Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Midt om natten (131 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 11/3 2011, 18:51 af Kim Toft Hansen

Strisserne kom før vi ventede dem


Strisserne kom før vi ventede dem

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Erik Ballings storbywestern Midt om natten (1984) er en dansk film, som de færreste ikke på en eller anden måde stifter bekendtskab med. Utallige gange har den været sendt på tv, men mest af alt er det Kim Larsens musik, der oftest vækker genklang. Det er ganske uovertruffet, hvor mange danske ørehængere, der blev krænget ud til denne film. Samtidig var filmen en særlig samfundsaktuel kommentar, der gjorde filmen relevant for og populær i samtiden. Men selvom tematikken var bundet til tiden, forsøger den også at sige noget alment om menneskeligt samvær. Midt om natten er i sandhed en klassiker. Den er nu genudgivet i en digitalt remastered Blu-ray-udgave.

En gruppe bz’ere har bosat sig i et hus på Nørrebro i København, fordi de er arbejdsløse og uden hjem. Her møder vi også de lidt ældre Benny og Arnold, der er havnet i samme situation, som de unge bz’ere. Politiet får ordre til at rydde huset, men da de kommer, ender det med, at Spacy hopper ud fra fjerde sal. Ejeren lægger dog ikke sag an, så bz’erne bliver hurtigt sendt hjem igen – og Benny, der har fået ti sting efter en politistav, sætter ud for at finde Arnold igen. Han finder ham nedtrykt på et nedlagt industriområde, hvor de legede som børn. Tingene ændrer sig jo ikke ved, at de får lov at gå: De er stadig arbejdsløse og uden sted at bo – indtil de indser, at de sidder på deres nye hjem.

Midt om natten er en film, hvor Erik Balling viser en anden side end den komiske og satiriske. Det betyder dog ikke, at den bliver mindre samfundsrelevant. Den er mestendels et krads realistisk billede af en samtid, der ikke levnede mange chancer for alle. 80’erne var en yuppietid, hvor fordelingspolitikken var til de riges fordel, hvilket blev kommenteret af Balling i flere film. Bz’erne var en velkendt reaktion på denne tid, hvor en finanskrise kradsede: Det var i flere tilfælde i udgangspunktet ikke (kun) en anarkistisk holdning til samfundet, hvor ejendomsretten blot stod for forfald – det var også et udtryk for en generation, der var malplaceret, og en gruppe arbejdere, som ikke kunne holde sammen på tilværelsen.

Derfor skildrer Balling også bz’erne med en vis sympati, der bliver videreført i det kollektive projekt, som gruppen af bz’ere viderefører på det nedlagte industriområde. Dette er en gennemskuelig fortælling om skabelsen af et forsøgsmæssigt alternativ til det etablerede samfund. En Christianiafabel, der fungerer som modspil til samtidens begyndende kritiske holdning til fristadsprojektet på den nedlagte kaserne. Men frihedsprogrammet viser sig ikke at være helt nemt, da det ikke kun er fra ydersiden, problemerne opstår. På den måde er Midt om natten en tidsbundet diskussion af et projekt, der først for nylig er nået til en slags konklusion, mens det også er et perspektiv på frihedens besværlige forhold grundlæggende set.

Filmen er ikke foruden hverken Ballings øje for simplicitet og folkekære indslag. Kim Larsen får lov at synge hele sange, mens komikken også får sin plads. Det simple henter Balling ind fra sin velsmurte komikformel, hvilket specielt gælder filmens helt svage punkt: Den bande rockere, der angriber fristaden, er så tyk en karikatur, at de passer meget dårligt ind i filmen. Men det er også en simpel måde lynhurtigt at få etableret en konflikt, som dog virker lidt unødvendig. Filmen har sine arketyper, sit tidstypiske lydbillede og sin datidsaktuelle konflikt. Derfor hænger den lidt fast, men fungerer netop derfor samtidig som et temmelig interessant tidsbillede af de forkvaklede 80’ere.

Klassikerstatus har filmen fået først og fremmest fra Kim Larsens velkendte musik – uden den er det tvivlsomt, om den ville have holdt samme status. Erik Clausen er velkendt i rollen som Arnold, mens Kim Larsen faktisk spiller overraskende godt. Filmen fremstår sympatisk og folkekær, mens dens tematik har i dag svært ved at brænde helt igennem. På den måde er den også moralsk bundet. Det gør bare ikke noget, for den er alligevel ikke et sekund for kort. Balling og Bahs havde en evne til at trække nogle skarpe og vedkommende karakterer og klare problemstillinger op, så filmen alene gennem perspektiv kommer til at fungere. Filmen vækker på den måde det folkelige spøgelse på en måde, der sjældent er set i dansk film.


Forrige anmeldelse
« The Baby of Mâcon «
Næste anmeldelse
» Mutant Girls Squad »


Filmanmeldelser