Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Moonrise Kingdom (94 min.) Biografversion / Camera Film
Anmeldt 13/9 2012, 18:49 af Torben Rølmer Bille

Smuk kærlighedsfabel


Smuk kærlighedsfabel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske instruktør Wes Anderson deler ofte seerne i to lejre: de, der ikke kan udstå hans film og de, der elsker Anderson ubetinget. Nærværende anmelder er derimod lidt ambivalent, eksempelvis virker The Royal Tenenbaums og The Darjeeling Limited både for lange og indholdsløse, til trods for deres visuelle kvaliteter, men både A Life Aquatic og Rushmore fungerer fint. Derfor var det lidt af et gamble at tage til screening på Andersons seneste film Moonrise Kingdom, men det skulle vise sig at være en vis beslutning.

Filmen er en utrolig charmerende film om præpubertær kærlighed mellem en dreng og en pige, der begge har svært ved at passe ind. Pigen Suzy lever med sine distancerede forældre og anonyme små brødre i et fyrtårn på den ø, som filmen hovedsagelig foregår på. Hendes mor og far ser hende, som et problembarn de ikke kan håndtere, men selv er hun bare en drømmer, der holder af fantastiske fortællinger og bogstaveligt talt ser verden på en lidt anden måde, idet hun konstant betragter sine omgivelser med den kikkert hun har hængende om halsen.

Sam er spejder, men stikker i filmens start af fra den spejderlejr han deltager i, meget til sin spejderleders store fortørnelse. Det viser sig senere, at Sam bor hos en familie, der ernærer sig af at tage sig af forældreløse børn, men som ikke har lyst til at tage Sam retur, selv hvis han skulle blive fundet. Spejderdrengene i kompagniet er heller ikke meget for at finde Sam, for der er ikke rigtigt nogen der kan lide ham. Ikke desto mindre bliver der iværksat en eftersøgning af de to børn, der både involverer den lokale landbetjent, børneforsorgen og en mængde spejdere.

Det skal vise sig, at børnenes flugt er noget der har været under opsejling længe, for pludselig finder Suzys mor en samling breve. Det viser sig at da Suzy et år tidligere skulle optræde i kirkens årlige opførsel af syngespillet om Noah og syndfloden, møder hun pludselig Sam for første gang. Han har sneget sig væk fra sin plads i salen og ind i pigernes omklædningsrum. Han fascineres straks af Suzy og de to begynder at udveksle breve. Her opdager de, at de har deres forskellighed til fælles og beslutter derfor at forsøge at finde sammen for at blive fri. Det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Som alle af Andersons film er handlingen intet uden det visuelle, for filmen er sat i en imaginær udgave af midttresserne. En form for Amerikana, hvor hvide stakitter, Norman Rockwell’ske personer og nærmest karikerede bygninger og interiører spiller så fint sammen, at der bliver skabt et helt unikt, gennemført retrounivers, der på sin vis er troværdigt og samtidig helt igennem artificielt.

Dette ses allerede fra filmens start, hvor kameraet på vanlig Andersonsk manér bevæger sig mekanisk gennem rummene i fyrtårnet. Det er på én gang en kameratur der giver seeren en uoverskuelig mængde symboler og visuelle informationer, som man umuligt kan nå at tolke på, men samtidig synes denne kameratur at ophæve den rummelighed som de rum billederne viser, så interiøret opleves underligt fladt. Dette er garanteret helt bevidst fra filmmagernes side, idet der er tale om ultrabevidste billedkomposition der skal opleves æstetisk snarere end spatialt. Tilskueren tæppebombes så at sige med visuelle informationer i form af billeder på væggen, personer, der bevæger sig ind og ud af billedet, og ikke mindst den musik som en af Suzys små brødre sætter på den transportable pladespiller, som senere kommer til at få en væsentlig rolle for handlingen. På pladen fortæller en stemme, hvordan et orkesterstykke er opbygget – først spilles musikstykket, så bliver dette brudt ned i orkesterets enkelte dele (strygere, blæsere, osv.) for så til sidst at blive spillet for fuldt orkester igen. Dette er naturligvis en metakommentar til den struktur, som filmen benytter herefter.

Ud over dette er der en gennemgående figur, en vejrmand i rødt tøj, der fungerer både som en form for fortæller i filmen, men som sandelig også blander sig som figur i selve handlingen. Det kan forekomme meget kunstigt – og det er det også – men underligt nok fungerer det utroligt fint, for allerede i åbningsscenen er vi klar over at vi ikke er vidne til realisme, men derimod noget der er lige så iscenesat, som skuespillet om Noah er det.

Men selv om både omgivelserne og figurerne i Moonrise Kingdom helt klart er artificielle, så kan man ikke undgå at gribes af den kærlighedsfortælling der er kernen i filmen. Den underfundige humor der både ligger i det visuelle men også i dialogen er med til at forstærke disse følelser, for vores to aparte hovedpersoner skildres på en måde, så man ikke kan undgå at føle dyb sympati med dem, for der går ikke ret længe før man er blevet betaget af den verden som filmen skaber og accepterer den som de nødvendige rammer der skal til, for at dette drama kan udspille sig – for dramatisk det bliver det!

Moonrise Kingdom er en vidunderlig skæv film, der vil være perfekt til en date night, men som kræver at man er villig til i en halvanden times tid at acceptere Wes Andersons helt unikke vision af et stykke Amerika fra 1965. Længden er også fin, for andre af Andersons film har haft det problem, at de har spredt deres for tynde historie ud over for langt et tidsrum, men denne gang har instruktøren ramt præcis rigtigt.

De centralkomponerede billeder er ufatteligt smukke, ligesom scenografien overgår sig selv i detaljerigdom (læg eksempelvis mærke til Sams fosterfamilies meget gule køkken, eller socialforvaltningdamens dybblå omgivelser). Alt er planlagt helt ned i detaljerne. Dertil kommer at det er meget morsomt at opleve Hollywoodstjerner som Bill Murray, Bruce Willis, Edward Norton, Harvey Keitel og mange andre indtage roller, der dels virker parodiske på de roller de normalt typecastes til, men som samtidig er sært passende på dem. Intet er altså overladt til tilfældigheden, men selv om dette på skrift måske kan lyde så plastikagtigt og artificielt, så er det bestemt en hjertevarm film med masser af sjæl Anderson har skabt. Det er en film, der vil henrykke alle, der er noget så lede og kede af de metervare-kærlighedskomedier Hollywood ellers projektilopkaster efter publikum år efter år.


Forrige anmeldelse
« War of the Dead «
Næste anmeldelse
» The Avengers »


Filmanmeldelser