Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




An Education (96 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 29/10 2010, 17:03 af Kim Toft Hansen

Optagelsesprøve på livets skole


Optagelsesprøve på livets skole

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som så mange andre danske filminstruktører brød Lone Scherfig igennem i dansk film med en dogmefilm – og endda med den mest sete af dem: Italiensk for begyndere (2000). Umiddelbart efter forsøgte hun sig under fremmede himmelstrøg med den britisk producerede – og stærkt undervurderede – Wilbur Wants to Kill Himself (2002). Men som flere andre dogmeinstruktører har Scherfig også haft svært ved at reproducere succesen fra dogmeprojektet, selvom Hjemve (2007) heller ikke var helt uheldig. Men med hendes seneste film An Education – igen under den britiske stjernehimmel – har hun for alvor fået sit internationale gennembrud. Den slags måler vi jo på antallet af Oscar-nomineringer, og med hele tre – herunder for første gang som dansk instruktør for Bedste film – synes vejen at være banet for Scherfigs storhedstid. Filmen er netop udkommet på dansk dvd.

Tidsmæssigt befinder vi os i England i starten af 60’erne. Jenny er en 16-årig pige med intellekt og interesser, der rækker langt ud over det sædvanlige. Hun er et dydsmønster i skolen, hun er yndig, og hun har charmerende talegaver, der gør, at den interesse, som hun får fra pubertære knægte, nærmest preller af. Hendes eneste problemer er, at hun er lidt uenig med de latinske gloser, mens hendes presserende far har tvunget hende til at spille cello i et orkester. Hendes – og især farens – ambition er, at hun skal ind på Oxford University, og latinkundskaberne er ganske centrale her, mens celloen skal vise, at hun formår at udbrede sine interesser over andet. Hun er ikke uinteresseret i musikken, men befinder igen bare ikke godt i det lokale middelmådige mådehold. Hun har bedre evner og en mere nuanceret smag. Derfor er det ikke svært for hende at lade sig indlemme i en helt anden verden, da hun møder den noget ældre David, der viser hende nattelivet, en anden sans for livet og giver hende en grundig introduktion til ”livet skole”, som han selv kalder det.

Det er selvfølgelig indlysende, at tingene ikke nødvendigvis skal blive ved med at gå så let for Jenny. Når en pige på 16 møder en midaldrende mand – en omvendt Mr. Robinson – ulmer en fornemmelse underneden for, at noget måske ikke er rigtigt. Men Jenny spiller med, og får sig en lang række oplevelser, som hun hidtil kun har drømt – og læst! – om. Dette er den ene årsag til, at filmen er placeret i 60’erne og ikke i nutiden. Den victorianske understrøm, der på dette tidspunkt ikke var blevet for alvor udfordret af sentressernes frigørelsesprocesser, spiller en vigtig rolle. Men den anden og oplagte årsag er selvfølgelig, at manuskriptet er baseret på Lynn Barbers memoirer, der beskriver hendes oplevelser med en ældre mand, da hun var ung. Barbers bog er omsat til film at den britiske forfatter Nick Hornby (ham med High Fidelity), og den skæve humor med de pudsige undertoner væver sig velkendt ind mellem dialoglinjerne. At filmens fortælling langt hen ad vejen er fængslende og fastholdende er ligeså meget Hornbys som Scherfigs fortjeneste.

Visuelt, stemningsmæssigt og fortælleteknisk udnytter filmen samtidig også, at den er placeret i 1961 – lige omkring gennembruddet for den franske nybølge. Uden at turde gå planken ud skæver filmen i høj grad til François Truffaut og i nogen grad til Jean-Luc Godard – i hvert fald sidstnævntes mere tilgængelige, tidlige værker. Fascinationen af nattelivet, bohemekarakterer og en lidt normoverskridende kærlighedshistorie kender vi herfra. Truffauts Jules og Jim og Silkehud virker som oplagte paralleller. Det er derfor heller ikke uden årsag, at kærlighedsaffæren, som Jenny indleder med David, leder hende til Paris, hvor alle kærlighedshistorier selvfølgelig peger hen. Men det giver også en mulighed for at udnytte nogle af de ikoniske parisiske stræder, som også ofte indgår i nybølgefilmenes ikonografi. Men lad det være sagt: det er ’kun’ en inspiration. Forvent ikke en dansk relancering af fransk nybølgeæstetik.

An Education er en veldrejet dialog pakket ind i en visuelt spændende film. Den forsøger at bringe en diskussion i gang om forholdet mellem skolernes skole (vejen til Oxford) og livets skole (vejen til natklubben). Den afsøgning er vældig interessant, også i filmen. Men særligt filmens banale og lidt fejende afrunding og filmens til tider lidt besnærende moralske indslag trækker noget ned – det er måske endda her filmen adskiller sig tydeligst fra, da nybølgerne gik højest. Carey Mulligan, der spiller Jenny, er omvendt en stor oplevelse – fra og med denne skal hun nok få flere betydningsfulde roller. Det samlede billede af An Education er derfor en særdeles vedkommende film med lidt for iøjnefaldende skønhedspletter. Var fortællingen blevet afrundet blot 5-7 minutter tidligere, ville oplevelsen have været langt mere unik – men så ville den nok ikke have været Oscar-materiale.


Forrige anmeldelse
« Hot Tub Time Machine «
Næste anmeldelse
» Fantastic Mr. Fox »


Filmanmeldelser