Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Tjener, der er en marsmand i min suppe (98 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/11 2013, 18:10 af Torben Rølmer Bille

Fjollede marsmænd


Fjollede marsmænd

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er nærmest et gennemgående træk ved mange af de komiske hovedroller Louis de Funès spillede i sit liv, at han skulle være en slags menneskelig version af Anders And – en godmodig spradebasse, der ofte med store fagter og et til tider iltert temperament, sørger for at være den tiltrængte komiske kontrast til de øvrige medvirkende i filmene. Sådan forholder det sig også i filmen La soupe aux choux (Kålsuppe) som fik den sigende danske titel: Tjener, der er en marsmand i min suppe.

Filmen er meget løst baseret på en roman af René Fallet og handler om to gamle, fordrukne knarker, der er bedste venner og som bor langt ude på landet. Claude (Funès) - kaldet ”Le Glaude” - og hans ven Francis – kaldet ”La Bombe” - hygger sig egentlig rigtigt godt sammen. La Bombe ar altid været ungkarl men Glaude savner naturligvis sin afdøde kone, når først de to bliver fulde sammen – hvilket synes at ske på daglig basis. De kan lide deres vin og deres gode suppe. Men ud over hverdagens mondæne problemer, går livet sin vante gang, uden de helt store afbræk.

En aften da de, efter en enorm portion kålsuppe har de to sat sig udenfor for at drikke vin, og ikke mindst at få luftet tarmene efter det massive kålindtag. Mens de to gubber prutter løs og griner, begynder det at lyne, hvilket de finder meget morskab i. De beslutter sig for at søge indendørs og gå til ro. Le Glaude vækkes dog midt om natten da en UFO lander på marken udenfor hans hus. Han opsøges af en mystisk marsmand, men i stedet for at blive grebet af frygt, inviterer Le Glaude nysgerrigt den fremmede ind i sit hus.

Marsmanden kan indledningsvis kun tale med Le Glaude takket være fakter og hans fjollede marsmandssprog, men det lykkes alligevel at spørge Le Glaude om ikke han må få lidt suppe med hjem til planeten OXO som han kommer fra. (OXO er i øvrigt også tilfældigvis navnet på et bestemt mærke af engelske bouillonterninger). Da ufoen dukker op næste gang, har piloten heldigvis lært fransk og de to er i stand til at have en noget mere nuanceret dialog. La Bombe er i modsætning til sin genbo ganske oprørt over besøget fra rummet. Måske hænger det sammen med at marsmanden, brugte sin frysestråle på ham indledningsvis. Han forsøger at fortælle alle i den nærliggende by om besøget fra rummet, men de afskriver historien med at han bare er en gammel fyldebøtte. Kort fortalt, så sætter ufonautens natlige visitter de to gamle kammeraters venskab på prøve.

Filmen udvikler sig dog også ganske uventet, idet Le Glaude overfor marsmanden indrømmer at han savner sin kone noget så frygteligt, så takket være OXOs overnaturlige evner står Francine nu pludselig lyslevende i hjemmet, ikke i form af den gamle kone som Le Glaude i sin tid begravede, men som hun var i starten af tyverne da de to mødtes første gang. Denne del af fortællingen er ganske mærkværdig, da den forekommer påklistret og som en sidehistorie til den egentlige handling. Omvendt set, så italesætter Francines genkomst også ideen om, at der måske er nogle ting her i livet som er bedst når de udelukkende eksisterer i hukommelsen. Francines genopståen er nemlig langt fra uproblematisk.

Som nok fremgår af ovenstående beskrivelse er der tale om en nærmest klassisk Louis de Funès film, hvor slapstickelementer, vilde fagter og misforståelser spiller en væsentlig rolle i bestræbelserne på at underholde seeren. Om man holder af det kommer vist helt an på om man kan døje den form for humor, der her lægges for dagen. Der er sikker de der vil påstå at hele misæren bliver for karikeret, overspillet og til tider vulgær og dum, men der er sikkert også mange, der kan huske filmen som sjov og filmens musikalske synth-leitmotif fra deres barndom, som med garanti vil frydes over et gensyn.

Undertegnede valgte at se filmen sammen med en flok drengebørn på mellem 5 og 10 år – og de var i hvert fald meget begejstrede for og fascinerede af filmen, hvilket vil sige at Tjener, der er en marsmand i min suppe egner sig fint som en film hele familien kan se med på, med mindre man da stødes af oldinge, der drikker sig i hegnet og som griner af deres egne prutter. Selv om det er en letbenet komedie, er det også en film der, qua sin sidehistorie om Francine, forsøger at vise en morale om, at man skal huske at leve sit liv mens man har det. To år efter filmens premiere, døde hovedrolleindehaveren selv i en alder af 68, med over 130 filmroller på sit CV.


Forrige anmeldelse
« The Hangover pt. III «
Næste anmeldelse
» Den Andalusiske hund »


Filmanmeldelser