Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Det som ingen ved (99 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 10/2 2009, 18:20 af Kim Toft Hansen

Det københavnske (luft)kastel


Det københavnske (luft)kastel

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, har længe været den profilerede prygelknabe i den svenske krimitradition. Det så vi senest med Stieg Larsson-trilogien, hvor særligt Luftkastellet der blev sprængt piskede den svenske efterretningstjeneste. Eftersom det danske svar herpå, PET, får flere og flere beføjelser, og derfor også kritik, har det kun været et spørgsmål om tid, før den danske krimi- og thrillergenre tog dette op. Danmarks Radio viser for tiden den udmærkede tv-serie Livvagterne, der ganske vist farer med lempe over for PET, mens Søren Kragh-Jacobsens seneste film Det som ingen ved sætter et frontalangreb ind på magtbeføjelserne og overvågningssamfundet.

Det er heller ikke uden årsag, at Luftkastellet der blev sprængt er nævnt her. For når producenterne af Larssons trebindsværk når til tredje – og forhåbentlig sidste – bind, kan de ligeså godt spare pengene og genudgive Det som ingen ved. Det er uvist, om det er et tilfælde, men fortællingen er umiskendeligt og mistænkeligt tæt på Larssons forlæg. Børneentertaineren Thomas (Anders W. Bertelsen) inviteres til fortrolig samtale hos sin søster (Sonja Richter), fordi hun har noget vigtigt, hun vil fortælle. Men da han ankommer til Malmö, hvor hun bor, er det kun for at finde hende forsvundet – senere død. Hun efterlader nogle mystiske dokumenter, der peger på, at deres afdøde far var indblandet i noget snavs gennem sit arbejde som chef for FE, Forsvarets Efterretningstjeneste.

PET og FE er netop, i fortællingen her, blevet lagt sammen for at dæmme op for truslerne udefra mod det danske demokrati, og overvågningssamfundet er derfor en realitet. Derfor går det selvfølgelig ikke godt, da Thomas begynder at grave i sagerne. Der er stærke kræfter, der forsøger at holde ham langt væk fra hemmeligheder om dansk salg og medvirken udvikling af giftgasser, som blandt andet er brugt af Saddam Hussein i firserne. Disse ting virker fordækte, og mange ting peger på Forsvaret, som synes at holde en skyldig hånd over ulovlige gerninger. Meget belejligt har det danske forsvar til huse på det gamle citadel midt i København, der ganske oplagt hedder Kastellet. Det er Thomas, der skal sørge for at få dette luftkastel sprængt. Læg i øvrigt mærke til ledsætningstitlerne, som Larsson også brugte.

Af gode grunde kan vi af hensyn til jer, der gerne vil se Det som ingen ved, ikke oprulle alle lighedstrækkene, for der er mange flere mellem de to nævnte titler. Datteren, der undersøger det fordækte, som sin far har været indblandet i, er selvfølgelig det mest oplagte. Det ser vi i tilfældet Lisbeth Salander hos Larsson, mens birollen Ursula (Maria Bonnevie) i Det som ingen ved her er den vigtige side-cast. Dette er i sig selv ikke mistænkeligt, men tænk engang: Søsteren og Ursula er også i et lesbisk forhold, som Salander er det hos Larsson. Skulle man tildække tyveri af en historie, så er dette måske en af de ting, der kunne udelades. Men igen, det kan være et tilfælde.

Uden at den skal gives væk, så er plottets sammenhæng og det fortællemæssige forløb tilmed også temmelig tæt på Larssons forlæg. Så tæt, at det virker som alt andet end et tilfælde. Men det rokker omvendt ikke ved, at det er en fantastisk flot film, der har kælet for alle de væsentlige detaljer. Det æstetiske udtryk er noget af det mest iøjnefaldende og overdådige, vi længe har set herhjemme. Samtidig spiller Anders W. Bertelsen nok sin bedste rolle længe, sammen med en casting der i øvrigt fungerer fænomenalt. Dermed er det sagt, at forlægget for at lave en god film er helt på plads, og det lykkes da også langt hen ad vejen, havde det ikke været for de mange pudsige sammenfald med Luftkastellet der blev sprængt.

Ydermere er der undervejs formentlig også enten et oplæg til en opfølger, eller også er det en klassisk fortælleteknisk blunder. Baard Owe spiller en central birolle, Hemmingsen, der sætter Thomas på sporet af noget af det rigtige, men alle der hjælper Thomas synes at blive ryddet af vejen. Selvom Thomas angiver ham ved navn som kilde under overvågning, får vi ingen konklusion på, hvad der hænder ham – det forbliver et ubeskrevet blad i en ellers indholdsrig fortælling. Og her har vi trods alt en forskel: Hvor Stieg Larsson formår at knytte plottet sammen i komplicerede, konfuse knuder, så lader Det som ingen ved visse døre stå ulåste hen.

Et postscriptum kunne dog vende mistænksomheden den anden vej (når vi har med krimier er det jo vigtigt at gemme plottets åbning til sidst): Det er klart, at – efter Stieg Larssons succes – vendes mistænkeligheden mod de fortællinger, der ligner. Hvor mange vil ikke gerne have fat i disse millioner? Men Det som ingen ved er baseret på – eller rettere, skal det siges, inspireret af – Søren Lassens roman En anden tid fra 2001. Der er dog foretaget kraftige ændringer i fortællingen, men det er spørgsmålet, om det i stedet er Stieg Larsson, der har skævet en smule til Søren Lassens roman. Under alle omstændigheder er det markante ligheder. Spørgsmålet er bare, hvem vi skal pudse PET, Poetikkens efterretningstjeneste, på.


Forrige anmeldelse
« Screamers «
Næste anmeldelse
» A Dry White Season »


Filmanmeldelser