Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Amour (122 min.) Købsfilm / Midget Entertainment
Anmeldt 2/5 2013, 22:43 af Kim Toft Hansen

En kærlighedshistorie


En kærlighedshistorie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Dem er der lavet mange af. Og dem vil der blive lavet flere af. Idéen er så banal, at H.C. Andersen ikke skulle bruge mere end fire linjer på at fortælle den. En kærlighedshistorie. To personer. En gnist. Og en fortælling opstår. Denne banalitet er den østrigske instruktør Michael Haneke også bevidst om, og derfor hedder filmen Amour. Slet og ret. Hanekes Oscar- og Palme-vinder er nu udkommet som købefilm.

Anne og George lever sammen som et ældre ægtepar med et aktivt selskabsliv og en god tid bag sig. Det ændrer sig drastisk, da Anne får en blodprop og bliver lam i den ene side. George passer hende nu hjemme i deres lejlighed. Indelukket. Et kammerspil, der pejler det, som skal til for at holde to mennesker sammen – og det, der skal til for at skille dem ad. George gør alt, hvad han kan – og formår at hjælpe Anne på en måde. Men kun på en måde.

Haneke er en særdeles hædret instruktør. Ganske værdigt. En karriere brolagt med fine instruktioner og film med specielle vinklinger og interesse i det stillestående, som viser sig aldrig at være så roligt, som det eller ser ud til at være. Amour er et værk, som en ældre mand kun kan lave, men med en almengyldighed, der gør, at en film i et såpas nedsat tempo faktisk holder øjnene fængslet til skærmen. En stilfærdig kraftpræstation.

Darius Klondjis visualisering af Hanekes visioner om alderdom sætter temaet ind i en sikker ramme, der bruges som en kommentar til selve handlingen. Klondji er en efterhånden temmelig eftertragtet cinematograf, der nu har arbejdet sammen med flere af de store (Woody Allen, Jean-Pierre Jeunet, David Fincher, Wong Kar Wai, Roman Polanski, og mange flere). Og med vanlig akkuratesse vinkler han fortællingen, så stil og tema hænger ultratæt sammen.

Kamerateknik og klippefrekvens er yderst nedtonet. Der er nærmest kun den bevægelse, der bør være. Kun når personer i billedet bevæger sig, flytter billedrammen sig med. Men ikke altid. Ofte er kameraet blot placeret, så scenen tages fra én vinkel. Teatralsk og scenografisk flot. Filmen er på den måde et handlingsmæssigt og visuelt kammerspil mellem hovedsageligt det ældre ægtepar – kun en enkelt scene foregår uden for deres stilfulde lejlighed. Det stillestående liv, der pludselig rammer det aktive ægtepar understreges flot via cinematografien.

Derfor kræver det også noget af de to, der står over for hinanden som ægtefolk. Hanekes scoop er derfor i Amour, at han her har fået mulighed for at arbejde sammen med to af fransk filmhistories absolutte ældre stjerner. Jean-Louis Trintignant spiller George med en sikkerhed og en blødhed, der holder hele vejen, mens Emanuelle Riva nærmest cirkelslutter sin karriere i rollen som Anne. Riva debuterede i 1959 i Alain Resnais Hiroshima, mon amour, som også er en film – om kærligheden.

Det er lidt specielt at sidde to timer igennem i selskab med de to ældre personer og deres indre og ydre kvaler i kølvandet på sygdom. Stil og tema er helt nedskruet og langsomt, men på besynderlig vis aldrig kedeligt. Personerne er tilpas interessante, portrættet af sygdommen tilpas autentisk, og afrundingen af historien ufravigelig og ganske overraskende. Det er fantastisk modigt at forsøge at finde frem til kærlighedens enemærke via alderdommens pinsler.

”Det er ikke opgaven at finde den elskelige genstand, men opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte genstand elskelig.” Også når modgangen indtræffer. Sådan skrev Kierkegaard i 1847. Amour understreger, at denne universelle sandhed også kan omsættes til film.


Forrige anmeldelse
« Medløberen «
Næste anmeldelse
» A Liar’s Autobiography »


Filmanmeldelser