Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




De unge år (Erik Nietzsche sagaen del 1) (108 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 11/8 2008, 10:05 af Kim Toft Hansen

En superpølsefilm


En superpølsefilm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Ironikeren er over os. Og den situation er en af de sværeste, man som læser eller seer, kan blive stillet over for, for man kan tage så grundigt fejl. Lars von Trier bevæger sig ganske ofte ud i dette grænseland for at undersøge, hvor langt han kan gå, og hvad filmens grænser i det hele taget kan holde til. Dette er temaet for hans manuskript til De unge år. Erik Nietzsche sagaen del 1.

Det er dog ikke som sådan filmens grænser, der afprøves i De unge år, i hvert fald ikke sådan rent formelt, men snarere er det en karakteristisk betoning af fortællerrollen, der udmønter sig i en syrlig sammenblanding af selvbiografi og fiktion. Lars von Triers eget liv og uddannelse på Den Danske Filmskole er grundlag for fortællingen, men filmen sværtes til i et tykt lag selvironi og satire, der retter sig mod det danske (selvoptagede) filmmiljø primært omkring filmskolen (læs mere om dette i Claus Krogholm biografanmeldelse).

Derfor er det på den ene side ikke en film, der skal tages (helt) alvorligt i forhold til kritikken af filmmiljøet, idet den også retter sig som en selvkritisk parodi. Det er således Triers egne ungdomsværker, der er brugt undervejs i filmen – og særligt pudsige er de sære indslag fra Turen til Squashland. En superpølsefilm. Denne handler om en superpølse, der redder nogle kaninlignende væsner, hvilket på sin vis kommer til – jeg ved ikke om det er intentionelt – at fungere som en lignelse over Triers rolle i dansk film. Har han – som dansk film infant terrible – reddet den, eller ser han sig selv som en superpølse, der egentlig blot er lidt karikatur på sig selv? Trier ville nok sige det sidste, men det er nok et sted midt imellem. Tre er ungdomsfilmene – Turen til Squashland. En superpølsefilm (1968), Hvorfor flygte fra det du ved du ikke kan flygte fra? (1970) og En blomst (1971) – er i øvrigt inkluderet som eastereggs på dvd-udgaven, sammen med et udmærket program om Triers ’egne’ unge år.

Forskere og kulturelt interesserede med hang til den russiske sprog-, litteratur- og kulturfilosof Bachtin har i De unge år et slaraffenland at gå ombord i. Troede man, at Riget var under bæltestedet, så er De unge år multipliceret med et ekstra skud sædceller, som for alvor gør udslaget i en grotesk, absurd komedie med fokus på den deprimerede vordende instruktørs temmelig dårlige mave. Filmen er en omvendelsestaktik, som man kender det fra de middelalderlige karnevaller, som Bachtin skriver så meget om, og denne omvending kommer til at ligne en kondenseret Marquis de Sade – som i øvrigt også spiller en rolle i instruktørens liv. Der er afføring, der er fornikering, der er nøgenhed, og der er andre bizarre seksuelle forherligelser, men samtidig skal det hele ses i lyset af ironikeren, der hele tiden kigger med over skulderen (von Trier er selv fortæller i filmen!).

Derfor er filmen skildring af et møde mellem den traditionsbundne danske film og den idealistisk søgende – uden at det bliver til en forherligelse af nogen af dem. Filmskolen får en dragt prygl, der ligner dem, som Forfatterskolen til tider har fået, men idealismen og kunsten trækkes også grundigt rundt i duften af fækalier, og man står tilbage med – om jeg tør kalde det det – en dårlig smag i munden fra begge vinkler. Men det vigtigste er i stedet, at satiren virker – og det gør den! Filmen er underlødigt morsom, men virker samtidig dybsindigt skæg. Var kritikken blevet leveret fra selvbestaltede højder, ville det ikke fungere – filmens budskab fungerer, fordi det leveres fra et ligeså ironisk stadie. Ironikeren er over os – vi skal bare lære at læse tvetydighederne…


Forrige anmeldelse
« Jagten på Klaus Barbie «
Næste anmeldelse
» The Coast Guard »


Filmanmeldelser