Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Headhunterne (101 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 31/1 2012, 19:21 af Kim Toft Hansen

En svindler svindles


En svindler svindles

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det svenske filmselskab Yellow Bird har luret det selvindlysende: ”We turn bestsellers into blockbusters”, lyder deres slogan. Dét er en populær strategi. Selskabet blev i sin tid etableret af blandt andre krimiforfatteren Henning Mankell med henblik på at producere en række biograf- og tv-film, der tager udgangspunkt i Mankells karakterer. Det er blevet til intet mindre end 26 film om detektiven Wallander. Derefter kastede de sig over Stieg Larsson supersælgere, hvilket blev til film, der endda kunne overraske selskabet selv i solgte biografsæder. Senest har de kastet sig over Jo Nesbøs bestseller Hodejegerne fra 2008. Den hedder Headhunterne på dansk – og den titel har også den nys udkomne købsfilm fået.

Headhunterne handler om den storsvindlende og charmante Roger, der bor i et hus til 30 mio., og har en kæreste, der er næsten lige så dyr. For at finansiere dette imperium bruger han sit arbejde som konsulent til at finde kunst i de små hjem, som han kan stjæle og videresælge. Pludselig begynder der at ske besynderlige ting omkring ham. Tingene hænger ikke sammen, som han troede, og det hele kulminerer med, at han finder sin kriminelle medhjælper livløs i sin garage. Nogle er ude efter ham, men hvorfor, hvem de er eller hvad de er efter, har Roger ingen anelse om.

Genre og stil er – ligesom Nesbøs romanforlæg – en målrettet kriminalistisk thriller, der indledningsvist romantiserer den kriminelle tilværelse, men langsomt afromantiserer det i Rogers kamp for livet. Indledningsvist er tempoet lavt, og spændingen derfor ditto. Roger er som figur en smule karikeret, hvilket nærmest ufrivilligt understreges af en uheldig indledende, efterreflekterende voice-over fra Roger selv. Denne indledning ville passe væsentligt bedre til Nesbøs noir-inspirerede romaner om detektiven Harry Hole, men i denne thriller virker det upassende og påhæftet.

Filmen vinder undervejs, hvor verden langsomt begynder at krakelere for Roger. Nu skal puslespillet om, hvem det er, der er ude efter ham, lægges – og han kan ikke stole på en eneste. Tempoet kommer i vejret, og spændingen ditto. Det hele suppleres af nogle lavkomiske indkast, der undervejs skal give de obligatoriske comic reliefs. Langsomt bevæger filmen sig fra at være en thriller, hvor vi kender den kriminelle fra indersiden, til at gå ind i krimiens domæne, hvor Roger kommer til at agere sin egen detektiv. Det, at seeren ved mindre om, hvad der er på færre, gør filmen banalt mere spændende. Enhver, der synes om film som Headhunter, Kandidaten og Det som ingen ved, vil også glide tilfreds ud af Headhunterne.

Filmen er en ægte panskandinavisk produktion, hvor handlingen foregår i Norge, mens skuespillerensemblet er opbygget af norske og danske skuespiller. Instruktøren er norske Morten Tyldum, der også står et par af bag Varg Veum-filmene, mens produktionsselskabet er svensk. Nikolaj Coster-Waldau giver en af sine svageste præstationer som den mystiske forretningsmand Clas, mens Julie Ølgaard spiller fint som Rogers danske sidespring Lotte. I hovedrollen som Roger er Aksel Hennie lidt underspillet og karikeret, men i forhold til filmens samlede skematiske opbygning og genrebrug er han udmærket. Dette er da også filmen absolutte akilleshæl: Den er meget formularisk, og selvom den naturligvis har sine overraskelser undervejs, så er sammenhængene altså hurtigt luret.

Headhunterne er med andre ord en velproduceret, men forudsigelig omgang lørdagsunderholdning, hvor man roligt kan kigge væk for at rode efter den sidste labre larve i skålen med slik. Handlingen er ikke svær at følge med i, selvom filmens årsagsforklaringer mod slutningen bliver noget kvikke og adstadige. Kig derfor op de sidste 15 minutter, men på det tidspunkt er slikskålen nok alligevel tom. Lidt ligesom filmen: Ind ad det ene underholdte øre og ud ad det andet – og ind i glemsel. Det er Yellow Birds hidtil svageste produktion.


Forrige anmeldelse
« Primal «
Næste anmeldelse
» Sand Serpents »


Filmanmeldelser