Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Edge of Darkness (117 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 2/7 2010, 08:38 af Torben Rølmer Bille

Solid gengældelsesthriller


Solid gengældelsesthriller

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikkert mange, der har deres meninger om Mel Gibson på godt og ondt. Men det er ganske svært at være helt upåvirket af hans fordrukne udfald mod jøder (noget som er ganske dumt at gøre, især i Hollywood) og hans utroligt blodige passionsdrama om Kristus, når man pludselig ser Gibson optræde i andre film. For hvor man måske tidligere blot opfattede manden som en lidt bøvet retfærdighedssøgende actionhelt, så er det nu om dage svært ikke at læse både religiøse og nærmest gammeltestamentlige hævnmotiver ind i de film han medvirker i.

Undertegnede skal naturligvis nok sørge for at neddrosle den kristne jargon i følgende anmeldelse af thrilleren Edge of Darkness, men det bliver svært helt at undgå at tænke i disse baner, når man ser på fortællingen som præsenteres for en. For især filmens tematik og finale passer ganske fint med det image Gibson har lige nu.

Filmen er et nedkog af en utrolig vellykket BBC tv-serie fra 1985 med Bob Peck i den altoverskyggende hovedrolle. Selv om man, som fan af den oprindelige serie, måske kunne frygte, at der ville være alt for meget, der går tabt når man koger et handlingsforløb på næsten seks timer ned til to timers film – så er der ingen grund til panik. Undertegnede er fan af originalen og selv om det er en del år siden den er blevet set sidst, så har manuskriptforfatterne faktisk holdt sig pænt til kernen i fortællingen. I stedet for at være en spændingsserie, der lige så langsomt opbygger et momentum, får vi nu handlingen præsenteret som en actionfyldt konspirationsthriller, uden at man savner alt for mange personer og intriger undervejs.

Filmen starter, vanen tro, i nærmest lutter idyl. Craven møder sin smukke datter på togstationen og han kører hende hjem til hendes barndomshjemmet i silende regn. Generationskløften er tydelig, da farmand ikke rigtig ved hvad datteren Emma arbejder med eller for den sags skyld om hun har en kæreste. De virker dog til at have det rigtigt godt i hinandens selskab, men idyllen brydes brat da Emma pludselig får et ildebefindende ved aftensmaden. Hun kaster blod op og bønfalder sin far om at køre hende på hospitalet med det samme. ”Åh nej. Åh nej! Der er noget jeg må fortælle dig..”, siger datten mens de løber ud af hoveddøren. I det samme høres fra gaden et råb: ”Craven!” Et haglgevær affyres på klods hold. Skuddet rammer Emma og hun dør efterfølgende i faderens arme.

Selv om politiet nærmest automatisk går ud fra, at det er deres kollega, som skuddet var tiltænkt, så nager en anden teori faderen, en teori baseret på datterens sidste ord. Han bryder derfor al god politiprotokol og begynder selv at efterforske mordet på sin datteren. Inden længe må han indse at han står overfor en modstander, der både er langt mere indflydelsesrig og nådesløs end de kriminelle stoddere han normalt håndterer.

Edge of Darkness er instrueret af Martin Campbell, der kender actionthrillerens formsprog til fingerspidserne. Ud over at have instrueret en håndfuld gode actionfilm, bl.a. Bond-filmen Casino Royale, var det faktisk også ham, der stod som instruktør på den oprindelige BBC tv-serie. Filmen byder helt fra start på en fortælling, der vil holde langt de fleste seere vågne og på kanten af sofaen, helt frem til rulleteksterne. Når Craven sikkert og ganske brutalt optrævler begivenhederne, der ledte til datterens død går det bestemt ikke stille for sig.

Mel Gibson synes i rollen som Craven at gentage mange af de selvtægtsroller man har set ham i tidligere, fra den charmerende galning Martin Riggs i Dødbringende Våben til hævnende hovedroller i film som Ransom og Payback. Forskellen, hvis man endelige skal pege på en sådan, er at han i Edge of Darkness intet har at miste. Faktisk synes det eneste der driver Craven frem, at være jagten på sandheden og retfærdigheden. Det er ikke svært at føle empati med denne politibetjents hårdnakkede jagt på de skyldige og derfor er det også en film, der for fans af denne genre er svær at krybe udenom.

Der bliver ikke spildt mange unødvendige minutter med selvplageri og tudefjæs, og de enkelte passager, hvor vi skal fordybe os i faderens traumer - som eksempelvis det øjeblik hvor faderen skyller sin datters blod af hænderne og sørgmodigt betragter den sidste rest af sin elskede forsvinde sammen med vandet i håndvasken, er nærmest poetisk.

Datteren dukker op senere i filmen som en stemme og en karakter, der udelukkende eksisterer i Cravens hoved. Det er hende der konstant presser faderen til at fortsætte jagten på bagmændene. Det er helt tydeligt at vores hovedperson undervejs ikke er ved at miste sin fornuft selv om han ser syner, for det virker som om han er helt klar over at hun for længst er død og borte. Det er i dette forhold, at filmen tager nærmest pseudo-religiøse overtoner, især filmens slutscene kan nærmest ikke andet end tolkes som en kristen hyldest til den himmel der venter os alle, midt i al den vold, korruption og elendighed som i øvrigt præger fortællingen.

Gibson spiller sin rolle glimrende, men han har også efterhånden sådan en ikonisk status, at det, sammen med det faktum at man har set ham i lignende roller før, gør at det bliver svært at abstrahere fra at Gibson blot spiller Mel Gibson. Det kan lidt sammenlignes med situationen hvor man ser en film med Clint Eastwood. Illusionen om at skuespilleren portrætterer en vi aldrig har mødt før brydes takket være deres ikoniske filmfjæs, men det gør mindre, for så er det ikke svært at vide hvem man skal holde med undervejs.

Edge of Darkness er spændende, underholdende, voldsom og formår faktisk at opbygge sin tætte paranoiastemning fint, selv om den kun har to timer til sin rådighed. Det er kræs for fans af genren og selv om det kan forekomme lidt som en variation over en fastlagt, fortærsket formel, så er det faktisk kærkomment at se Gibson i en rolle, hvor han igen kan få lov til at udfolde sig som midaldrende bad-ass.


Forrige anmeldelse
« Kapitalismen: en kærlighedshis... «
Næste anmeldelse
» Tobruk »


Filmanmeldelser