Hvor var det lige, Emil Nolde så de farver henne?

Det tænker man, når man kører ad de mange steder snorlige veje på vej til hans atelier i Seebüll - en kunstig banke midt i det flade marskland syd for Tønder. Der er ikke mange orange, violette, gule eller dybblå toner på himlen i Nordfrisland sådan en dag i marts, hvor Nolde-museet åbner for en ny udstillingsæson i malerens funkisvilla i det yderste Nordfrisland.

Farverne mætter ellers hans akvarel Oversvømmelse eller oliemaleriet Høj sø. Urolige skyer, som er nogle af de værker, der vises på denne 61. årsudstilling på Nolde-museet, men her på overgangen mellem vinter og det spæde forår er det som om, at marsklandskabet har været igennem et moderne billedbehandlingsprogram, hvor de stærke farver er trukket ud af motivet.

Nu kan Emil Nolde have været inspireret af de infrarøde solnedgange, som øjnene kan blive forkælet med herude året rundt. Man tager sig selv i at tænke en egentlig temmelig ligegyldig tanke. For Nolde var ekspressionist - i det mindste fra og med det tidspunkt, han trådte ind i kunstnersammenslutningen Die Brücke.

Han lagde som sine ligesindede vægt på, hvad der foregik i hans indre, og knap så meget på, hvordan det ydre rent faktisk tog sig ud. Både farver og former blev forvrængede især for at formidle følelser. De klare linjer kom med, hvis de havde en mening. Hvis ikke, blev de udeladt.

Hårde diskussioner
I år er det 150 år siden, Emil Nolde blev født, og på Nolde-museet kaster de tre udstillings-kuratorer sig derfor ud i noget af en opgave - nemlig at vælge de værker ud, der kan gå under udstillings-titlen Mesterværker - altså Noldes hovedværker.

Det kan lyde absurd, men det burde være både let og svært. Let fordi man hurtigt kan vælge mesterværker ud. Der er nok at vælge imellem. Svært fordi der også skal sorteres fra. Hvorfor skal dét og dét værk med, mens andre må forblive i depoterne?

- Vi har haft meget grundige og også hårde diskussioner om, hvilke billeder der kan betegnes som »mesterværker«, fortæller direktør for Nolde Stiftung Seebüll, Christian Ring.

Udfordringen på Nolde-museet er, at hvert enkelt billede altid skal kunne tale til de billeder, der hænger ved siden af. Årsagen er den begrænsede plads, der findes i Noldes gamle atelier.

Salonophængning
Billederne hænger i en salonophængning tæt på hinanden, lidt for tæt efter nogle gæsters smag. Til gengæld var det sådan, Emil Nolde ville have det.

Billederne er testamenteret fonden med det krav, at de skal udstilles i mesterens tidligere atelier og beboelseshus, og her er kvadratmeterne ikke så rigelige som i de større kunsthaller, hvor der er masser af plads til at lade hvert enkelt billede tale for sig selv.

Mesterværkerne i 150-året omfatter værker fra Emil Noldes ungdom helt frem til, hans sidste år. Emil Nolde døde i 1956.

Her er de tidlige havebilleder med en overdådig blomsterpragt, det pulserende selskabsliv i storbyen Berlin, særprægede fortolkninger af bibelske motiver, storslåede landskabsmalerier og de sene, lidt romantiske blomsterbilleder.

I den store billedsal i Seebüll hænger for første gang tre af Noldes selvportrætter ved siden af hinanden. To af dem er fra 1917, det tredje fra 1947. Man ser, at selvsikkerheden kom med alderdommen.

Skrøbelige billeder
Flere af de mesterværker, der vises på 2017-udstillingen, er malerier, akvareller og tryk, der de seneste år har været lånt ud til store internationale udstillinger.

Dertil kommer enkelte værker, der ikke er helt uproblematiske at vise ud fra et konservatorisk synspunkt. Det gælder for eksempel Folk i landsbykroen fra 1912, der er skrøbeligt og skal behandles særdeles forsigtigt. Det er grunden til, at det ikke er blevet lånt ud til andre museer i årevis. Det orientalske motiv »Herskeren« fra 1912 er beskyttet bag glas.

I de mindre udstillingsrum - kabinetternes som de kaldes - er der kommet farver på flere af væggene - farver, der spiller sammen med rammerne. Uden at det tager kraften fra Noldes i forvejen ofte farvemættede akvareller.

Hemmelighed
Emil Nolde har stadig et stærkt og talrigt publikum 61 år efter sin død. Der bliver altid en hemmelighed hængende ved Emil Noldes billeder.

Vi ser på kunst ud fra vores egen tid. Vi betragter Emil Noldes kunst ud fra en kontekst, som mange andre senere kunstnere har været med til at forme, og alligevel bliver Noldes billeder ved med at begejstre os med deres intensitet og stærke udtrykskraft. Det er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at billederne har haft en anden placering i samtiden, siger han.

Det 20. århundredes sene moderne kunst bliver til gengæld sat over for fortiden, når Seebüll for første gang i museets historie åbner for en anden kunstner end Emil Nolde. Det bliver med fire skulpturer af den verdensberømte engelske billedhugger Henry Moore, der præsenteres i haven i Seebüll fra april til slutningen af november 2017. Her kommer publikum til at kunne se samspillet mellem Henry Moores ideer om landskab, natur og menneskelige figurer samt marsklandskabet og Noldes have.

Nyerhvervelse
150 års fødselsdagen fejres med 130 kunstværker i udstillingslokalerne i Seebüll. 50 af værkerne er oliemalerier, og 23 af dem har endnu aldrig været udstillet i Seebüll, men har fristet en tilværelse i depoterne.

På udstillingen i 2017 præsenteres en nyerhvervelse. Det drejer sig om det første oliemaleri, som Emil Nolde malede af sin hustru Ada Nolde. På billedet ser man hende sammen med hendes farbror, provst Henrik Stompe Vilstrup.

Emil Nolde mødte Ada Vilstrup under et ophold i København i 1900. Han blev hurtigt forelsket i den 12 år yngre danske kvinde »med den rene skønhed, det lyse sind og de åbne, runde øjne«, som han beskrev hende.

Da Ada Vilstrup gengældt hans følelser, kunne han næsten ikke tro det:
»Vi vidste i lang tid ikke, hvor meget vi holdt af hinanden. Jeg kunne ikke begribe eller tro, at hun kunne lide mig, jeg, det verdensfjerne, mærkelige menneske, den forsømte maler, som var helt det modsatte af en kavaler og kunstner, som kvinder ellers holder af«, skrev Emil Nolde.

»At det så skulle være den mest yndige pige, som jeg inderst inde tilbedte til det højeste, det kunne jeg kun forestille mig i forvirrede drømme«, sværmede Nolde videre.

Efter forlovelsen i 1901 fulgte vielsen på Frederiksberg den 25. februar 1902. Derefter rejste det nygifte par rundt til familien, blandt andet også til Vestjylland til præstegården i landsbyen Borris, hvor den gamle, ærbare provst Vilstrup boede.

Ada Vilstrup var den yngste af 12 søskende, der stammede fra en præsteslægt fra Vilstrup ved Haderslev.

Det var under besøget i Borris, at dobbeltportrættet blev til. Den grånende provst Vilstrup fremstilles i mørk habit med hvid skjorte som halvfigur. På provstens højre side sidder den 23-årige Ada Vilstrup og trykker sig kærligt ind imod hans skulder. De holder hinanden i hånden i inderlig fortrolighed. Baggrunden er holdt i en jordagtig grøn tone, og begge deres hoveder fremhæves gennem et indfaldende skær.

Påfaldende er Adas kjole og frakke, som er malet skitseagtigt og tilbageholdende i blå og turkis farvetone. Opløsningen i farven er et resultat af impressionismen. Billedet blev indkøbt i december 2016.