I slutningen af 90’erne var det mange år siden, Christian Braad Thomsen sidst havde siddet i instruktørstolen. Efter en tung kritik af filminstituttets støtte til kommercielle film, der ikke nødvendigvis behøvede det, måtte han søge andre steder hen. Derfor søgte Thomsen ind i dokumentarismens og faglitteraturens formsprog med en række fremragende dokumentarfilm og nogle interessante bøger om filmhistoriens store instruktører. Da muligheden så igen bød sig, var Thomsen nervøs for mødet med skuespillere under indspilningen af større spillefilm. Derfor søgte han i stedet i en anden retning gennem en særegen lille film, hvor der ingen hovedperson findes. Det blev til Den Blå Munk fra 1998.

Da et nyt jazzspillested skulle åbne i København i sin tid, blev en konkurrence udskrevet om det bedste navn. Thomsen indsendte et forslag, Den Blå Munk, der var en reference til Thelonious Monks klassiske jazz standard. Det vandt ikke konkurrencen, og jazzstedet hedder den dag i dag Copenhagen Jazz House. I stedet benyttede Thomsen navnet som værtshuset, hvor handlingen i hans film Den Blå Munk udspiller sig. Her er stedet også opkaldt efter Monks standard, og musikken, der akkompagnerer filmen, er også den kølige jazz, som smigrer sig ind blandt kunderne i butikken og ud til seeren, der kigger med over skulderen.

Thomsens film er interessant og særdeles vedkommende på flere måder. Den er først og fremmest et katalog over datidens vordende skuespillere, som endnu ikke havde fået et gennembrud. Navne som Jens Albinus, Martin Brygmann og Nicolaj Kopernikus optræder her, og samlet set er filmen et udtryk for en casting, som i den grad så rigtig i forhold til, hvilke skuespillere, der skulle komme til at præge fremtiden. Desuden optræder Therese Glahn i sin første rolle i filmen, hvilket kun sker ved det tilfælde, at hun arbejdede på baren, hvor filmen skulle optages – og i filmen spiller hun rent faktisk en bartender, der gerne vil være skuespiller (et godt placeret visitkort).

Derud over vandrer et væld kendte ansigter ind og ud af filmen, der kun er optaget på denne bar. Helle Ryslinge spiller en bærende rolle, mens Henning Jensen, Claus Nissen og mange flere spiller små roller hist og pist. Thomsen spiller selv en lidet flatterende rolle, som en lille selvironisk reference til sin egen position som filminstruktør. Derud over har han også hevet digteren F.P. Jac ind ad bagdøren i en selvbiografisk rolle, hvor Jacs næse og drikfældige last sættes under lup. Baren er i øvrigt Bo-Bi Bar i København, som Christoffer Boe senere placerer en central scene i sin Reconstruction, formentlig som en lille homage til dette værk af Braad Thomsen.

Værtshuset er på mange måder et bekendelsens sted, og de autobiografiske elementer i Den Blå Munk, der kendetegner flere af de medvirkende, peger i høj grad på et strejf af en bekendelseslitterær genre på film. På den måde er en bar et umådeligt velvalgt sted at placere filmen, der ikke på nogen måde følger noget plot: I stedet er den bygget op om små fragmenter af dialoger, der udspiller på sig på værtshuset, hvilket – kender man til situationen som bartender – ganske ofte kan udvikle sig til enestående bekendelser fra mere eller mindre sobre kunder. Det udtrykkes også meget fint i filmen, at de besøgende er fiaskoer andre steder i samfundet, men på Den Blå Munk er de succeser.

Filmen er ganske simpel i sin formel, og det er således også dens styrke. Den dropper ned, hvor dialogerne er interessante eller sigende for den enkelte karakter – lige fra den ubehøvlede fyldebøtte, over tre teologistuderende, en pensioneret filosofiprofessor, en nymfomanisk kvinde, til en danskvandsnydende stamkunde, der læser Marx (uden helt at forstå det) og mange, mange flere. Det er mennesker for det, de udstråler, er hvad filmen forsøger at fortælle om, uden at være parodierende eller nedgørende. Filmen emmer af respekt for fornemmelsen af at søge et sted hen, hvor ”everybody knows your name”. Barmiljøet og menneskerne heri bliver til et respektfuldt identitetsrum.

Den Blå Munk er improviseret jazz på film: Et grundmønster, der ligger i dialogen, varieres over tid, og det handler derfor kun om én ting: Læn dig tilbage og nyd de ubesmittede brudstykker, der tilsammen giver en ægte fornemmelse for sammenhæng.

Øvrig information:
I Christian Braad Thomsen Collection er hans Hjemstavnsfilm, der indeholder dokumentarfilmene ”Herfra min verden går”, ”Hvor mindets blomster gror” og ”Morten Korch – Solskin kan man altid finde”, Kære Irene, der også inkluderer Thomsens afgangsfilm ”Revolution”, og Svend Åge Madsen – At fortælle menneskene også udkommet.