Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Oldboys (95 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 12/8 2010, 08:30 af Kim Toft Hansen

Fodboldrejsen


Fodboldrejsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Roadmovie-genren er en formel, der passer godt sammen med en hovedpersons søgen efter erkendelse eller selverkendelse. Derfor er det sjældent blot det, at en person skal nå fra et sted til et andet, der er i centrum. Undervejs viser det sig, at vedkommende ofte har nogle problemer eller et centralt projekt, der skal løses, inden vi er nået til vejs ende. På den måde er erkendelsens vej rummeliggjort, så den kan bane vejen for personens udvikling – vejen er metafor for den udvikling, hovedpersonen skal gå igennem. Denne formel er velkendt, og den er ikke meget anderledes forvaltet i Nikolaj Steens debutspillefilm Oldboys, der netop er udkommet på dvd.

Filmen handler om den aldrende Vagn, der spiller fodbold på et oldboys-hold. Dette hold har en tradition for, at de en gang om året tager udenlands for at spille mod et hold uden for Danmark. Det gør de også dette år, selvom træneren har sit hyr med at holde styr på de gamle haner, der er svære at føre tilsyn med i en gård uden høner. Af sted kommer de til Sverige, hvor kampen skal stå. Men da de gør holdt ved en svensk tankstation, der bliver røvet (uden at de lægger mærke til det), glemmer holdet Vagn på tankstationen. Her stifter Vagn bekendtskab med landevejsrøveren, der lige er kommet ud af fængsel, selvom Vagn ikke ved, at han er røver. Efter et stykke tid, og pudsige indslag, lover røveren at køre Vagn tilbage til bussen – og de sætter ud på landevejen (i en stjålet bil). Så herfra er fortællingen, ja, lige ud ad den svenske landevej.

Filmen er ikke kun en film om et oldboys-fodboldhold. Det er også en film, der henter dansk films oldboys-hold sammen. Kristian Halken spiller Vagn, mens de andre på holdet består af blandt andre Ole Thestrup, Niels Skousen og Leif Sylvester. Med en sådan rolleliste er der altid en smule komik at hente slet og ret i deres mimik og velkendte skuespil. Filmen fremhæver sig selv som en komedie, og komedieformlen holder da også hele vejen – filmen problem er bare, at den faktisk ikke er specielt morsom. Den forsøger samtidig på at trække nogle lettere platte, eksistentielle aspekter ind, der handler om Vagns og røverens fortid, som skal bearbejdes. Det er firkantet og relativt indholdsløs – og når vi har at gøre med en roadmovie, så skal der være noget at fylde de lange, halvtomme passager ud. Det er der desværre bare ikke rigtig her.

Filmens stil er ellers ganske gennemført, men stadig holdt i en gennemsigtig stil, der ikke forsøger på noget ekstraordinært. Filtreringen af stoffet er gennemskueligt, og perspektiverne, der dukker op undervejs er ensporede og intetsigende – ja, netop indlysende og iøjnefaldende almindelige. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men filmen formår ikke at forme almindelighederne, så de kommer til at fungere vedkommende – og det til trods for, at Robert Hansen, der spiller røveren med det kække navn John Wayne-Strøm, og Kristian Halken spiller ualmindeligt godt. Problemet er således ikke filmens udmærkede stil og kompagniet af skuespillere, men at manuskriptet ikke fortæller en historie, der overrasker, giver stof til eftertanke eller vinkler roadmovien på en ny måde. Historien om to mænd på tur, der skal finde hinanden (og eventuelt en kvinde eller to undervejs) er indholdstom.

Nikolaj Steen har selv haft en finger med i flere aspekter. Han har instrueret sit eget manuskript, og spiller en ubetydelig birolle, som vi kender det fra mange andre instruktører, der gerne lancerer sig selv som auteurs. Det lykkes dog desværre ikke helt for Nikolaj Steen med denne film. Den kunne have været interessant, og indfaldet om at køre en mere sofistikeret, reflekteret og dæmpet komedie i stilling er ikke skæv. Der skal bare være lidt mere at komme efter for, at en komedie med vejen, erkendelsen og skæve indfald som hovedingredienser skal fungere. Når selv Ole Thestrup ikke kan vinkle sine replikker, så de bliver morsomme, er det ikke Thestrup men replikkerne, det er i vejen med.


Forrige anmeldelse
« Stieg Larssons Millennium «
Næste anmeldelse
» Wallander – Vidnet »


Filmanmeldelser