Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Flatliners (115 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 25/4 2018, 17:06 af Torben Rølmer Bille

Frem med hjertestarteren


Frem med hjertestarteren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det virker som om at det er svært for mange danske filminstruktører at bevise deres værd når de får mulighed for at lave film i Hollywood. Tænk blot på Nikolaj Arcels ganske misforståede udgave af Stephen Kings monumentale værk The Dark Tower eller Bornedals ligegyldige Nightwatch, men også Niels Arden Oplev, som nok de fleste forbinder med Portland skuffer fælt i remaket af Flatliners.

Det er måske lidt uretfærdigt at sige at Oplev ikke kan lave film i USA, han lavede den ganske vellykkede Dead Man Down for nogle år tilbage, men Flatliners er alt andet end vellykket.

Filmen som Oplevs remake er baseret på kom i 1990. Originalen bød på både en virkelig original idé. Den havde datidens største, unge skuespillere: bl.a. Julia Roberts, Kiefer Sutherland, Kevin Bacon, og William Baldwin på rollelisten. Den var medrivende fortalt og så havde den samtidig et ganske fint budskab til sin seer.

Den eneste af det oprindelige skuespillerslæng som optræder i den nye film er Kiefer Sutherland, i en birolle som den læge, der har ansvaret for det hold af medicinstuderende som udgør filmens primære figurer. Selv om filmmagerne kunne have valgt at gøre den nye film til en slags fortsættelse så har man i stedet valgt at lave en film, der virker som en forhastet udgave af originalen.

Kort fortalt så handler Flatliners om en gruppe dygtige medicinstuderende, der bliver interesserede i hvad der egentlig sker med kroppen når den dør. Derfor begynder de at eksperimentere med dette fænomen med dem selv som forsøgskaniner. På skift sætter de hinandens hjerter i stå, for efter et par minutter at genoplive ’patienten’, som herefter kan fortælle hvad han eller hun oplevede ”på den anden side”. Det viser sig dog hurtigt at de har begivet sig ud et sted hvor ingen af dem kan bunde, for inden længe begynder de der på denne måde har snydt døden at opleve hallucinationer og kognitive forstyrrelser, som måske, måske ikke er et resultat af deres ”Leg med døden” (som var den oprindelige danske titel på filmen).

Selv om det stort set er det samme set-up i originalfilmen som i den nye, kommer det aldrig til at virke troværdigt eller særligt motiveret. I originalen blev tilskueren, lige som filmens figurer, motiveret og gjort nysgerrig på dette fænomen, på de mulige forklaringer på nærdødsoplevelser, men i den nye film er det som om handlingen bare skal skydes i gang så hurtigt som muligt, så man kan nå frem til de ofte skræmmende hallucinations-scener. Det en katastrofal fejlvurdering af tilgangen til materialet!

Dette valg sikrer nemlig at seeren bliver efterladt med en undren over, hvorfor ellers så velfungerende medicinstuderende pludselig vælger at kaste sig over et projekt der kan smadre deres fremtidige karrierer? Bare fordi en af flokken siger ”kom lige med, jeg skal vise dig noget”, så betyder det ikke at hendes medstuderende blindt vælger at følge hendes idé. Værre endnu er det at hun personligt vælger den i flokken der i medicinstudiets årsbogen med garanti vil få titlen ”klassens klovn”, som ham der skal være ansvarlig for at genoplive hende. I det hele taget er der mange scener i filmen, hvor man har meget svært ved at følge med i de valg og fravalg der træffes.

Det er ikke fordi at spillerne er dårlige, Ellen Juno Page er glimrende i rollen som den ambitiøse nærdøds-forsker og Diego Luna er på samme måde troværdig som den intelligente og kompetente skeptiker. Til gengæld er både James Norton og Nina Dobrevs figurer så karikerede og småirriterende, at de mest af alt virker som forstyrrende elementer. Selv om vi er i en amerikansk film, er det svært at se hvordan de nogensinde er endt på medicinstudiet. Det er dog ikke skuespillernes skyld, for det må have været virkeligt svært at få noget fornuftigt ud af det manuskript de har fået i hånden.

På papiret var en remake af Flatliners egentlig en glimrende idé, for med alle de effekter som man er i stand til at skabe, virkede det oplagt at opdatere historien. I realiteten er filmen endt som en mindre katastrofe. Den ved ikke helt hvor den vil hen. Mest af alt forsøger den blot at levere et forudsigeligt teen-gys, i stedet for at være mere metafysisk og have noget på hjerte. Flatliners anno 2017 kan vist ikke genoplives, uanset hvor meget strøm man sender gennem hjertestarteren. Kapellets råd er derfor: opdriv den gamle film og se den, for det er en fremragende lille film.


2279
Forrige anmeldelse
« A Quiet Place «
Næste anmeldelse
» Mordet i Orientekspressen »


Filmanmeldelser