De gæster, der i 2015 sætter kurs mod Nolde-museet i Seebüll (syd for Tønder), får en nyanskaffelse at se: »Stilleben (med stribet ged)« hedder oliemaleriet, som Nolde-fonden har købt af dødsboet efter Emil Noldes anden kone, Jolanthe Erdmann. Billedet er blevet købt med støtte fra den tyske delstatskulturfond, Kulturstiftung der Länder.

Det er malet i 1920 - året hvor den dansk-tyske grænse blev flyttet fra Kongeåen til den grænse, vi kender i dag. Og samme år som Emil Nolde (1867-1956) blev dansk statsborger.

Det er et kvalitetsløft, at museet nu kan disponere over stilleben-maleriet. Det er det første indkøb, museet har foretaget inden for de seneste 20 åer.

Efter at have ligget i vinterhi i tre måneder har museet syd for Rudbøl Sø åbnet årsudstilling nummer 59 i rækken. Det er med 141 værker på væggene og som altid i en anden konstellation end året før.

Tilbagegang
Nolde-museet trak i 2014 58.000 gæster, og det er en halvering i forhold til de tal, som museet kunne præsentere i midten af 1990erne. Tilbagegang i besøgstal er en trend, som stort set alle museer i Nordtyskland lider under.

De ældre aldersgrupper, der er vokset op med Siegfried Lenz’ roman Deutschstunde (på dansk: Tysktime), hvori Nolde tjener som forbillede for maleren Nansen, begynder at udeblive. Romanen gav museet en vældig publicity, men for »Generation Deutsch­stunde« - romanen udkom i 1968 - er vejen til Seebüll ved at blive for lang.

Modstridende
Emil Nolde er først og fremmest kendt for sine landskabsbilleder og bibelfortællinger. Derfor kan det nyerhvervede stilleben-motiv virke noget ejendommeligt i placeringen blandt de øvrige motiver på museet, der er indrettet i Noldes tidligere beboelses- og atelierhus.

At lade et kultstykke fra Latinamerika tørne sammen med nips fra Europa på et atelierbord er dog ikke atypisk Nolde. Han elskede at kombinere det modstridende og det uforenelige. På billedet sætter han kontraster i scene: En varm, gul og tredimensionel figur fra den mexicanske kultur og en kølig, hvid ged med blågrønne striber. Men ved nærmere øjesyn vil man se, at gedens hoved går op i en harmonisk enhed med solskivens runde form, og de blågrønne striber danner en form for ekko i forhold til skyggernes fra figurens hoved.

Ud over det nyindkøbte værk præsenteres syv malerier for første gang i Seebüll: »Besværgelse« (1916), »Styrmand« (1919), »Sælsomme vandrere« (1923), »Skulptur og blomster« (1928) og »Sømanden« (1946). De sidste to af disse syv billeder er religiøse. »Det er »Sående mand og djævel« (1915) og »Hellig i helvede« (1931).

Stædig protest
Med på udstillingen er også akvareller, grafiske værker samt Noldes »umalede billeder«. Det drejer sig om en kreds på 1300 små akvareller, som han udførte i årene 1938-1945, hvor han officielt var underlagt et maleforbud.

Den hemmelige og trodsige omgåelse af maleforbuddet har efterfølgende sikret Nolde en vis rehabilitering, da de umalede billeder kan forstås som en diskret, dristig og stædig protest mod nationalsocialisternes kulturpolitik og kunstsyn. Hans anglen efter anerkendelse var trods alt aldrig så stor, at den fik ham til at gå på kompromis med sine egne æstetiske præferencer. Rehabiliteringen skal ses på baggrund af hans langvarige og dybtstikkende sympati med nazisternes ideologi og politik, som han gentagne gange erklærede.

Udstillingen krydres desuden med vævninger fremstillet af Emil Noldes første kone, den danske skuespillerinde Ada.

»Kunsten i sig selv er mit sprog«, lyder overskriften på 2015-udstillingen i Seebüll. Titlen er taget fra et citat af Nolde. »Jeg ville så gerne forklare min kunst en smule nærmere med ord, men kunsten i sig selv er nu engang mit sprog - det eneste, på hvilket jeg fuldtud formår at sige, hvad der driver mig, og hvad jeg har på hjerte«.

Gådefuldhed
Ved mødet med Noldes værker er det da først og fremmest den visuelle slagkraft og gådefuldhed, der magtfuldt griber en. Nolde er en af de kunstnere, der systematisk har brugt undtagelsen som en regel. Det er nok muligt at pege på konstanter i hans livsværk, men de er få og små i forhold til de mærkværdigheder og udsving, som hele tiden finder sted. Farven for eksempel, som han klart nok anvender i ekspressivt øjemed i store dele af sine malerier, men som alligevel sættes i spil på et utal af måder, som ikke respekterer en overgribende samlebetegnelse.

Der er ingen forbilleder eller hensigter bag Noldes billeder. De er vokset ud af hans egen forestillingsevne. Det er det, der i sidste ende gør Noldes kunst til noget unikt og til en af ekspressionismens store.