Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




På himlens kant (117 min.) Købsfilm / Scanbox
Anmeldt 25/8 2009, 16:09 af Kim Toft Hansen

På den anden side


På den anden side

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Auf der anderen Seite hedder på dansk På himlens kant. Den er fra 2007, kritikerrost til overmåde, og så fik den prisen for bedste manuskript ved Cannes-festivalen – plus en lind strøm af andre priser verden over. Og ganske fortjent – og endelig på dansk dvd. På himlens kant er en hjertegribende såvel som en hjerteskærende film om kulturelle forskelle, der – når det kommer til stykket – ikke er så store endda. Det overser vi bare for nemt.

Filmen består i udgangspunktet af tre mindre fortællinger, der bindes sammen på tværs. Den første fortælling handler om den ensomme, tyrkiske enkemand Ali, der i sit liv i Tyskland savner en kone. Derfor søger han blandt de prostituerede efter en kvinde, der er villig til – mod betaling – at flytte ind hos ham. Den anden fortælling handler om Ayten, der er datter af den kvinde Yeter, som Ali finder. Hun er politisk aktivist i Tyrkiet og forkæmper for menneskerettigheder, men da hun kommer i klammerier med det tyrkiske politi, må hun illegalt flygte til Tyskland, hvor hun møder Lotte. Den tredje og sidste fortælling handler om Nejat og Lottes mor. Vi har mødt disse to før, men i denne tredje historie bindes de sammen af et fælles projekt, der handler om Ayten og Lotte – uden at det skal gøre klart her, hvad det går ud på.

Det er – som det sikkert fremgår af ovenstående synopsis – en svær film at give et hurtigt overblik over. Den handler nemlig om mange små ting, der binder disse fem karakterer sammen på kryds og tværs i forskellige men alligevel temmelig fælles projekter. Der er blot visse ting, der foregår lige under deres tyske og tyrkiske næser, uden at de lægger mærke til det. Nejat – der gerne vil hjælpe Yeters datter, som hun ikke kan finde – søger derfor efter Ayten, men overser flere ting, da hans spor i stedet krydser Lotte. Filmen er på den måde umådeligt velfortalt på en sådan måde, at vi – som seere – sidder med en hel del merviden, som udspringer af krydsende spor de enkelte fortællinger imellem. De er nemlig ikke fortalt i kronologisk rækkefølge. Det er således en film om de små fortællinger, der binder os sammen i en stor fortælling – problemet er bare, at vi ikke længere får øje på de små fortællinger.

Der er mange temaer, der rejser sig i På himlens kant, men filmens momentum er grundlæggende de kulturelle forskelle mellem tyrkere i Tyskland og det tyske samfund. Derfor kunne vi godt forvente en film, der hiver næstekærligheden op ad den sorte muld og børster del af i et forherligende billede af, hvor godt det kunne være, eller hvor skidt det. Et eksempel på dette så vi i den middelmådige Flugten. Det er ingenlunde tilfældet i På himlens kant. Her bevæger vi os godt nok ind i idealismen i kraft af Aytens politiske aktivisme, men den demonteres på anden hånd også med kærlige ord. På den måde får vi ikke slæbt en idealstat ind ad filmens bagdør, men i stedet sidder vi tilbage med en smag i munden af, at tingene kunne være anderledes. Filmen handler nemlig ikke direkte om tyrkere i Tyskland – den handler mest af alt om de interpersonelle vilkår karaktererne imellem, og så sandelig også om tyrkere i Tyrkiet.

Filmen er samfundskritisk, men den er ikke entydig og sikker i sine udsagn. Den ’opdager’ hellere virkeligheden, ligesom vi kommer frem – på samme måde som Nejat og Lottes mor ved et tilfælde opdager, at såvel den kristne som den muslimske kultur har historien om Abraham og Isak blandt grundfortællingerne. Instruktøren Fatih Akin er selv født og opvokset i Tyskland, men har tyrkiske aner – dette anlægger han selv som perspektiv, idet filmen formår at fremhæve nogle samfundsmæssige aspekter, der måske endda fungerer (Lottes mor antyder eksempelvis et håb for Tyrkiet gennem et medlemskab af EU). Men vi fastholder dette måske, hvilket i høj grad er filmens styrke. Her er ingen dogmatiske angivelser af, hvordan det ideelle samfund ser ud, men her er en påpegning af, at lagde vi blot en lille smule mærke til de mindre ting imellem os i dagligdagen, så ville de måske binde os mere sammen på tværs af kulturelle skel.

Visuelt og fortællemæssigt er filmen mesterlig – den bringer i visse nuancer mindelser til flere af Wim Wenders film. Karakterologisk er den yderst velskrevet og velspillet, mens det velkomponerede manuskript – der netop (nærmest metamæssigt) holder et overblik over de små detaljer – fastholder en kvælende evne til at overse det vigtige. Filmens slutning er tilmed ligeså overraskende som den er pludselig, og det er ikke kun, fordi selskabet ved en fejl har angivet, at den varer 2 timer og 57 minutter på bagsiden – den varer en time mindre. Slutningen er snarere end netop en sammenbinding en antydning af håb…


Forrige anmeldelse
« Wallander – Tyven «
Næste anmeldelse
» Mænd der hader kvinder »


Filmanmeldelser