Sommerens højdepunkt på de slesvig-holstenske landsmuseer Gottorp Slot i Slesvig var aldrig blevet til noget, hvis ikke en mand i 1921 havde opdaget nogle kasser i en lagerhal i engelske Plymouth.

Maleren Emil Nolde var i 1913 til 1914 med på en tysk ekspedition til det sydlige Stillehav og gjorde her det ganske enestående at male sine oliemalerier på den anden side af kloden. Det var usædvanligt at male med olie i troperne, hvor farverne ofte havde svært ved at tørre ordentligt - og lige så usædvanligt derefter sende dem hjem med skib. Men…

Nolde sendte malerierne hjem i med et skib, og skibet blev kapret i Suez-kanalen i Egypten, da Første Verdenskrig var brud ud, og Det tyske Kejserrige lå i krig med Storbritannien. Meddelelsen om, at hans kasser med malerier var blevet beslaglagt, ramte Nolde som et chok, efter at han havde lagt et stort og intensivt arbejde i billederne. I syv år gik han i den tro, at billederne var forsvundet. Men i 1921, tre år efter Første Verdenskrigs afslutning, kom så beskeden om, at 19 malerier og 250 skitser i små formater var blevet fundet i god behold i den engelske havneby. Derefter rejste Nolde selv til Devon for at hente dem.

Fra den 8. maj til den 3. september kan Emil Noldes fantastiske værker fra den et år lange jordomrejse ses på særudstillingen Nolde in der Südsee, som Slesvig-Holstens landsmuseer viser i den gamle ridehal ved Gottorp Slot i Slesvig.

Rejsen til Sydhavet ledsager Nolde frem til sin død i 1956. Han skriver gentagne gange om sine indtryk i autobiografien Mit liv, og de værker, der opstår umiddelbart efter rejsen i 1913-1914, fortæller om hans oplevelser og længslen efter Ny Guinea. Da han kom tilbage til Als, malede han i en rus og var produktiv som aldrig før - både i kvalitet og kvantitet. Alene i 1914 sendte han 88 store malerier ud af sit atelier, og det var værker med en langt større klarhed og opstramning. Hans farvespektrum blev udvidet med lilla-rød-violette nuancer, orange, tung okker og rige grønne farver. Især de landskaber, han malede lige efter hjemkomsten, udtrykker længsel efter en oprindelig verden - og forude truede en undergang. Den vestlige »civilisation« var ved at æde sig ind på de oprindelige kulturer i Den tredje Verden.

Godt råd: Tal dansk
Også Noldes egen hjemrejse kom i alvorlig fare, da Første Verdenskrig brød ud. Da kaptajnen på skibet hjem hørte ham tale tysk med hustruen Ada Nolde, henstillede han til, at de talte dansk indbyrdes i stedet for. Skibet skulle nemlig igennem områder, som var under britisk kontrol. Da Nolde var tosproget dansk og tysk, og Ada Nolde stammede fra København, var dette dog ikke noget problem.

Det store Nolde-år
Udstillingen på Slesvig-Holstens landsmuseer er en af otte store udstillinger, der markerer 150-året for Emil Noldes fødsel i 1867.  Nolde i Norden er titlen på samarbejdet mellem otte kunstmuseer: Museumsberg i Flensborg, Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder, Städtische Galerie i Wolfsburg, Kunstmuseum Ahrenshoop i Mecklenburg-Vorpommern, Kunsthalle zu Kiel, Museum Behnhaus Drägerhaus i Lübeck og naturligvis også Nolde-museet i Seebüll i Nordfrisland.

Men hvorfor overhovedet vise Emil Noldes kunst i Slesvig blot en god halv times kørsel fra den faste udstilling på Nolde-museet lige syd for den dansk-tyske grænse?

En del af svaret får man allerede, når man træder ind i den luftige ridehal, hvor der er masser af plads til at betragte de store værker. I Seebüll kan udstillingerne på mange gæster godt virke noget klemt. En lidt mere konkret grund er dog, at delstatens museer på Gottorp Slot råder over en samling af ekspressionistisk kunst af høj karat - herunder Emil Nolde-værker. En stor del af Noldes portrætter og »hoved-billeder« tilhører Rolf Horn-fonden og udstilles separat uden for Ridehallen i Horn-fondens egen udstillingsbygning.

19 farvestærke malerier, godt 50 akvareller samt 80 pasteller og tegninger er med på udstillingen, og det er den største separatudstilling med Emil Noldes værker i Nordtyskland nogensinde. Størstedelen er udlån fra Nolde-museet.

Det oprindelige, urkulturen og urmennesket var det, der optog Nolde, mens han opholdt sig i den tyske koloni i Ny Guinea. Han havde uofficielt sluttet sig til en medicinsk og demografisk ekspedition og kom til at befinde sig i noget af en dobbeltrolle. Samtidig med at han kom til Ny Guinea som en del af en europæisk kolonimagt, tog han afstand fra europæiseringen og koloniseringen af området. Flytningen af de oprindelige folk fra deres egne landsbyer til arbejdet i plantagerne var en tragedie i Noldes øjne. De mennesker, der »tidligere var så urskønne« er nu ensformige og kedelige, og de monotone palmeplantager opfattede han som en afskyelig kontrast til urskovene i området.

Emil Nolde vidste dog udmærket, at han selv var en europæer og aldrig kunne glide ind i den oprindelige kultur. Og nok repræsenterede kolonialismen et menneskesyn, som enhver normalt tænkende med eftertidens klare briller må tage afstand fra, men at tro, at de oprindelige kulturer repræsenterede alt det rigtige, ville også være en fatal fejlslutning.

Emil Noldes skildrede med gru, hvordan de oprindelige huggede hovederne af fjenderne som trofæer. Og når han malede i det fri, var det ikke altid blomster, de lokale mødte ham med. Nolde blev flere steder mødt med våben, og et sted var hans hustru, Ada, nødt til at holde vagt med en ladet revolver for at beskytte den arbejdende kunstner.

Noldes rejse til Ny Guinea kan udstillingsgæsterne sammenligne med den franske maler Paul Gaugain, der 10-15 år tidligere havde malet stærke »primitive« motiver på blandt andet Tahiti. Et stort verdenskort i udstillingshallen viser den imponerende rejse fra Berlin over Moskva med Den transsibiriske Jernbane til Japan, Kina og Korea med datoer for opholdene de enkelte steder. Hjemturen gik over Indonesien, Malaysia, Thailand og til søs via Sri Lanka og Middelhavet.

Nolde vendte hjem til et Europa i ragnarok, og få årtier efter hans spådomme om de oprindelige folks undergang i den fjerne verden, blev profetierne til realitet.

Nolde havde mødt modbilledet til den industrialiserede verden, der dengang for mange mennesker var en ny og svær udfordring, ligesom den digitaliserede verden er det for mange i dag: En jagt på autenciteten.

Alle titler og tekster på udstillingen er dobbeltsprogede - altså både på dansk og tysk - og udstillingen er derfor også lettilgængeligt for et dansk publikum, der ikke behersker det tyske sprog på dagligdags niveau.