Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Thumbsucker (92 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 3/12 2007, 18:39 af Kim Toft Hansen

Skyggespil med tommelskruer


Skyggespil med tommelskruer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Få film lader øjet hvile ved detaljen i en nævneværdig grad, men – kombineret med en rolig fortællerytme – kan man få et helt andet udtryk ud af det. Det beviser Mike Mills’ film Thumbsucker, der er et godt bevis på, at film ikke behøver at være højhastige for at holde øjet surret til skærmen.

Med en besværlig og alt for vidtrækkende generalisering kan man sige, at amerikansk film afspejler en lyst til at producere billeder, der holder øjet fæstnet til skærmen. Æstetikken er bekælet med nøjsomt planlagt kameraarbejde og som oftest en ekstra special effects-touch bagefter. Et handicap dukker ofte op i dette, hvilket er, at øjet får sjældent ro til at dvæle ved det pæne, det skønne, det æstetiske. Billed- og klipperytme er ofte sat så højt op i tempo, at det pæne bare farer forbi som en polka i dobbelt tempo. Dette kan have sin charme, og det er ikke en afvisning af film i højt tempo, men det er rart, når man møder film, der dvæler ved detaljen, der rejser kameraet dér, hvor baggrunden kan tilbyde forgrunden en ekstra visuel dimension. En lang række asiatiske film har de senere år vist, hvordan dette skal gøres: langstrakte landskaber, farvesammensætninger, længere kameraindstillinger mm. I det hele taget har denne måde at lave film på flere fællestræk med den italienske neorealisme i 40’erne og 50’erne. Her var projektet dog lidt anderledes end nu, idet denne realismemodus havde til formål at overkomme filmen som medium og gøre den usynlig. Det blev dog hurtigt realiseret af flere af instruktørerne, at det havde den modsatte virkning, altså at det gjorde opmærksom på mediet selv. Og det er netop, hvad dette hyperbillede bliver benyttet til i dag. Specielt de berømte asiatiske samuraifilm – såsom Hero og House of Flying Daggers ol. – tager billedet med som en karakter i sig selv. Det samme gør Thumbsucker, der er en af de bedste film fra USA det seneste år.

Filmen vækker mindelser til Ron Howards A Beautiful Mind (2001), men vi er nødt til at skære hollywoodske tendenser ud for at komme frem til Thumbsucker. Begge film handler om måder at se verden på, eller stiller samme spørgsmål som både Michel Foucault og Robert Pirsig stiller: Hvorfor er det, at den klinisk accepterede, psykologiske realitetsdiagnose nødvendigvis er den rigtige, bare fordi flest tror på den? Hovedpersonen Justin lider af sværre depressioner og personlighedsforstyrrelser, og sutter derfor stadig på sin tommelfinger, hvilket frustrerer de folk, der er ham nærmest. Han er indesluttet, men har stadig stærke, uudlevede evner, men har svært ved at bruge dem koncentreret. Filmen handler så om, hvordan han får fundet sin vej ind til disse evner – og hvordan han for alvor får dem udnyttet. Der er dog mere til det end det, for filmen er slet ikke så klart skåret og ligefrem. Den er omvendt besværlig, fordi motiveringer fortællesporene imellem langt fra er så sammenbyggede, som vi normalt får dem fra Hollywood. Der er antydninger til udspringskilder for problemerne, men ingen nøjsom udvalgt kausalitet er fundet. Der er samtidig en svag kritik af psykiatri indbygget, mens kvaksalveri også får et par ord med på vejen, endog er det ikke sikkert, hvad der skal ligge til grund for disse perspektiver. Det er dejligt at møde film med et indbygget tvesyn, der giver mulighed for selv at tage stilling – man får (næsten) intet ideologisk pres i denne film. Karakterer ændrer sig, men har stadig en fod tilbage i det, som de kom fra. Filmen arbejder således ud fra alt andet en den fetich for nuet, mange fortællinger har, men anerkender i stedet, at nuet er et produkt af fortid og fremtid. Det samme er billederne, der trækkes gennem filmen en stærk visualisering af både almindelige kontroverser og indre billeder. Billederne er rolige og velbegrundede, mens vi samtidig får indstillinger og karakterer, der synes velplacerede og velspillede.

Jeg kan med andre ord kun varmt anbefale dette skyggespil mellem en karakter og hans baggrund – fortiden er med som hovedpersonens tommelskrue. Fremtiden er, hvad han retter sig mod, men det er ikke så nemt, som vi tror. Vi har alle vore egne myter at leve efter.


Forrige anmeldelse
« Mortuary «
Næste anmeldelse
» Dear Frankie »


Filmanmeldelser