Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Lille Soldat (100 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 11/8 2009, 10:19 af Kim Toft Hansen

Ude godt, men…


Ude godt, men…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er så nemt at forfalde til fordømmelse og stærkt kritiske meningsangivelser, når fiktionen tager fat. Det gælder især, når vi har fat i delikate emner som kvindehandel, prostitution og krig. Vi ser det ideologiske sværd blive svunget gentagende gange i nutidens entydige og diskussionsforladte version af den skandinaviske krimi, og disse fordømmelser forblive ofte ligeså etisk firkantede som det, de fordømmer. Derfor kunne vi godt frygte, at det samme ville kunne ske, når alle tre ømtålelige emner tages op i samme film, hvilket er tilfældet i Annette K. Olesens seneste film Lille Soldat. Men det er ingenlunde tilfældet…

Lille Soldat er båret af soldaten Lotte, der vender hjem fra krig med større eksistentielle kvaler. En fuld aften i byen – som der efter alt at dømme har været mange af – møder hun en af sin fars bekendte, og efter to måneder i Danmark ser hun igen sin far, som hun ikke har tænkt at kontakte. Hun lever en forsumpet og fordrukken tilværelse, men hun mangler – som alle andre – penge. Derfor kommer det belejligt, da faderens bekendte kommer til skade, og ikke længere kan køre for det, som faderen kalder et ”vognmandsfirma”. Det viser sig dog at dække over en lidt anden lyssky virksomhed, nemlig prostitution. Lotte giver sig derfor til at fragte escortpigen Lily fra Nigeria, som også er kæreste til Lottes far, rundt til sine kunder, hvilket er starten på et umage bekendtskab, der skal bringe Lotte tæt ind til mennesker og i situationer, de færreste lærer at kende. Selvom Lotte ikke er ueffen i farlige og trængte optrin.

Det kunne derfor godt se ud til, at filmen vil – under samme tag – arbejde med spørgsmålet om danske krigsveteraner (som Susanne Biers Brødre) og problemerne udi prostitutionsmiljøet. Selvfølgelig opstår der konflikter undervejs, og selvfølgelig antyder filmen visse fordømmelser, men disse lader den kun ane gennem det drama, der udspiller sig mellem karaktererne. Et godt eksempel på dette er, at vi aldrig får at vide, hvor Lotte har været henne i krig – denne oplysning er ikke nødvendig for det, som filmen vil fortælle. Denne evne til ikke at placere sine moralske meninger viste Annette K. Olesen også i 1:1 (om danske ghettodannelser), hvor hun i øvrigt også samarbejdede med den stadigt allestedsnærværende manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson. Det er befriende og derfor dramatisk medrivende, at vi selv får lov til at træffe beslutninger undervejs – i takt med livets besværlige spørgsmål oprulles undervejs.

Det skulle jo ske, at de danske versioner af film om krigsveteraner skulle komme. Brødre gjorde et fint arbejde med at behandle de mere præcise efterchok, krigens gru bringer med i den kakifarvede bagage. Enkelte andre har behandlet de danske engagementer rundt om verdens brændpunkter, men det er faktisk overraskende, at der ikke er kommet flere film om dette. Lille Soldat bærer det i titlen og selvfølgelig i det, at Lotte har krigstraumer, som ikke er blevet behandlet, men såmænd ikke meget mere. Vi kan kun undre os over, at hun ikke har været – eller er – i en slags chokbehandling, men dette er netop filmens vridning af virkeligheden, hvorfra vi godt kender mediehistorier om soldater, der mangler hjælp. Vi kan også kun undre os over karakterernes reaktionsmønstre undervejs, der virker ustabile, umotiverede og ramt af traumer – eller forståelser og situationsfornemmelser, vi ikke har. Og det er formentlig den undring, Lille Soldat vil installere hos os – derfor fungerer den.

Det er ikke mindst Trine Dyrholms fortjeneste, at filmen bliver så nærværende, som den gør. På samme måde som Dyrholm evner troværdigt at krænge sit inderste ud i Annette K. Olesens dogmedrama Forbrydelser, så bliver karakteren Lotte et eksistentielt omdrejningspunkt i Lille Soldat – et vedvarende hylster for at stille svære spørgsmål, som vi ikke helt kender et klart svar på. Filmen vægrer sig ved at svare, men visse interrogativer har det også bedst med en broget respons. Lorna Browns fine præstation som escortpigen Lily understreger kun filmens skarpe fokus på – og behandling af – vanskelige problematikker. Det er – som også bioanmeldelsen understreger – på den måde måske den mest interessante danske film længe. Så simpelt kan det faktisk være…


Forrige anmeldelse
« "The Nude Vampire" og "Grapes o... «
Næste anmeldelse
» Winnie og Karina – the movie »


Filmanmeldelser