Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Evolution (81 min.) Købefilm / Another World Entertainment
Anmeldt 31/12 2016, 13:00 af Torben Rølmer Bille

Det monstrøst feminine


Det monstrøst feminine

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Evolution hører til den slags film, som man egentlig bare bør se, i stedet for først at læse eller høre om. Der venter nemlig tilskueren stor, smuk, surreel oplevelse. En visuel, lydmæssig og narrativ udfordrende oplevelse, som ord ikke helt synes tilstrækkelige til at kunne indfange. Ved man intet om filmen, bliver den derfor reelt overraskende og uanset hvor mange film man ellers har set, så er det en af den slags sjældne værker, hvor man ikke umiddelbart er i stand til at forudsige hvad der kommer til at ske i den næste scene, for slet ikke at tale om det næste kameraindstilling.

Så vil du lade dig overraske selv og blive betaget af det, som nærværende anmelder hører til blandt årets allerbedste film, så stop læsningen nu og tag et smut forbi en af de steder hvor man kan få fat i en DVD med filmen på. For du kan godt stole på den udsendte kapellan; dette er en film man med garanti kommer til at se mere end én enkelt gang.

Hvis du alligevel vælger at læse videre, fordi du ikke helt stoler på den begejstrede anmelders ord, så vær velkommen. Lad os starte med et postulat: den franskfødte instruktør af filmen Evolution Lucile Hadzihaliovic har på et eller andet tidspunkt læst Barbara Creeds The Monstrous Feminine – Film, feminism, psychoanalysis . Selv hvis antagelsen viser sig at være forkert, så er det en film, der helt bevidst arbejder med at skabe et kvindebillede, der på en gang er både reelt skræmmende, men samtidig utroligt fascinerende.

Filmens egentlige hovedperson er dog ikke en kvinde, men derimod drengen Nicolas på 12 år. Filmen åbner op med nogle ustyrligt flotte scener, hvor Nicolas er ude at svømme i havet. Den stemningsfulde musik, forekommer som om den er genereret elektronisk, så den perfekt kan følge havplanterne ondulerende bevægelser musikalsk. Drengen dykker ned for at betragte søanemoner, dyreliv og havstrømmens leg, men opdager pludselig liget af en ukendt dreng, der ligger klemt fast mellem nogle koraller på bunden af havet. Skrækslagen søger han tilbage til hans hjem og fortæller oprørt om sin opdagelse til sin mor.

Hun afviser straks hans påstande som det pure opspind, men tager dog ved selvsyn ud for selv at se om hun kan finde liget sønnen taler om. Hun siger at hun ikke kan se liget af nogen dreng.

Nicolas får hver dag noget medicin fra en pipette. Det ligner mest af alt blæk, men moderen forsikrer at det er til drengens bedste. Han bliver dog ikke ligefrem rask, så derfor indlægges Nicolas på det lokale hospital der er fyldt med drenge på Nicolas’ egen alder. Sygeplejersken, der tilser drengene, ligner en mellemting mellem et renæssanceportræt af en adelskvinde og en alien. Ud over at dette virker lidt mystisk, opdager seeren hurtigt at den by handlingen foregår i udelukkende befolkes af meget unge drenge og voksne kvinder. Ingen gamle. Ingen pigebørn. Ingen mænd.

I trit med at filmen skrider frem og Nicolas og hans medpatienter udsættes for nogle mærkværdige medicinske eksperimenter (hvor de bl.a. bliver injiceret med en ukendt væske direkte i maven). Der er også flere af drengene på stuen, der ifølge sygeplejerskens udsagn bliver helbredt og derfor er taget hjem. Alligevel synes både Nicolas og andre af drengene på stuen, at der er noget helt galt med denne situation. Derfor beslutter han sig for at snige efter kvinderne om natten og se hvad der i virkeligheden ligger bag situationen han er havnet i.

Evolution er fortalt næste helt uden dialog men i underskønne billeder, der på én gang ligner malerier af Hammershøi og Velasquez og i næste nu minder om noget David Cronenberg kunne have udtænkt. Selv om filmen måske ikke giver helt entydige svar på alle de spørgsmål den stiller og som udfordrer æstetisk, så ville det også være en fejl at klassificere den som ren art-house-film – for det er stadigvæk en film der drives af sin enkle men effektive historie.

Til gengæld lægger filmen også op til at man begynder at læse den metaforisk, idet den takket være sin latente og bevidste mangel på testosteron, forsøger at skabe et kvindebillede, der på samme tid er både dragende, fascinerende og bizart skræmmende. Det lukkede samfund den viser frem er ikke en filmisk, utopisk vision af matriarkat, men i stedet bliver det et næsten magisk og surreelt, filmisk febermareridt, set fra en ung drengs perspektiv. Det er en film, der bevidst søger at skabe kvindefigurer, der i ordets oprindelige forstand er monstrøse.

Der er masser af tage fat på rent analytisk, fra filmens skildring af kvindernes seksualitet, de mange visuelle paralleller der skabes mellem byens kvinder og de havdyr man ser bebo farvandet der omgiver byen. Måske vigtigst af alt, så er det en film der synes at italesætte vores konventionelle opfattelse af kønsroller og – med frygt for at afsløre for meget - udfordre disse på et biologisk plan.

Uanset hvad man ellers læser ind i Evolution så er det en film som får filmfans til at føle sig nyforelskede igen. Det handler ikke kun om de mange poetiske, vidunderligt smukke undervandssekvenser. Ej heller om lyssætningen, der enkelt men effektivt skaber en fortryllet parallelverden med nogle ganske få kunstgreb. Svaret kan heller ikke findes i de lange, stemningsfyldte indstillinger, der viser filmens figurer betragte hinanden. Det er heller ikke kun den mærkværdige magiske realisme der præger fortællingen eller de nærmest fysisk ubehagelige sekvenser på hospitalet, der gør Evolution til en vidunderlig film. Det er ej heller de mange visuelle henvisninger til klassisk billedkunst, body-horror eller de mange scener som synes helt unikke for netop Evolution. Nej, det er alle disse ting set sammen, plus en fantastisk ekspressiv lydside, nogle fabelagtige skuespillere og ikke mindst en instruktør, der er i stand til at forene et kunstnerisk udtryk med en stor sans for at formidle en spændende, vedkommende historie.

Evolution er derfor et oplagt bud på en af 2016s allerbedste filmiske oplevelser. En oplevelse man ikke bør snyde sig for. Det er en filmisk gave som alle os der elsker film vil trykke ind til vores barm med et smil. Det eneste skår i glæden er at AWE ikke har valgt at udsende så smuk film på BluRay, til gengæld ligner den stadig en million på DVD.


Forrige anmeldelse
« Passengers «
Næste anmeldelse
» Ghostbusters »


Filmanmeldelser