”Han døde af en overdosis af arbejde”, sagde produktionsleder og skuespiller Harry Bah, da den store tyske filminstruktør Rainer Werner Fassbinders døde 37 år gammel i 1982.

60 spillefilm, videofilm, striber af teater/filmroller, plus en række tv-film og -serier (bl.a. Berlin Alexander Platz) på mindre end 15 år. Imponerende.

Et filmisk overmenneske i konstant oprør. Anarkist, Nihilist? Nej, ikke kun, men en kunstner, der aldrig var i ro, aldrig lod sig tilfredsstille med det vedtagne, det regelbundne. En fornyer, der – midt i sin foragt for borgerskabet, kapitalismen, racismen og filmklicheer – elskede Hollywoods filmverden.

Modsætningsfyldt, med smerte, lidenskab og stor menneskelig forståelse. En sammensat person, der i sit ydre var en rod i Marlon Brando læderjakke, lettere usoigneret – men som forvandler sig ”til en prins” når kameraet snurrer, fortæller filminstruktøren Christian Braad Thomsen i sin dokumentarfilm: Fassbinder – at elske uden at kræve.

” Personlige erindringer” er filmens undertitel – og personlige er de. Ch. B-T, der er jævnaldrende med Fassbinder, fik sit ”Fassbinder-kald” på Berlinfestivalen (1969), hvor Liebe is kalter als der Tod, en s/h-film med fastkamera og langsomt klippet. En anti-film, der blev buet ud af publikum og sablet ned af anmelderne.

Den unge filmanmelder og filmskoleelev havde en helt anden oplevelse: ”som filmkunsten fødtes for øjnene af os” – og dermed, og frem til Fassbinders død, blev Christian Braad Thomsen og den tyske instruktør knyttet til hinanden. Utallige er Fassbinder-artiklerne fra Braad Thomsens hånd, bogen Fassbinder - hans liv og værk (1995), foredrag, diskussioner. Ja, mere til. Lærermester, sammen med Godard, (inspirator, lyder pænere) for Chr. B-Ts første spillefilm Kære Irene (1971) m fl. En kender – der virkelig kender ham.

For det blev ikke kun til venskab og inspiration. Mange private interviewfilm og andet dokumentarmateriale lå i Chr. B-Ts skuffe i mere end 30 år. Ikke mindst et 20 min. langt interview, kort før Fassbinders død, på et værelse på Hotel Carlton i Cannes, er hudløst ægte. En kunstner i opløsning. Flydende rundt i en kæmpe lænestols favn, med flakkende øjne og et uudtalt fortvivlet råb om forståelse. Tåler det udlevering/offentliggørelse? Bestemt, for midt i et tilsyneladende ustruktureret liv får Fassbinder krystalklart analyseret og forklaret sit syn på sine film – og sit liv. Nøglen, som netop Chr. B-T er den rigtige til at tolke videre på, er faderbindingen – eller den forsvundne far, som først senere vender tilbage med krigstraumer og ny ung kone. Ødipus spøger i kulissen.

Med Fassbinder – at elske uden at kræve kommer vi tæt, meget tæt på. Får gennem skuespillerne, moderen, filmholdet, et nuanceret billede af en arbejdsbesat, manisk kunstner, hvis liv leves kompromisløst – om det gælder film, familie, kærligheds-, venskabsforhold. En arbejdsnarkoman, hvor stimulanser, for at undgå den søvn, som sluttede hans liv, spiller en stor rolle. Intet skal være dig fremmed.

En personlig film, der helt i hovedpersonens ånd, vedkender sig sin subjektivitet. Heldigvis er der da også plads til humoren. En fin lille scene, hvor den amerikanske feel-good instruktør Douglas Stirk (tysk filmimmigrant i 30’erne) besøger Fassbinders mor, der beundrede Hollywood-instruktøren – og serverer kålruller, som kun vor mor lavede dem. Erindringsbilleder.

Chr. B-Ts film er mere end et erindringsbillede. Den er i sin totale hengivenhed også en kærlighedserklæring til den filmkunstner, der åbnede filmskoleelevens øjne. Mindre kan gøre det for os tilskuere.

Vi får til gengæld et tilbageblik på efterkrigens koldkrig, ungdomsoprør, kvindefrigørelse, terrorisme, Baader Meinhof, … alt sammen set gennem Fassbinders film og Braad Thomsens personlige optik. (Filmen blev (selvfølgelig) vist på årets Berliner Filmfestspiele.)

Om Fassbinder filmene så tåler et gensyn(?)– næppe alle. Men Petra von Kants bitre tåre, Angsten æder sjæle op, Lilly Marleen og Effi Briest er film man gerne genser og anbefaler til den ny generation. Det kan man også roligt gøre med Christian Braad Thomsens dokumentarfilm – ikke som kunstværk med stort K (den type kunst som netop Fassbinder foragtede) – men som en personligt tidsdokumentation, uundværlig for cineaster og andre filmnørder – og en påmindelse om en af filmhistoriens store antihelte stadig lever – på DVD eller Streamning.

Og så ville det ikke være Chr. B-T, hvis ikke der undervejs havde været et velvalgt spark til Filminstituttet for totalt økonomisk, at have negligeret hans Fassbinder-film. Det til trods for, at instituttet i 70erne netop stod bag en Fassbinder-uge. I øvrigt med Christian Braad Thomsen som arrangør.