Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Rosita (95 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 23/4 2015, 13:04 af Uffe Stormgaard

En dag kom en anbefalet pakke


En dag kom en anbefalet pakke

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Så er vi i Udkantsdanmark. Der hvor vestenstormen raser, mågerne skriger og byen er hovedgaden, plus et par spredte 60’er parcelhuse.

Vi har været der før. Klumpfisken og Når dyrene drømmer (begge fra 2014). Det lille udslukte fiskerleje og dets ofte triste, ensomme beboere, med uopfyldte drømme og indadvendthed. Lige før det bliver en kliche – eller endnu værre, et nedladende københavnersyn på landsbytosserne og ”staklerne”, der må henslæbe et liv i fiske stank og knallert os.Sådan er Frederikke Asbøks film heldigvis ikke.

Trekantsdrama
Rosita er et næsten klassisk trekantsdrama, der også kunne fungere i andre omgivelser, men hvor netop indadvendthed og lukkethed smukt bruges til at illustrere den smertelige følelse af kærlighed – eller det der ligner.

Dansk films ferme og flittige manuskriptsnedker Kim Fupz Aakeson har skruet historien sammen, med humor og dæmpede replikker. Solidt håndværk, uden de store overraskelser. Alligevel har instruktøren formået at give filmen intensitet, ægthed og et strøg af smerte.

Ulrich er enkemand, savner en kvinde i huset, hvor Johannes, sønnen, også bor. Som tillidsmand på den lokale fiskefabrik, er han en handlingens mand – og når nu andre i byen kan – ja, hvorfor så ikke ”bestille” en Phillippiner-pige til at gå til hånde i køkken og seng.

Så ankommer Rosita – som en anbefalet pakke – det afdæmpede spil kan begynde. For tjenstivrige Rosita (Mersedes Cabral) taler fint engelsk, men hvad nytter det, når modtageren Ulrich, lidt uvirkeligt ikke vil/kan forstå eet ord, andet end dansk. Heldigvis vil sønnen, Johannes, der ud over at være en dygtig fisker gerne fungere som tolk mellem det umage sammenbragte ”kjærestepar”. Hvem sagde Ødipus? Trekantsdramaet er i gang.

Og det bliver til smukke og ægte scener alle karakteriseret ved et troværdigt underspil. Her ruttes ikke med følelser. Ingen Tude-Marie eller Karl-Smart. Vi tror på den akavede, følelsesklodsede Ulrich, der forsigtigt, tøvende, kærligheds udsultet, nærmer sig sin ”bestilte-kone” – der mere og mere tiltrækkes af sønnen.

Fremragende skuespillere
At trekantsdramaet kan udvikle sig så inderligt og troværdigt skyldes ikke mindst de tre fremragende skuespillere. Jens Albinus, (Ulrich) har sjældent forløst en rolle så intenst, med fiskelugt og smerte. Mikkel Boe Fønsgaard giver Johannes det strøg af udlængsel og oprør, som man troede for længst havde forladt fiskerlejet. Mercedes Cabral er professionel philippinsk skuespiller – et fint og rigtigt valg – udstråler en følsomhed, som også hun er tvunget til at skjule. Nævnes skal også Johannes loyale og fiskerlejetro kæreste. Damefrisøren (Julie Agnete Vang) med livsappetit og en frisk replik: ”fordi jeg har store bryster, skal du ikke tro jeg er dum”.

Den nordjyske vestkyst omkring Hirtshals er den ægte ramme – men skuespillerne taler ikke vestjysk! Et klogt valg. Ikke kun slap vi for undertekster og falske toner. Især ville det være tåkrummende, med et tillært dialekt. Nogle husker stadig Peter Malberg og venners landsbymål i de gamle Morten Koch film, dengang kaldet ”ASA-dialekt”.

Instruktøren
Frederikke Asböck har nænsomt styret uden om københavnerarrogancen, originalisering og forsimpling af den lille bys miljø. Vi lader os fange ind, uden at historien bliver mainstream.

Og Frederikke Asböck er alt andet end mainstream. Uddannet på New York Universitys filmskole (2004) med afgangsfilmen ”Livredderen”, der blev præmieret, inviteret til Cannes og 23 andre festivaler.

Noget af en start. Tilbage til fædrelandet, med en dejlig vred generationsoprørs kortfilm. Så til Sverige med spillefilmen Labrador (2011) – igen et trekantsdrama far/datter/kæreste – som danske distributører vægrer sig ved. Uforståeligt.

Med Rosita har vi fået en instruktør, der ikke kun magter den ekspressive billedkomposition – ja, end ikke viger for en lidt tung billedsymbolik – men også forstår at styre det afdæmpede spils kunst. Rosita er et vedkommende lille kammerspil i en vild og voldsom natur.


Forrige anmeldelse
« Chef «
Næste anmeldelse
» Fassbinder - at elske uden at k... »


Filmanmeldelser