ’89. Men hvis vi ser omkring os i nutidens samfund, hvor vesten blot har fundet sig en ny fjende, hvor vesten paradoksalt nok tjener penge på at sælge våben sine fjender, hvor finanskrisen raser i alle egne af vesten, hvor den økologiske krise underdrejer fremtidens muligheder for menneskelige produktionsmuligheder, og hvor danske politikere sanktionere hårde nedslag på demonstranter, mens PET nærmest som en rygradsreaktion får udvidet sine beføjelser, så må svaret være et rungende JA.

Aftenlandets kritik rammer måske ikke længere plet i sin specifikke politiske kritik eller sin tematiske pointe om faren for en europæisk hær, men i sit globale sigte på vestlig vej mod undergang har den så sandelig en pointe. Når sydeuropæiske lande er ved at gå statsbankerot med statsgæld, der er mindre per capita end den amerikanske, så er de økonomiske fremtidsudsigter ikke nødvendigvis sikre, farbare og styrede. Neoliberalismen er blot et andet ord for den kapitalisme, som Aftenlandet kritiserer.

Det var dog ikke kun receptionen af Aftenlandet, der var problematisk. Den er for så vidt til at forstå, eftersom den kritiske røst rammer bredt. Det er naturligvis toppen af ironi, når de medier, som filmen kritiserer for at være ukritiske og ensporede, også er det i modtagelsen af filmen. Det er nærmest et slags selvforsvar gennem fortielse. Under produktionen ville politi og militær heller ikke støtte på den måde, som har været normalt i forbindelse med dansk filmproduktion, men i stedet lagde de forhindringer ud for arbejdet. Andre danske filmfolk støttede endda denne beslutning. Filmens skæbne var på den måde nærmest forseglet allerede inden udgivelse.

Instruktøren Peter Watkins er ikke en hr. hvem som helst, der ved et tilfælde vælger at instruere en film i Danmark (dvd-udgavens udmærkede ekstramateriale skildrer, hvordan den danske produktion fik fat på ham). Watkins havde allerede på dette tidspunkt gjort sig bemærket med stærkt samfundskritisk dokumentarisme og fiktion, og fik i 1966 en Oscar for The War Game, der skildrer de britiske konsekvenser af en atomkrig – meget på linje med det sigte, som Aftenlandet har. Watkins har også været aktiv som debattør, forfatter og underviser, men efter Aftenlandet er det desværre kun blevet til tre film.

Med denne genudgivelse har Aftenlandet genfundet muligheden for at få den kritiske modtagelse, som den fortjener. Selvom den politiske samtid, som filmen fortæller om, ikke ser sådan ud den dag i dag, så er filmen alligevel særdeles højaktuel. Og så er det basalt set også bare en god film.


Forrige anmeldelse
« Schoolgirl Hitchhikers «
Næste anmeldelse
» Snuff Movie »


Filmanmeldelser