Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Scars of Dracula (96 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 19/2 2009, 11:44 af Torben Rølmer Bille

Vlad Lee


Vlad Lee

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er primært to cinematiske versioner af Dracula, som er lige så udødelige som Bram Stokers originale karakter, nemlig foregangsmanden: den sort/hvide Bela Lugosi og den truende: Christopher Lee. Hvor Lugosi var den første vaskeægte inkarnation af ”Spideren Vlad” iført jakkesæt og østeuropæisk accent, var Christopher Lee den første Dracula, som lod blodet flyde i stride strømme. Første gang biografgængerne kunne opleve Lee i rollen var i Dracula fra 1958 (aka. Horror of Dracula), men der skulle gå næsten 7 år, før han sagde ja til endnu en rolle som den blodsugende greve af frygt for at blive typecastet. Men hvad er der i grunden i vejen med at blive typecastet, hvis ens navn bliver synonymt med selveste Dracula?

Fra Lees første inkarnation og frem til slutningen af 70erne havde han hovedrollen i hele ti film. En af disse film var Scars of Dracula, som kom i 1971. Filmen var, da den blev sendt ud i de engelske biograferne, ikke det helt store tilløbsstykke, som Hammer films havde håbet på - muligvis fordi Lee havde spillet med i hele tre Draculafilm året før, muligvis fordi de kreative kræfter, som havde gjort Hammer Films til et af de mest succesfulde britiske genrefilmsselskaber gennem årene, var ved at ebbe ud.

Selv om instruktøren Roy Ward Baker ikke er en af de mest celebre instruktører, som har arbejdet på Hammer Films, så har han begået film som Quatermass and the Pit og den spøjse kung-fu vampyrfilm Legend of the Seven Golden Vampires (som var blevet til i et samarbejde mellem Hammer og det klassiske Hong Kong filmselskab Shaw Studios) og dermed gjort sig bemærket for fans af genrefilm. På trods af Bakers evner er Scars of Dracula alligevel ikke nogen banebrydende Draculafilm, især ikke fordi den på trods af et par enkelte variationer over temaet ikke byder på ret meget nyt.

Filmens handling kan summeres meget kort op. To brødre bejler til den samme ungmø. Da den ene bror pludselig forsvinder, tager den anden bror og ungmøen ud i verden for at lede efter ham. Alle spor peger i retning af Grev Draculas slot. Dracula er meget upopulær på egnen, hvilket især ses i filmens åbningsscene, hvor gale byboere tiltvinger sig adgang til Draculas borg for at brænde den ned. Dracula kvitterer ved at dræbe familierne til de arrige byboeres, som har søgt tilflugt i en nærliggende kirke. De lokale er derfor alt andet end samarbejdsvillige, da de to unge mennesker dukker op og beder dem om hjælp til at finde brormand.

Den eneste, der vil hjælpe de to turtelduer, er for en gang skyld ikke Van Helsing men en lokal præst. Men ud over disse ting er der ikke mange overraskelser; de unge bliver langsomt nødt til at acceptere, at vampyrer faktisk findes, Draculas pukkelryggede hjælper skal have et lag velfortjente tæsk af sin herre, og det hele kulminerer i en lidt fesen finale på slottets borgmur, hvor en rasende Dracula heldigvis bliver ramt af lynet og styrter brændende i dybet. Selv om monstret for nu er besejret, ved vi jo alle sammen godt, at det bare er et spørgsmål om tid, blod – og finanser - før han igen rejser sig fra sin fugtige grav og kræver nye ofre.

Roy Ward Baker har formået at få en del rimelige præstationer ud af sit ensemble på trods af de til tider lidt tåbelige meningsudvekslinger karaktererne imellem. Til gengæld er Lee som altid værd at se - alle ungmøers snørreliv er så stramme, at deres brystkød rammer deres hager, og den gotiske stemning, på trods af de tydelige kulisser, er holdt fint intakt. Det er kulørt underholdning, som vil være perfekt til søndagsafslapning foran flimmeren, hvis man udelukkende nærer ønsket om at se noget, der hverken er alt for farligt eller for forstyrrende.


Forrige anmeldelse
« Kære Irene «
Næste anmeldelse
» Battle of Red Cliff (org. Chi B... »


Filmanmeldelser