Verdenshavene lider.

Så meget er de fleste videnskabsfolk og David Doubilet enige om.

Alligevel er det ikke ødelæggelserne i Caribien eller på Great Barrier Reef ud for Australien, National Geographic-fotografen viser med sin udstilling på Stadtmuseum i Slesvig. Det er derimod undervandsverdenen fra dens æstetiske og visuelt spændende side. Naturens skønhed er i David Doubilets optik et våben i argumentationen mod den død og ødelæggelser, som den menneskelige aktivitet påviseligt har ført med sig.

Vi skal se, hvilken verden, der gemmer sig dernede for at kunne redde den.

Visual Dreams and Intense Curioisity hedder udstillingen, der er blevet til i et samarbejde med National Geographic. Det lille museum i en by med omkring 24.000 indbyggere kan her fremvise en af de største nulevende naturfotografer, der mest kender til at udstille i millionbyer. David Doubilet er en af de fotografer, som få måske kender navnet på, men som næsten alle har set et foto af. Viser man billedet »Circling Barracuda« med en cirkelformet fiskestime, der kredser om en dykker, vil de fleste nok sige: »Nååå, ham....«.

Erfaring som værktøj
Den 67-årige amerikaner har dyrket undervandsfotografi, siden han var 12 år. I den analoge tid opfandt han den specielle split-linse teknik, der gjorde ham i stand til at fotografere under og over vandet på samme tid.

Senere har den digitale teknik gjort tingene betydeligt nemmere, og dog er der stadig ikke noget kamera, der kan reagere diffentieret på de vidt forskellige lysforhold, der eksisterer over og under vand. Erfaring er det bedste værktøj til at kunne løse denne opgave, hvor man lidt populært sagt både skal kunne blæse og have mel i munden på samme tid.

Læg dertil teknologien. Ud over kamerahus og objektiv skal der også en vandtæt undervandsboks til at beskytte kamerat. De findes kun specielt designet til hver enkelt kameramodel. Prisen løber let op i det, en mellemklassebil koster.

Farer er der også. Men David Doubilet lever endnu. Trods krokodille- og hajangreb.

Dødens gab
Et af billederne på udstillingen viser, hvilke farer man udsætter sig for under vandet. En stor hvid haj åbner gabet lige foran kameraets søger. Billedet er konstrueret bevidst.

- Jeg tænkte: Hvad er det værste foto, et menneske kan forestille sig? Det er vel et enormt rovdyr, der åbner gabet foran dig, så du allerede mærker, at du er ved at blive tygget og på vej ned gennem svælget, fortæller David Doubilet om baggrunden for billedet.

Billedet er taget med et forholdsvis lille kamera, et Nikon 90S, der er anbragt for enden af en to meter lang stang. David Doubilet har siden 1971 udført godt 60 opgaver for National Geographic. Det lyder måske ikke af meget, men dog af meget mere, når man ved, at hver opgave kan tage flere måneder - ofte op til et halvt år - at løse. Det meste liv gemmer sig 30 meter under vandoverfladen. David Doubilet når med sin fysik op til 60 meter ned. Han kunne godt tænke sig at nå 100 meter ned. På denne dybde ligger nogle af de mest utilgængelige skibsvrag. Til gengæld bliver lysforholdene ekstremt ringe i disse dybder.

Fødder og fladfisk
Men billederne, hvor den øverste del af billedet er over vandets overflade og den nederste del under overflade, tillæger han selv lige så stor værdi. Her spiller han på kontrasterne mellem den verden, vi kender, og den ukendte verden, hvor fotografiet kan give beskueren nye erkendelser. På samme vis som makrofoto åbner vore øjne for en verden, som vi ikke selv kan se. I flere af billederne sætter David Doubilet den menneskelige krop ind i et samspil med faunaen - for eksempel ved at lade en smuk kvinde svømme under vandet ved siden af fladfisk eller lade menneskefødder blive omgivet af en stime småfisk.

David Doubilet arbejder meget bevidst og detaljeret med æstetikken og overraskelseselementet. Størrelserne kan være vanskelige at transportere over i fotografiet. Men måske man bliver lidt klogere på det, når man lader sig fortælle, at ådslet fra en 40 ton tung kaskelothval, verdens største tandhval, blev ædt op af hajer i løbet af to dage. Den æstetiske del af udstillingen er der ikke noget at udsætte på. Men man kan have vanskeligt ved at godtage den hensigt, som fotografen selv kobler til udstillingen.

Hvis han virkelig ville råbe verden op, så virker det ejendommeligt at sende postkortmotiver fra en losseplads. Jeg tror, at afskrækkelsens virkning ville have været langt større - altså også at vise ødelæggelserne de steder, hvor det allerede står galt til. Men det er tydeligvis netop ikke det, fotografen vil. Han ønsker at vise havet som det smukke paradis - hvor slangen i overført betydning kun er den farlige haj.