Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Quantum of Solace (106 min.) Biografversion / Walt Disney Studios Motion Pictures / Sony Pictures Releasing
Anmeldt 10/11 2008, 08:56 af Torben Rølmer Bille

Beskidt og forslået Bond


Beskidt og forslået Bond

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget besværligt, for ikke at sige næsten umuligt, at forsøge at levere en upartisk anmeldelse af en ny James Bond-film. For man har både som almindelig biografgænger og som dedikeret fan svært ved at ignorere 007s samlede bagkatalog. Bond er, om man kan lide ham eller ej, blevet en institution, et ikon, der har vokset sig større end blot navnet på en samling formidable agentromaner af Ian Flemming og en række film af vekslende kvalitet.

Der er så mange ting, der kan minde os om Bond, fra vodka-martinier, Aston Martin-biler og Walther PPK-pistoler til en række computerspil, et utal af pasticher og den verdensberømte måde at præsentere sig selv på. Bond er blevet en mytisk figur og del af en kultur, som alle kender, og som nogle holder meget af.

Den seneste Bond-film Quantum of Solace er en direkte fortsættelse af Casino Royale. Titlen på filmen er hentet fra en novelle som oprindeligt indgik i Ian Flemmings novellesamling For Your Eyes Only (1960). Det er dog primært titlen, som de to medier deler. Novellen omhandler en samtale mellem en ældre guvernør og Bond, der efter et kedeligt middagsselskab skal slå tiden ihjel. Bond fungerer primært som lytter og sekundær karakter, for kernen er en historie, som guvernøren fortæller.

Den tragiske fortælling handler om et ungt par guvernøren har kendt. Deres kærlighedsforhold blev af forskellige årsager pludselig vendt til indædt had og jalousi. Efter at have hørt fortællingen, som er ganske gribende, bliver Bond bevidst om, hvor udramatisk hans hverdag er, set i forhold tilde store følelser, som ganske almindelige mennesker hele tiden oplever. I modsætning til den nye filmatisering af Casino Royale er Quantum of Solace heldigvis ikke lige så tro mod sit forlæg, da den i stedet har valgt at nuppe Flemmings titel og i stedet har placeret 007 centralt i et handlingsforløb, som er en hel del mere dynamisk.

Når man anmelder en ny bondfilm, bør man være påpasselig at ikke at udbasunere for mange facts om handlingen, da for mange afsløringer som regel kan være altødelæggende for andre fans. Men lad det, som er blevet sagt så mange gange før både i aviser og på nettet, blive gentaget: Quantum of Solace føles som den to’er den er. Selv om den er langt mere actionpræget end forgængeren, så kan man ikke undslippe den følelse, som den forholdsvis åbne slutning giver seeren – man er ikke fuldt ud tilfredsstillet. Der er stadig en del uafklarede elementer, som man bliver nødt til at vente til næste film for at få svarene på. Dermed er det ikke sagt, at Quantum of Solace er seriens modstykke til Back to the Furture 2 eller Empire Strikes Back, for filmen får - på trods af de løse ender - spundet sin egen agenthistorie ganske fint. Det er bare svært at ryste følelsen af sig, at det er det overordnede plot, som umiddelbart er det mest interessante.

Filmen starter in medias res umiddelbart efter Bond har snerret ”The bitch is dead!” og skudt Mr. White (vores allesammens Jesper Christensen) i benet. Efter en helt igennem spektakulær biljagt og den obligatoriske, bolchefarvede, retro-åbningssekvens ser vi Bond med megen møje fragte Mr. White til en lokalafdeling af MI6 i Italien, hvor M utålmodigt venter på at stille Mr. White nogle meget nærgående spørgsmål.

Mr. White griner hånligt af Ms trusler og fortæller, at han er overrasket over, at der tilsyneladende ikke er nogen i MI6, som kender noget som helst til den organisation, han arbejder for. Han siger også, at når de i organisationen er samlet, så diskuterer de hvem, der mon lytter med, men nu viser det sig at efterretningstjenesterne ikke engang kender til dem. ”We have people everywhere”, siger White og straks efter skyder Ms trofaste bodyguard gennem otte år, Mitchell, efter både hende og 007. Drevet af lige dele professionel nysgerrighed og hævntørst efter at få ram på de bagmænd, der stod i ledtog med den bedrageriske Vesper, begynder Bond sin jagt på hovedmændene i denne mystiske organistaion.

Det er nu anden gang Daniel Craig trækker i Bonds karakteristiske habit og butterfly, og til trods for at filmen i sin insisteren på at have en ret tyndbenet handling, der basalt set udelukkende er med for at give plads til spektakulære locations og actiontableauer, så føles det stadigvæk som en rigtig Bond film. Bond er i Craigs skikkelse blevet både mere brutal, beskidt og decideret led, og er på den måde meget mere i tråd med Flemmings agent, end en lapset og selvironisk Roger Moore type.

Volden i Bond er også blevet mere udpenslet, og de der eksempelvis holder af scener som den meget voldsomme kampsekvens i From Russia With Love vil opleve, at det er den samme type brutale råhed, som eksisterer i konfrontationerne med skurkene i den nye film. Bond er ikke nogen gentleman, han bruger beskidte tricks, slår hårdt og vil gøre alt for selv at overleve. Samtidig oplever vi også, at han slår han sig så ufatteligt hårdt af nogle af actionsekvenserne - eksempelvis jagten efter Mitchell, bliver meget fysisk nærværende.

Grænserne mellem skurke og helte, CIA og MI6 udviskes tillige, da filmen også synes at kommentere på den tynde linje, der er mellem skurk og gode forretningsforbindelser. For de forskellige sikkerhedstjenester er ikke uafhængige, men står hele tiden skoleret i forhold til de regeringer, de er underlagt. Regeringer som muligvis kan se politiske fordele i at skåne enkelte individer, der kan give dem magt og indflydelse. I den henseende er Quantum of Solace en film, der ud over bulder og brag også synes at sætter spørgsmålstegn ved om målet helliger midlerne – selv om dette måske kan være en grel overtolkning.

Det eneste, som vitterligt ikke fungerer, er den slet skjulte reference, der er i filmen til Goldfinger. Her brydes seerens illusion om, at dette vitterligt er en nærmest uafhængig nyfortolkning af 007s univers. Filmen kreerer en nærmest pasticheagtig reference til en ikonisk scene fra Connerys gyldne dage. Det er lidt en skam, men gør dog langt fra Quantum of Solace til, hvad nogle mavesure anmeldere andetsteds har kaldt den ringeste bondfilm nogensinde.


Forrige anmeldelse
« Funny Games «
Næste anmeldelse
» Tortured »


Filmanmeldelser