Den gamle metalliske indskrift, KUNST, over indgangspartiet til Århus Kunstbygning er blevet suppleret med ordet HAL i blinkende neon. De to forskellige medier og skrifttyper, som tilsammen danner ordet KUNSTHAL, markerer på den ene side den skarpskårne profilændring, Århus Kunstbygning har gennemgået, og på den anden side det fornemme besøg, der i de sidste par måneder har præget bygningen.

Århus Kunstbygning er nyligt blevet godkendt som nonkommercielt udstillingssted for dansk og international samtidskunst, og kan nu derfor kalde sig kunsthal. Denne profilændring blev markeret med en storartet udstilling af den verdensberømte tyske medie- og lyskunstner Mischa Kuball. Det er da også ham, der har stået for udformningen af det bogstaverede supplement på bygningens facade.

Kuballs kompletterende installation over indgangspartiet fungerer som en glimrende indikation på Århus Kunstbygnings fremtidige rolle på kunstudstillingsfronten og som et udmærket billede på den forskydning, der præger samtidskunstens formsprog i forhold til den kunstneriske tradition. Men nu er Mischa Kuball jo ikke ”Hr. hvem som helst”, og det forstår man godt, når man har besøgt udstillingen lightComplex.

Kuball (f. 1959) bor og arbejder til daglig i Karlsruhe, hvor han er professor på det lokale kunstakademi. Siden starten af firserne har han arbejdet konceptuelt med lys og har efterfølgende markeret sig som en sand mester inden for dette område.

Lyset har altid haft en særlig betydning og status i kunsthistorien. I middelalderen og renæssancen var lyset indikationen på den guddommelige tilstedeværelse, og i den tidlige modernismes impressionistiske farveskildringer havde lyset en afgørende betydning for maleriets flygtige virkelighedsindtryk. Hos nutidens installationskunstnere anvendes lyset både som kunstværkets materielle kilde og som bevæggrund for et intellektuelt anskuelsesområde. Inden for denne ramme kan man placere Kuball og blandt andet også dansk-islandske Olafur Eliasson, som Kuball i nogen grad kan sammenlignes med.

Hos Kuball manifesteres det intellektuelle i en psykologisk og fysiologisk indsigt i menneskets sprog- og begrebsdannelse. Værket Broca’sches Areal (2002) er et glimrende eksempel herpå, idet titlen referer til det område i hjernen, hvor sproget og evnen til at bruge sprog dannes. Værket består af en række vagabonderende lysende bogstaver projekteret ud i rummet, som enkelte steder blander sig med rummets skulpturelle elementer, blandt andet en spejlskulptur i midten af rummet og reollignende kasser ved væggene. Værket kan i sin helhed ses som en rumlig og næsten digitaliseret repræsentation af de menneskelige sanseapparater, der overlapper hinanden og i sidste ende manifesteres gennem sproget. Lyset er her, ligesom i resten af udstillingens værker af altafgørende betydning. Man kan nemlig også vælge at se bort fra den intellektuelle forklaring, og blot iagttage lysets vandring i rummet skifte mellem langsom og hurtig bevægelse, og at de lysende bogstaver samtidig tager tredimensionel form efter de skulpturelle elementer de møder undervejs. Kuball har således, med ganske simple virkemidler, skabt et værk med intellektuelle undertoner og en næsten svimlende effekt – man bliver nemlig helt opslugt af lysets bevægelse.

Den svimlende effekt er dog endnu mere fremtrædende i værket Speed, Space, Speech (1998/2001), som indtog underetagens store rum. Kuball anvender også her bogstaver, blot er de meget mindre og denne gang projekteret op på tre roterende diskokugler. Konstellationen med projektorer og diskokugler resulterede i en næsten hypnoseagtig tilstand, hvor man i første omgang opfattede de små bogstaver som svævende prikker meget lig snefnug eller stjerner en kold vinteraften. Her spilles således helt overordnet på forbindelsen mellem hjernens lagring af optisk information og evnen til at percipere denne information. De små prikker, snefnug, stjerner eller hvilken association der nu skabes, viser sig nemlig først som bogstaver og senere som ordene Speed, Space, Speech i det øjeblik, man formår at abstrahere fra sin egen tilstedeværelse i installationen, og reflektere over den bagvedliggende betydning.

Overordnet set var lightComplex en velfungerende og smuk udstilling, der med relativt få indendørs værker bød på en kunstoplevelse ud over det sædvanlige for både krop og sjæl. Enkelte steder kunne man dog have ønsket en forklarende tekst, eller måske en smule mere variation i de enkelte værker. Dette var for eksempel tilfældet med værket Chicago Sling (2000), en tredive minutter lang video med fragmenterede billede og lydklip fra Chicagos byrum kørende i loop.

Det handler som altid om smag og behag, men i mine øjne stod de mere enkelte værker, så som de nævnte Broca’sches Areal og Speed, Space, Speech, stærkest i udstillingen. Retrospektivt kan man godt ærgre sig over at udstillingen desværre er slut, og at Kuballs værker ikke er evigt tilgængelige for publikum i kunstbygningen. Men under alle omstændigheder er det værd at holde øje med Kuballs fremtidige gøren og laden – hans værker kan varmt anbefales.