Det er ikke mere end tre måneder siden Danmark mistede en central og perspektivrig digter. Flere kritikere fremhævede, at Inger Christensen skulle have haft Nobelprisen i litteratur, mens hun levede. I oktober spurgte den tyske avis Die Zeit en række tyske forfattere, hvem de så som hovedkandidat til prisen, og fire ud af de tyve adspurgte nævnte Inger Christensens oplagte kandidatur. Inger Christensens litteratur var oversat til mange sprog, men særligt i Tyskland har hun stået stærkt. Men som bekendt blev det ikke til en Nobelspris, mens hun var levende – det kan nås endnu. Som en ganske værdig nekrolog er Jytte Rex’ vedkommende og centrale portrætfilm Inger Christensen – cikaderne findes fra 1998 udkommet på en velfortjent dvd. Christensen udtaler herpå, at ”de døde kan være så døde, at ingen kan se, de er til” – et paradoks, som hun på ingen måde selv opfylder. Hun har efterladt sig et levned, der vil kunne ses mange år endnu.

Filmen er i sig selv et udtryk for, hvad Inger Christensen og hendes forfatterskab står for – derfor er den så interessant. Ved første øjekast ser filmen ud til at være en klassisk interviewguidet indføring i Christensen, der læser op fra sine bøger, uden at der bliver jongleret med unødvendig ekvilibrisme – helt i tråd med Christensens egne poetiske værker. Får vi først skrapt det øverste lag fernis af stilrene rammer væk, åbner der sig dog et univers af sammenhænge og systemer. Systemet er netop Inger Christensens kompositoriske kendetegn. Det være sig matematiske, sproglige, formmæssige, filosofiske og psykologiske og så videre, men hun arbejder sig ind i disse systemer for netop at frigive sig for dem. Ved at indrangere sig i naturens systematiske ordner formår Inger Christensen at indskrive og beskrive virkelighedens og naturlighedens iboende poesi.

Det er dette, som Jytte Rex formulerer rent stilmæssigt med sin film. Den første sekvens, hvor Inger Christensen læser op af Sommerfugledalen fra 1991, cirkler Rex’ kamera omkring et træ. Dette skal vise sig at have tre funktioner. For det første fortæller Christensen selv undervejs, hvordan hun har elsket at bo højt i en lejlighed med udsigt direkte ind i trækroner, der har givet hende en fornemmelse af at bo i netop trækronen. For det andet er træet netop i sig selv noget naturligt, der – som mange andre naturfænomener – indbyder til poesi og refleksion. Refleksionen er i Christensens litteratur og i personen selv, som man kan se i Rex’ film, et særmærke. For det tredje er denne cirkulation omkring træet i sig selv en matematisk figur, en perfekt cirkel som kun findes teoretisk, som kunne illustrere netop denne systematiske tilgang til det usystematiske hos Christensen.

Filmen følger meget godt en vis udvikling hos Christensen fra det gedigent modernistiske til et form for opgør med modernismens systematik i retningen af en dekonstrueret virkelighedsopfattelse. ”Med mig”, siger Christensen med tanke på sin bog Del af labyrinten, ”tænker også meget andet af verden”. Denne bog er et temmelig godt udtryk for sin samtid i 80’erne, hvor dekonstruktion og poststrukturalistiske tanker for alvor fik vind i sejlene i de danske farvande. Derfor giver det måske god mening, når hun sådan filosofisk ser sig selv reflekteret ind i sin omverden, at hun nærmest konsekvent omtaler den digteriske rolle som ”man”. Hun læser sjældent sig selv i førsteperson.

Alligevel fornemmer vi en forbindelse til en form for virkelighed, når Inger Christensen fabulerer over verdens konstruktion gennem disse systemer og labyrinter. Her er det tydeligt, at Jytte Rex har fokuseret på at give Christensen taletid uden stilmæssigt omsvøb. Vi kunne forestille os, hvis vi kender Rex’ filmstil ret, at hun sagtens kunne have pakket Christensen ind i velfortjent visuel poesi – lidt som Ole Roos gør i sit portræt af Henrik Stangerup At skrive eller dø . Men det er på ingen måde tilfældet, tværtimod. Omsvøbet dukker i stedet op i kraft af en vederhæftig insisteren på den poetiske detalje i sproget hos Christensen. Det er poesi nok i sig selv.

Og for den, der har hang til visuel poesi er den mere udfordrende type, så er Jytte Rex’ visualiseringer af motiver fra Jorge Luis Borges i ”Den erindrende” inkluderet som ekstramateriale. Denne film er, som flere andre af Rex’ film, en arabesk vindeltrappe, som danner poetiske fremstillinger mere end fortællende handling. Drømmespor og erindringskonstruktioner er omdrejningspunktet for mange film fra Jytte Rex, hvor hendes seneste spillefilm Silkevejen fra 2004 viser præcist, hvor udfordrende og viltre film kan være i spørgsmålet om erindringernes umulige landskab. Og når vi har at gøre med erindringer, så er det jo oplagt at lave en film, der erindrer os om en stilren men poetisk skæv dansk forfatterinde.