Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Arrival (116 min.) Biograffilm / UIP
Anmeldt 1/12 2016, 17:40 af Torben Rølmer Bille

Form og indhold i perfekt match


Form og indhold i perfekt match

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den canadiskfødte instruktør Dennis Vielleneuve har med film som bl.a. Prisoners, og Enemy bevist at han både er i stand til at lave medrivende, overraskende dramaer, som samtidig byder på gode karaktertegninger. I modsætning til mange andre filmskabere får han med forholdsvis enkle midler skabt figurer som er både troværdige og komplekse, samtidig med at handlingsforløbene der skildres også altid er spændende.

Det kan godt være at undertegnede blev endog meget skeptisk og nærmest fik fysisk ubehag da det blev proklameret at yndlingsfilmen Blade Runner ville få en lillebror i form af en fortsættelse. I det mindste kan man så finde en smule trøst i at det er Hr. Vielleneuve der har fået jobbet som instruktør af den.

Det er til gængæld allerede nu muligt at se en science-fiction film fra instruktørens hånd. Det er samtidig 2016s, måske endda de sidste mange års, bedste sci-fi film. Det lykkes nemlig Arrival at genfortælle en historie om rumskibe der kommer til vores planet, som fokuserer på humanisme og fascinerende koncepter om vores opfattelse af bl.a. tin som fænomen, i stedet for at kaste endnu en række ikoniske storbyers totale ødelæggelser i hovedet på den sagesløse tilskuer i 3D.

Nu kan det måske lyde som om Arrival er en smule kedelig, når nu den ikke brager løs i kolossale eksplosioner og flodbølger, men det er den bestemt ikke. I stedet for at tilskuerne og filmens figurer skal udsættes for endnu et generisk, gennemtærsket dommedagsscenarie, fokuserer filmen i stedet på de globale konsekvenser der optræder idet otte, ellipseformede genstande der placerer sig på tilsyneladende tilfældige steder på vores klode. Ingen har nogen idé om hvor de kommer for, hvad de fremmede vil eller hvad deres formål egentlig er.

Derfor bliver filmens kvindelige hovedperson, den amerikanske lingvist Louise Banks tilkaldt. Hun bor alene efter hendes datter døde som følge af en uhelbredelig sygdom. I glimt ser vi både indledningsvist og undervejs i filmen glimt af moderens øjeblikke med datteren. Selv om disse scener måske virker rimeligt tilfældigt smidt ind i filmen ved første gennemsyn, giver de perfekt mening når man når filmens slutning hvor det bliver afsløret hvad formålet med de fremmedes besøg egentlig er.

Inden man kommer så langt følger vi Louise, videnskabsmanden Ian Donnoly og en række militærfolk, der iført store, orange hazmat-dragter, får mulighed for at begive sig tæt på rumfartøjet og endda ind i et af disse enorme rumskibe. Det skal på ingen måde afsløres hér hvad det er de finder derinde, for det ville ødelægge for meget af oplevelsen ved selv at se filmen. Faktisk anbefaler Kapellet, at man hverken ser traileren eller læser meget om Arrival. For det er en stor oplevelse at gå på opdagelse sammen med vore hovedpersoner.

Det kan dog godt afsløres, at vores kvindelige hovedperson får brug for alle hendes lingvistiske evner (hvem havde i øvrigt troet at sprogforskning kunne formidles så interessant og vedkommende?) i hendes forsøg på at give militæret svar på hvad det hemmeligheden bag disse mærkværdige fartøjer er.

Til trods for at filmen arbejder med en overordnet deadline, der skal sørge for at holde spændingen ved lige. Idet Louise og Ian forsøger at finde svar, er der andre lande som beslutter sig for at afbryde samarbejdet med resten af verden og i stedet gøre klar til at angribe de fremmede fartøjer – noget som begge vore protagonister ved er den helt forkerte strategi. Det er dog langt fra denne pressede situation der er med til at gøre filmen interessant og værd at følge med i.

Ud over at være virkelig spændende fortalt, byder Arrival på en helt forrygende billedside. Ikke kun i forhold til de mystiske rumfartøjers design, men selv i mere dagligdags scener, hvor vores heltinde får sig et glas vin mens hun kigger ud over søen, eller tænker tilbage til tiden med hendes datter, er smukt komponeret og filmet. Som filmen skrider frem plages Louise af flere og flere syner og lyde hun pludselig hører. Et der monstro hendes arbejde i og omkring rumskibene, der påvirker hende, eller skal forklaringen findes andetsteds? Svarene finder seeren først ud af, som nævnt til sidst i fortællingen.

Dette gør at Arrival bliver en af den slags film, som man har lyst til at gense næsten øjeblikkeligt efter rulleteksterne går i gang, for man opdager nemlig at filmens indhold, overordnede budskab og dens formsprog passer nærmest perfekt sammen.

Arrival er ikke hard sci-fi, til trods for den fokus på lingvistik. I stedet for at fokusere på teknologi, får den fortalt og visuelt italesat koncepter om det at være menneske på en virkelig interessant vis. Det er selvsagt både en film der handler om ”os og de andre”, men som i dens kerne bærer et budskab om forsoning, forståelse og håb for fremtiden. Budskaber der efterhånden sjældent ses i mainstreamfilm. Så mens man her mod slutningen af i 2016 spændt går og venter på at se om Rouge One er en ”rigtig” Star Wars-film, så løb ind og se Arrival. Det er ikke bare en af de sidste mange års bedste science fiction film, det er ganske enkelt en rigtig god film.


Forrige anmeldelse
« Fear the Walking Dead sæson 1 «
Næste anmeldelse
» Money Monster »


Filmanmeldelser