Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Svend Åge Madsen – at fortælle menneskene (56 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 6/9 2009, 13:07 af Kim Toft Hansen

Svend Åge om ”Svend Åge”


Svend Åge om ”Svend Åge”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvem var Svend Åge Madsen? Kan vi tillade os at stille det spørgsmål? Specielt når Madsen stadig er spillevende. Skulle vi ikke hellere spørge: Hvem er Svend Åge Madsen, og derudfra undersøge liv, levned og andre fragmenter fra et levet (og levende) liv? Problemet i den sætning er for så vidt ikke subjektet, manden selv, eller de fragmenter, han har efterladt – de er nærmest til at tage og føle på, eller stille på bogreolen. Problemet er sætningens verbum ”er”. For forfatteren Svend Åge Madsen er ikke Svend Åge, men han tager form som en person, der i de fleste tilfælde ligner Svend Åge Madsen, men er vi derfor ganske sikker på, at det rent faktisk er Svend Åge Madsen?

Sådanne spørgsmål rejser sig, når vi lytter til eller læser Svend Åge Madsen. Selv hævder han, at han har mindst 34 versioner af sig selv, hvilket giver sig udslag i en bestemt opførsel i bestemte situationer. Derfor kan det virke som noget af en udfordring og bedrift at forsøge at indfange Svend Åge Madsen i et 56 minutters filmportræt, når det faktisk ikke er sikkert, om det er Svend Åge Madsen, vi møder. Vi kunne for så vidt anklage dvd-selskabet for at sælge en falsk vare, fordi personen – der fremstår som Svend Åge Madsen – hævder, at han ikke nødvendigvis er Svend Åge.

Det er derfor ikke en helt dum tilgang, instruktør Christian Braad Thomsen tager, når han skildrer Svend Åge Madsen gennem tvivlens perspektiv, som karakteriserer så mange personer i Madsens univers. Der er spaltninger af personer, der er sågar spaltninger af spalter, der er omvendelser af antagne logikker, der er logiske antagelser af omvendelser, og meget, meget andet på spil i Madsens fortællinger. Hos Madsen finder vi ud af, at der – selvom vi kun tror på det som en myte – findes en sjæleven, den eneste ene, der passer perfekt genetisk til os. Vi finder tilmed ud af, at der er mindre mellem himmel og jord, end vi lige gik og troede.

Derfor behandler Thomsen ikke Madsen ud fra et naivt forsøg på at fortælle Madsens liv og forfatterskab fra begyndelse til nutid. I stedet placerer han på samme Madsen som en person i en togkupé, der tilfældigvis ligner ham temmelig meget – inde under rollen har vi da også det korpus, som tilsyneladende bærer på individet Svend Åge Madsen. Dertil kobler Thomsen realoptagelser af en Madsen, der enten spiller tennis eller snakker om sig selv, mens disse ting suppleres med arkivmateriale fra tidligere interviews med Madsen. Derfor kan vi i høj grad tillade os at spørge: Hvem var Svend Åge Madsen? For det – og mange andre spørgsmål – får vi svar på i Christian Braad Thomsens nære og vellykkede portræt af en af de mest interessante nulevende danske forfattere.

Det er derfor også et meget ærligt portræt af Svend Åge Madsen, fordi Thomsen går ind på uvishedens præmisser og spiller med. Alligevel er det på samme måde som i Madsens fortællinger: Selvom vi bringes i tvivl, ikke helt kan finde rundt, eller sættes til vægs ved fortællingernes refleksion over sig selv, så forlader vi alligevel Madsens – og således også Thomsens – univers med en fornemmelse af, at vi er blevet bare lidt klogere. På trods af at verdensbilleder vendes op og ned, og fortællingen bringes bevidst ud af trit med sig selv, så graver Madsens meditative fortællinger et spadestik dybere i det begavede dyr, som vi kalder mennesket.

Samtidig er Madsens univers og derfor også de portrætterede samtaleemner i filmen på ingen måde humørforladte. Fortællingerne og Madsens formidling af sit eget forfatterskab (hvis ikke, det er ”Svend Åge”s) er for alvor ladet med lune, ironi og humor. Det er lidt som om, at Madsens tanker bevæger sig i dimensioner, vi ikke helt kan se, men får indsigt i gennem de fortællinger, han bemestrer. Det er små logiske universer, som henter inspiration fra madsenske ærinder inde på matematikkens og fysikkens område, der ofte danner grundlag for fortællinger, som ligeså vel kan karakteriseres som små eksistentielle dramaer. Vi kan som læsere derved snuse til eksempelvis de eksistentielle konsekvenser ved tidsrejser, at miste sin underbevidsthed, eller ganske simpelt at elske så meget, at kroppen (næsten) bliver overflødig.

Fundamentet for sådanne tanker og fortællinger formidler Christian Braad Thomsen gennem sine egne små kvantespring rundt i Madsens liv – spring, der også er foranlediget af de fortællinger om sig selv, Madsen disker op med. En personlig favorit er historien om den respons, som han fik på det første manuskript, han indsendte til Gyldendal. Dette fik han tilbage med afslag, men med en understregning af at romanen vidnede om stor indsigt i den skizofrenes sind – om det var karakteren eller forfatteren, det handlede om, stod ikke klart. Dette skildrer Braad Thomsen ganske behændigt ved at lade nutidens Svend Åge Madsen dobbeltkopiere med et billede af en yngre Svend Åge. Derved illustrerer Thomsen på en gang denne latente skizofreni (som Madsen mener, han fik bugt med ved at skrive) og understregningen af, at vi i vores nutids jeg bærer fortidens aflejringer.

I interviews er Madsen i høj grad overladt til sig selv, hvilket han selvfølgelig bærer til fulde. Det er i øvrigt et fællestræk med Jytte Rexs portræt af Inger Christensen, som også indstuderer nogle af de fortalte perspektiver i filmens stil. De øvrige klip med Madsen får også lov til at stå i sin egenret, og det er – som i flere af Madsens romaner – lidt mere op til os selv at fremtvinge de konklusioner, vi vil have ud af det. Derfor er den skizofrene dobbeltkopiering – om jeg så må sige – faktisk en af de få stilrefleksioner, filmen byder på. Den gemmer i høj grad sin egen stil bag en gennemsigtighed, der ærbart lader Svend Åge Madsen træde frem.

Selvom tiden i høj grad er et relativt begreb i Madsens univers, så varer Braad Thomsens film desværre kun 56 minutter, på trods af vi med glæde og sindsro (eller mangel på samme!) godt kunne opholde os i længere tid i selskab med Svend Åge Madsens sproglige, filosofiske og undrende anekdoter og fortællinger. Af sporet er du kommet, til spor skal du blive, og i Braad Thomsens film skal du igen komme på sporet. Af den tabte tid? Næh, her genvinder vi tiden.


Forrige anmeldelse
« Tyson «
Næste anmeldelse
» Tak for i aften – The Box »


Filmanmeldelser