Hamburger Kunsthalle præsenterer med udstillingen Verzauberte Zeit en af de mest betydende samlinger af postimpressionisme.

Mellem 1906 og 1936 samlede ægteparret Hahnloser-Bühler med udgangspunkt i Winterthur i Schweiz malerier af postimpressionistiske malere som Paul Cézanne, Vincent van Gogh, Pierre Bonnard, Auguste Renoir, Édouard Manet og Henri Manguin. 200 af disse værker vises fra den 20. februar på udstillingen »Verzauberte Zeit« i Hamburger Kunsthalle.

Begrebet postimpressionisme bruges om forskellige strømninger inden for malerkunsten og er især møntet på malere i Frankrig, hvor der blev reageret imod impressionismen i de sidste to årtier af 1800-tallet og det første af 1900-tallet.

Postimpressionisterne afviste naturalismens og impressionisternes øjebliksbilleder. Paul Cézanne stræbte efter at lave »noget fast og blivende ud af impressionismen, ligesom museernes kunst«, og Paul Gaugain afviste »naturalismens frygtelige fejltagelse« til fordel for en symbolsk brug af linjer og farver. Og for van Gogh blev reaktionen en af forudsætningerne for det symbolske og det ekspressive.

Det er første gang, at den verdensberømte Bühler-samling kan ses i Tyskland. Fra samlingerne i Winterthur er valgt 20 kunstnere og sammenlagt 110 malerier. De udstillede billeder stammer ikke blot fra Hahnloser/Jaeggli-fonden, men fra flere større schweiziske museer samt private samlere.

Underspillet erotik


Med er også den schweiziske maler Félix Vallotton, som Hamburger Kunsthalle tidligere har præsenteret på en separat særudstilling. Det var Vallotton, der i begyndelsen af det 20. århundrede formidlede kontakterne til de store post-impressionister i Paris.

Med Vallotton er der kun to muligheder: Enten hader man ham - eller man forguder ham. Den tyske maler Daniel Richter hører til dem, der forguder Félix Vallotton. »Mit idol i de søvnløse nætter«, har Richter skrevet om Vallotton. Ja, citatet blev også en titel på et af Daniel Richters store farveorgier, der direkte refererede til Vallottons billedsprog. Bizarre positioner, numser, mænd der omfavner kvinder og kigger et vist sted hen, nøgenmaleri og tavse interiørbilleder, der skriger til himlen. Félix Vallotton var ganske bevidst om, hvad der skulle til for at sætte noget i gang hos beskueren. I 1909 havde han den første separatudstilling i Kunsthaus Zürich, og her udstedte de schweiziske myndigheder et forbud, så ungdommen ikke kunne besøge udstillingen.

Det var den småborgerlige dobbeltmoral, Félix Vallotton gik i kødet på. Hans erotiske billeder er stærkt underspillede, påfaldende saglige og realistiske. Hele tiden lurer konflikten mellem driften og moralen og en kompleks stemning af nærhed og distance på samme tid. Vallottons samtid - deriblandt også flere kunstnere - mente, at han gik langt ud over grænsen for det tilladelige. Hvorfor mon?

Her er ægteskabelige sidespring og liderlighed mixet med klunketidens plys og purpurrøde farver. En spændende cocktail selv et århundrede senere.

Félix Vallotton blev født i Lausanne og studerede i Paris, hvor han også arbejdede som illustrator, journalist og forfatter. Hans teaterstykker vakte - ligesom hans billeder - furore. Vallotton blev pariser, mens »La Belle Epoque« stod på. Det var en tid med spændinger mellem dekadent storbyliv og økonomisk depression. De allerførste kvinder var begyndt at eksperimentere med frigørelsen - med kraftige modreaktioner til følge. Men det store flertal giftede sig til økonomisk sikkerhed og prestige. En kulisse, der var som skabt til det, Félix Vallotton gerne ville fortælle.

I Paris blev Vallotton medlem af den gruppe af kunstnere, der kaldte sig Les Nabis. Ikke alene hørte gruppen næsten vor egen tid til, den bestod tillige af provokerende franske kunstnere. Les Nabis’ kunstnere var både i deres kunstopfattelse og åndelige habitus beslægtet med italiensk tradition.

Den franske gruppe af kunstnere blev dannet i 1888 og talte navne som Maurice Denis, Paul Serusier, Edouard Vuillard, Paul Ranson, Ker-Xavier Roussel og Pierre Bonnard. Navnet ”Les Nabis » hentede de fra hebraisk, hvor det betyder »profet«. Deres profetiske opgave havde kunstnerne for en stor dels vedkommende hentet hos stjernen Paul Gauguin i årene før han realiserede sine paradisdrømme og rejste til Tahiti. Les Nabis stod for en genoplivning af middelalderens og den tidlige renæssances fladebetonede billedopfattelse. De ønskede i lighed med den tidlige kirkekunst at indføre en renere åndelighed i maleriet, udtrykt både igennem religiøse motiver og et dekorativt og forenklet formsprog, beslægtet med tidens skønvirkestil. Men modsat Gauguin drog kunstnerne ikke til Tahiti for at realisere Paradis hinsides horisonten. De stolede på deres indre syner og de drømme, der kunne fortætte sig på lærredet og skabe Paradis midt i moderniteten.

Fylde og farvepragt
Af Pierre Bonnard vises blandt andet »Promenade en Mer«. Et eksempel på hans store farvepragt og fylde, der ligesom de fleste af hans billeder udstråler varme og veltilpashed. Han overskred dog aldrig den vedtagne smag og trådte heller ikke ind på det avantgardistiske maleris område.

Matisse er repræsenteret med billeder fra Nice, blandt andet hans kendte »Cahier noir«. De mange vellystige og sanselige billeder, som Matisse malede ved Den franske Riviera, er oplyst af den stærke sol og sydens klare farver. Her er interiører, stilleben og skildringer af odalisker, slavinder der blev trænet til at betjene sultanerne i Lilleasien seksuelt. Van Gogh spiller i sagens natur en stor rolle på udstillingen. Der vises billeder fra 1880erne, og det var den periode, hvor van Goghs malerier undergik en voldsom forandring under påvirkning af især japanske træsnit. Van Gogh blev betaget af farvernes symbolske og ekspressive værdier i stedet for at forsøge at gengive synlige fænomener som lys og atmosfære.

Faktisk kan det meget vel være, at vores forestilling om Van Gogh som en lidende kunstner er et tysk påfund.

Hans livshistorier rummer uhyggelige ligheder med Goethes unge Werther-figur - helt ned til valget af selvmordvåbenet. Afsnittet om Vincent i Julius Meier-Grafes Entwicklungsgeschichte der Modernen Kunst fra 1904 er det første som udlægger ham som en romantisk galning snarere end en uheldig sjæl.

Uden Meier-Graefes emotionalisme er det ikke sikkert, at de masseproducerede plakater med solsikkerne og Don McLeans “Vincent (Starry, starry night)” ville være blevet til noget, og uden disse ville køerne af museumsgæster aldrig være blevet lang nok til at retfærdiggøre opførelsen af et museum i Amsterdam helliget Van Goghs værker. Van Gogh har dog haft en særlig ambivalent stilling i Tyskland: Da direktøren for Bremer Kunsthalle i 1911 foreslog, at hans museum købte Van Goghs “Valmuer på en mark i St.-Remy”, rejste det en vredesstorm i lokale kunstelskermiljøer. Hvorfor spilde penge på inferiør fransk kunst, når der i samtiden blev skabt ægte tysk kunst?

Senere i det 20. århundrede har van Gogh dog fået et kraftigt comeback på tysk jord - også fordi flere store tyske udstillinger har dokumenteret den gale hollænders store rolle som inspirator for de tysk-dominerede kunstnergrupper som Die Brücke og Blauer Reiter. Det er et aspekt, der giver udstillingen i Hamborg en ekstra dimension.

Der er mange gode grunde til at anbefale denne udstilling også til et dansk publikum. Det er sjældent, at så mange impressionistiske og post-impressionistiske kunstnere præsenteres side om side.

Hamburger Kunsthalle fokuserer på malerier fra Hamborg i det 14. århundrede, malerier af hollandske og flamske kunstnere i det 16. og 17. århundrede, franske og tyske malerier fra det 19. århundrede, og moderne kunst. Det ligger på gå-afstand fra Hauptbahnhof eller banegården Dammtor med en prægtig beliggenhed ved Alster-søerne.