Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The imitation game (114 min.) Biografversion / SF Film
Anmeldt 31/1 2015, 08:49 af Torben Rølmer Bille

Det kejtede geni


Det kejtede geni

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er blandt hardcore computergeeks vist ingen der tvivler på, hvor stor en helt den engelske matematiker Alan Turing var, for han lagde stort set egenhændigt hjørnestenen til det fundament, hvorpå den moderne computer blev bygget. Turing skabte ikke kun det teoretiske fundament, men også det praktiske for det var Turing, der ledte det hold af engelske forskere, der under anden verdenskrig byggede ”Bombe”-maskinen. Den maskine, der knækkede den ellers ubrydelige Enigma-kode, som aksemagterne benyttede til at kode deres radiokommunikation med.

Andre nørder og filosofistuderende forbinder måske Turings navn med ”Turing-testen”, et koncept han skrev om i 1950 i hans bog Computing Machines and Intelligence, hvor han diskuterede om hvorvidt man ville være i stand til at afgøre om en maskine kunne tænke, eller udvise intelligent adfærd, der ville være uadskilleligt fra den måde et menneske tænkte på. Altså om maskiner kunne imitere menneskelig adfærd. Selv om der siden slutfirserne er kommet en lille håndfuld B- og tv-film, der har været mere eller mindre løst baseret på Turings liv, er det først nu, der er kommet en storstilet filmatisering af dette. Filmen har fået titel efter Turings førnævnte test, The imitation game.

Som altid når dramaturger skal kondensere en mands liv ned til to timers let underholdning, er der en masse faktuelle elementer fra virkeligheden, der bliver ændret undervejs, hvilket også er blevet noteret af bl.a. engelske aviser (pas på spoilers). Denne frihed i forhold til facts til trods, er der kommet en både spændende og utrolig sympatisk film ud af det biografiske materiale.

Filmen veksler mellem at vise os scener fra tre perioder i Turings liv. Vi oplever den svære barndom, hvor vi møder drengen Alan. En utilpasset, outsider på en barsk engelsk kostskole, hvor ydmygelser og mobning er hverdagskost, og hvor han kun har en enkelt ven, Christopher Morecomb, som den indadvendte dreng kan betro sig til. Dels er der perioden, som filmen åbner med, starten af 1950’erne, hvor en politimand mistænker Turing for spionage, men nærmest ved et tilfælde finder ud af at Turing i stedet er homoseksuel. Hvilket på dette tidspunkt faktisk er en reel forbrydelse i England (Loven blev først ophævet i England 1967, modsat herhjemme, hvor samme forbud blev ophævet i 1933).

Størstedelen af filmen er dog centeret omkring krigsårene, hvor den 27 årige Turing får ansættelse på Benchley Park. Udadtil er det en fabrik, der fremstiler radioapparater, men i virkeligheden en af den Engelske regerings vigtigste efterretningstjenester. Det var her at Turing fik realiseret de to maskiner, der på sigt skulle udvikle sig til de computere vi kender i dag. Den første maskine ”Victory” blev som nævnt afløst af ”Bombe”, men sikkert på grund af overskueligheden, udvikler holdet kun en enkelt maskine i filmen, som den fiktive Turing døber Christopher (efter hans ven fra barndommen).

Dramaet ligger først og fremmest i holdets kamp mod tiden, og den voksende frustration over ikke at kunne knække Enigma, men sekundært i Alans problemer med at omgås en omverden, han har svært ved at forstå, ikke kun fordi hans personlighed tilsyneladende er præget af at han er på det autistiske spektrum, dels på grund af hans homoseksualitet. I filmen er dette en velbevaret hemmelighed, som han søger at skjule for den fordømmende omverden, mens virkelighedens Turing efter sigende, ikke lagde skjul på dette.

Filmen fungerer rigtigt fint, fordi den netop tegner et meget sympatisk bilede af en utilpasset mand, der selv på grund af svære personlige forhold alligevel fik anerkendelse og potentielt redde utroligt mange menneskeliv takket være hans geniale måde at tænke ud af boksen på. En af filmens replikker, der bliver gentaget hele tre gange er: ”Sometimes it is the people who no one imagines anything of who do the things no one can imagine” (”Indimellem er det de mennesker ingen regner for noget, som udregner de mest utrolige ting” [undertegnedes oversættelse). Dette kommer til at fungere som en slags mantra for filmen, da det kunne vil være de mest kyniske blandt publikum, som ikke kan undgå at blive bevæget over Benedict Cumberbatchs skildring af denne særling.

I samme åndedrag er det både indlysende og lidt ærgerligt, at Cumberbatch på denne måde bliver typecastet. Ikke dermed sagt at han ikke fungerer perfekt som Holmes i BBCs seneste serie om verdens mest berømte detektiv, eller for den sags skyld som Julian Assange, der deler mange af Turings træk, men det er bare lidt synd kun at se skuespileren i denne type rolle. For selv om det naturligvis er fast arbejde for britten, er der også rart at opleve denne særdeles dygtige skuespiller i andre typer roller.

The imitation game er næppe en film, der på sigt vil omdefinere filmhistorien, men den er flot fortalt til trods for sine mange spring i tid og sted, leverer et troværdigt persongalleri, og så viser den også med al tydelighed at verden i den grad har brug for introverte genier, hvis den skal bestå. Til trods for de mange historiske unøjagtigheder fungerer dramaet nemlig fint som fiktion og det er, set fra en undervisers perspektiv, skønt at se en film hylde folk, der virkelig har et talent, i stedet for de, der får fem minutters berømmelse på fjernsynet hver weekend.


Forrige anmeldelse
« Party Girl «
Næste anmeldelse
» Birdman »


Filmanmeldelser