Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Antiviral (103 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 6/9 2013, 07:50 af Kim Toft Hansen

C-lebrity in extremis, eller David Cronenberg 2.0


C-lebrity in extremis, eller David Cronenberg 2.0

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Like father, like son. Intet mindre. Brandon Cronenberg – søn af David – spillefilmsdebuterer med filmen Antiviral. En film, der på mange måder godt kunne have været en film af David Cronenberg. Filmen er blevet rigtig fint modtaget, og blev udnævnt som ’Un certain regard’ ved filmfestivalen i Cannes. Filmen er en helt speciel og meget nedtonet sci-fi-gyser, uden at den alligevel helt er det. Visuelt er den overdådig og veltilrettelagt. Og principielt faktisk lidt sin egen. Antiviral er netop udkommet som dansk købefilm.

Handlingen foregår på et ikke-angivet tidspunkt. Reelt ser filmen ud til at foregå i vores nutid, men den teknologiske udvikling har været anderledes – og epidemologisk har vi en helt anden kontrol med sygdomsforløb. Så god kontrol, at celebrity-kulturen er gået haywire. Ikke nok med, at vi vil være som vores idoler. Nu vil vi også gennemløbe vores idolers sygdomsforløb. Sælgeren Syd March arbejder derfor på en privatklinik, der sælger sygdomme, som kendte har haft. Kendte sælger blod til klinikken, der videreformidler virusset.

Syd March har fundet et sort marked for ekstraordinære sygdomme – og har fundet en måde at transportere sygdommene ud af klinikken, selvom det er strengt forbudt. Nemlig gennem egen krop. Dette går da også godt, indtil han får fingrene i noget, der viser sig at være af en helt anden art. Og nu er andre ude efter ham, mens han selv må kæmpe for livet. I sin essens trækker filmen – trods angivelse af sci-fi/horror – her mest på thrillerformlen, hvor Syd March ender med at være jaget vildt blandt de mange, der er interesseret i det, hans krop bærer på.

Stilen er holdt gennemgående i en klinisk hvid, der selvfølgelig hænger sammen med filmens tema om sygdom og fascination af samme. Denne visuelle komposition i kombination med lange og langsomme indstillinger samt stærke slow motion-passager peger på sin vis ind i stilelementer fra David Cronenberg selv. Men samtidig kan de store hvide flader i filmen sammen med Syd Marchs stærke lidelser ikke undgå at sende tankerne i retningen af Carl Th. Dreyers Jeanne d’Arc-film, der stilfuldt benyttede de samme elementer. Stilmæssigt henter filmen også noget fra visuelt vellykkede vampyrfilm, fx den ellers svage 30 Days of Night (2007), fordi handlingen også her fokuserer så stærkt på blodet. Rødt blod på hvide flader virker stærkt.

Antiviral tager et favntag på tidens celebritets-kultur og viser, hvor langt ud den kan komme, hvis den får lov at fortsætte. I princippet er grundtanken ikke så langt ude. Det er egentlig bare en bagside af en ekstrem æstetisk kirurgi i kombination med vores stærke trang til at identificere os med kendte. Tilsammen en kritisk film, der endevender forholdet mellem private interesser i patientbehandling, celebriteter og plastikkirurgi. Denne mulje giver Brandon Cronenberg mulighed for at gå i sin fars fodspor. Faderens traditionelt stærke interesse i forholdet menneske og maskine er her genfundet hos sønnike – og det er nok her sci-fi-elementet viser sig tydeligst.

Filmen viser særdeles lovende takter hos Brandon Cronenberg. Han er visuelt meget sikker i sin stil. Han er kompositionelt overbevisende igennem et manuskript, der handlingsmæssigt holder fast i en spænding etableret gennem stædigt at fastholde Syd Marchs synsvinkel. Det eneste, man eventuelt kunne håbe på, er, at han med tiden vælger at distancere sig handlings- og stilmæssigt lidt mere fra sit fædrene ophav. Selvom en David Cronenberg 2.0 ikke er ringe, bør Brandon Cronenberg løsrive sig. Og det burde være muligt med de evner, han her viser.


Forrige anmeldelse
« War Witch «
Næste anmeldelse
» Det lille hotel »


Filmanmeldelser