Seebüll. Det er snart forår, og Nolde-museet åbner sin årsudstilling nummer 69. Værkerne fra sidste års udstilling er taget ned, og nye er kommet op. I år rammer udstillingens tema lige ned i modsætningen mellem land og by.

Modsætningen er ikke ny. Den har været der i forskellige former gennem flere hundrede år. Med industrialiseringen fandt en stor tilvandring sted fra land til by. Storbyerne voksede. Det samme gjorde kontrasten mellem landbrugssamfundet og industrialiseringen i de store byer. Alle kendte hinanden i de små samfund, hvor man også kendte sin plads og sin fremtid. I storbyerne følte mange mennesker sig fremmede, hvor der var flere valg, og hvor ens livsbane ikke lå fast fra fødslen af.I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var kontrasterne fremtrædende i Tyskland.

Den ekspressionistiske maler Emil Nolde oplevede dem selv. Han stammede fra den afsides beliggende landsby Nolde øst for Tønder og følte sig evigt forbundet med Vestslesvig. Som han skrev:
”Der er mennesker, der absolut ikke kan forstå, at vi vil bo i dette flade, kedelige område, hvor der hverken findes skove, bakker eller bjerge. Sådan tænker vel alle de almindelige på hurtig gennemrejse, Vort landskab er beskedent, men berusende og frodigt. Dog giver landskabet den intime iagttager uendelig meget, stilhed, indre skønhed og en usentimental storhed”.

2025-udstillingen på Nolde-museet, der ligger på værftet Seebüll i det gamle Sydtønder Amt, har fået overskriften Malermenneske i Berlin. Emil Nolde beskrev sig flere steder selv som »et malermenneske«, men udstillingen handler dog langt fra kun om Berlin.

I det store udstillingsrum, der engang var Emil Noldes atelier, hænger to motivverdener over for hinanden. På den ene side er det oliemalerier fra Berlin malet i 1911. På den anden side er motiverne hentet på det landlige Als og ligeledes dateret 1911. Emil Nolde og hustruen Ada boede på Als fra 1903 til 1916, dog kun i sommermånederne. I vintermånederne boede de i Berlin. De to verdener kunne næppe have været mere forskellige. På ´Berlin-væggen´ ser vi publikum til cabaret i det forlystelsesglade Berlin, en herre og en dame ved et vinbord og velklædte teatergæster siddende i logen.

På den anden side er landlige scener fra Als med en hestevogn, der kommer kørende ad en sandvej foran et bindingsværkshus, et markled og Emil og Ada Noldes ensomt beliggende fiskerhus i Sjellerupskov.

Årets udstilling skaber en direkte kobling mellem tiden i begyndelsen af 1900-tallet og nutiden. Det sted, vi bor, gør noget ved os. Landskabet eller byen har en betydning for den måde, vi er på og tænker på. Vi kan bruge Emil Noldes storbybilleder med dans, natteliv, café- og varietéliv samt teaterscener på den ene side og hans landskabs- og landsbyskildringer på den anden til at spejle vores egen livssituation.


Modpolerne by og land satte Emil Nolde også selv ord på. Han skriver et sted: ”Man kunne næppe forestille sig en større kontrast til det fjerne sommerlige landliv. Det eneste sted var der en fredfyldt skov med store, hvide, hvilende skyer - det andet sted var der benzinveje og cigaretrøg fra værtshusene”.

Her i 2025 oplever mange mennesker modsætninger mellem provins og hovedstad, mellem land og by. Emil Nolde var på den ene side fascineret af de mange muligheder i Berlin – kunstmuseer, teatre og foredrag trak i ham. Men også dyrene i den zoologiske have, som han og Ada boede tæt på, tiltalte ham.

Fra 1910 havde de en atelierlejlighed på Tauentzienstraße, og fra 1929 på Bayernallee i bydelen Westend. Han malede en stribe akvareller af dyr i Zoologischer Garten.

På den anden side tiltrukket af det oprindelige og det uspolerede på Als og sin hjemstavn ved Tønder. Han var ligesom andre ekspressionister som Erich Heckel, Ernst Ludwig Kirchner og Karl Schmidt-Rottluff både frastødt og fascineret af det ”dekadente liv” og den ”fremmedgjorte tilværelse” i storbyen Berlin.

I modsætning til de andre ekspressionistiske kunstnere, malede Emil Nolde dog ingen gadescener, ingen arkitektur og ej heller tekniske opfindelser. Mens mange af Noldes ekspressionistkolleger rejste ud til skove og strande, især ved den tyske Østersø-kyst, valgte Nolde i stedet sin hjemstavn - også her adskilte han sig klart fra de andre ekspressionister.

Og hvem var ekspressionisterne? Ja, det var kunstnere, der ikke lagde vægt på det, de så, eller det de ræsonnerede sig frem til, men derimod lagde vægt på det, de oplevede inde i sig selv. Det subjektive udtryk var for dem det centrale, og grundlæggende var de imod fastlåste former. De malede gerne med stærke og overdrevne farver og forvrængede former og konturer.


Emil Nolde opfattede ikke sig selv som ekspressionist, men kunsthistorikerne ser ham som en sådan - i hvert fald i størstedelen af hans kunstneriske produktion.

”Livet i Berlin gjorde det også muligt for Emil Nolde at have direkte kontakt med venner, samlere, kunsthistorikere, museumsdirektører og galleriejere. Byen var stedet, hvor han som ambitiøs kunstner netværkede, og han fik en stor støtte i sin hustru, Ada, der var meget socialt begavet”, siger Christian Ring.

Emil Nolde fik også fribilletter af Max Reinhardt, der i årene før Første Verdenskrig var chef for Deutsches Theater und Kammerspiele i Berlin. Så kunne Nolde sidde i den mørke teatersal og male akvareller med hurtige og præcise penselstrøg. Ada Nolde var hans personlige assistent, der sad ved siden af ham i teatersalen og hjalp med alt det praktiske.

Det blev til en serie på langt over 300 akvareller og tuschtegninger med fokus på skuespillernes udtryk, bevægelser, dans og gestik.

Senest i 1933 var det slut med fribilletterne fra den jødiske Max Reinhardt til Emil Nolde. Kort efter nazisternes magtovertagelse, samme nat som rigsdagsbranden i Berlin, satte han sit på et nattog og kørte ud af Tyskland. I de efterfølgende år tækkedes Emil Nolde ikke blot det nationalsocialistiske regime, men udtrykte sig ligesom millioner af andre tyskere ubehageligt om jøder.

På dette års udstilling på Nolde-museet vises 111 værker, 51 malerier, 54 værker på papir (både akvareller og grafiske tryk) samt seks keramiske genstande. 32 af værkerne har aldrig tidligere været vist på Seebüll.

At Emil Nolde betegnede sig selv som ”malermenneske” havde han i øvrigt et helt bevidst sigte med. Sådan understregede han sondringen mellem kunstneren og mennesket, og netop denne sondring var vigtig for ham. Det er tankevækkende, når Nolde - med alt det, der er kommet frem om hans handlinger og holdninger under nationalsocialismen - selv er blevet genstand for den evige diskussion om kunstneren og mennesket.

Emil Nolde havde usympatiske synspunkter - ligesom mange andre store kunstnere. Spørgsmålet er, om vi skal kunne nyde deres kunst uafhængigt af deres politiske eller menneskelige fejltrin? Forfatterne Martin Walser og Erich Loest var ligesom Nolde medlem af nazistpartiet. Det samme var Alfred Bauer fra filmfestivalen Berlinale og den tidligere leder af Goethe-institutterne Hilmar Hoffmann. Günter Grass fortalte først på et meget sent tidspunkt om medlemskabet af Waffen-SS i sin ungdom og var millimeter fra at miste sit æresborgerskab i Gdansk/Danzig. Den daværende forbundskansler Angela Merkel valgte i 2019 at tage to Nolde-malerier ned fra sit kanslerkontor i Berlin med de oplysninger, der kom frem om Nolde på udstillingen på Hamburger Bahnhof i Berlin samme år - og tog kort tid efter til Wagner-festspiel i Bayreuth. Richard Wagner var jødehader, så det gjorde noget. Det blev heller ikke til noget med at hænge malerier op af ekspressionisten Karl Schmidt-Rottluff i stedet for, da det kom frem, at han også havde skrevet flere meget usympatiske ting om jøder.

På dette punkt rammer årets udstillingstitel ned i en væsentlig debat.