For meget kort tid siden skulle den konstituerede bestyrelse i A.P. Møller-koncernen vælge ny næstformand – en ny kronprins med andre ord. Posten gik til den yngste datter i familien, hvilket antyder, hvordan det private erhvervsliv – når firmaerne bliver så store som i dette tilfælde – bliver familiedynastier med usigelig økonomisk magt. Ud ad til forsøger koncernen at fremstå som en koncern med ”rettidig omhu”, men indad til er den kendt for at kunne spille med musklerne og ofte få lige præcis, hvad den vil have. Læs bare arkitekt Henning Larsens bog De skal sige tak! om opførelsen af operahuset, der var finansieret af A.P Møller – her bliver billedet af den rettidige omhu modificeret ganske betragteligt.

Når Rumle Hammerichs film Headhunter så udkommer på dvd netop nu, så får den en ganske ufrivillig aktualitet, idet den netop handler om magtoverdragelsen i et stort dansk rederi- og olieimperium ved navn N.F. Sieger. Der er da heller ikke skyggen af tvivl om, at den væsentligste inspirationskilde til filmens finansielle skurkeroller har været netop Mærsk-koncernen. Læg mærke til navnene på firmaerne: Begge har i starten to initialer og ender med et efternavn på seks bogstaver. Det er ikke tilfældigt. Samtidig er firmaets gammelfar, Sieger selv, en aldrende fyr, der søger en ny mand til at overtage firmaet for at undgå familiedynastiets videreførelse. Altså har vi her en ganske fin fiktionsforestilling om det spil, der må have foregået inden for magtens korridorer, da esplanadens hersker skulle have ny magtkonstellation.

Når det så er sagt, er der ikke skyggen af biografisme tilbage i Headhunter. Den handler om den dygtige, kyniske headhunter Martin Vinge, der selv bliver headhuntet af N.F. Sieger selv, der ønsker at gå uden omkring sin søn Daniel ved næste bestyrelsesmøde. Martins job er derfor at finde tre mulige afløsere, som er værdige til posten som leder af Danmarks og – på sigt måske – Europas største rederi. Martin opdager dog hurtigt, at der er noget uldent ved hele situationen, men på det tidspunkt er det allerede for sent – han er nemlig, som det jo i opskriften til en gemenligen thriller hører sig til, blevet personligt engageret: Han har nemlig en syg søn, som – ud af det blå pludselig – har fået netop den behandling, han behøver, men bag denne står også koncernen. Det betyder, at hvis Martin trækker stikket ud, så vil det gå ud over hans søn.

Med andre ord er Headhunter en film, der følger instruktionsbogen til en genrekonform thriller til punkt og prikke. På sidelinjen har Martin nogle personlige problemer, der spiller ind på hans vurderinger, mens han også har de rigtige journalistiske tråde at trække i til at få tilstrækkelig med information til, at han selv kan spille med i skakspillet om at vælte kongen. Filmens cinematografi er der ikke noget at udsætte på, og der er ikke nødvendigvis en finger at sætte på plottets udformning – og måske netop derfor er filmen i høj grad en forudsigelig og skræddersyet oplevelse. Lars Mikkelsen spiller endda ligeså stift som det jakkesæt, han er presset ned i. Har du med andre ord set tilpas mange amerikanske erhvervsthrillere, er der intet nyt at komme efter her. Filmen er anstændigt, udtrådt håndværk – intet mere! Uden tæft for at turde presse genrens grænser bare en lille smule.