Mange vil måske tilskrive – et i deres øjne plumpt og kulturløst – USA den særlige kunstretning, der hedder pop art. Men begrebet blev opfundet af den britiske kunstkritiker Lawrence Alloway for at kunne beskrive den bevægelse inden for den moderne kunst, der benyttede populær- og forbrugerkulturens billedverden. Popkunsten dukkede op i slutningen af 1950erne og var fremtrædende til begyndelsen af 1970erne. Vel var USA et af kraftcentrene, men det var England også.

Popkunsten udsprang af den lille og uformelle sammenslutning Independent Group, der var aktiv i London i starten af 1950erne - en gruppe som popart-kunstneren Richard Hamilton var involveret i. Popkunsten forbindes især med Andy Warhols fotografiske silketryk af suppedåser, hvori han spillede på gentagelseseffekten, og med Roy Lichtensteins malerier udformet som tegneserier.

Deres kunst er der fine eksempler på i en særudstilling, som Schleswig-Holsteinische Landesmuseen viser i Kreuzstall ved Gottorp Slot – sammen med andre fremtrædende popart-kunstnere som amerikanerne Alex Katz og Tom Wesselmann samt europæerne Richard Hamilton, David Hockney, Alan Jones og Fritz Köthe.

Optimistisk, gavmild og naiv
PopArt – Amerika og England er titlen på udstillingen, der består af værker som har tilhørt den afdøde forretningsmand Carl Großhaus, og som hans enke, Eva Großhaus, stiller til rådighed for museerne på Gottorp Slot. Det er dog næppe uden grund, at popkunsten har fået sig et så gennemamerikansk image. En af kunstretningens hovedfigurer (som dog ikke kan ses på udstillingen i Slesvig) sagde: »Pop-art er som den amerikanske drøm, optimistisk, gavmild og naiv«.

Popkunstens ikonografi er reklamer, emballage, tv- og filmbilleder samt tegneserier. Kunstretningen fik en betydning, som vanskeligt kan undervurderes: Den nægtede simpelthen gyldigheden af grænserne mellem folkelig kultur og finkultur, ligesom den anfægtede, at man kunne drage en klar linje mellem god og dårlig smag. Den blev også et opgør med kunstens status som et investeringsobjekt, hvilket jo med tiden er blevet en ironi. Værkerne er selv gået hen og blevet meget værd.

Sex sælger
Kunsthistorisk er popkunsten en slags reaktion på den følelsesfulde og inderlige abstrakte ekspressionisme. I modsætning til ekspressionisterne viste popkunstnerne verden, som den tilsyneladende var. Hverdagen fremstår som glat og glad. Det er dog næppe grunden til, at popkunstnernes værker stadig står stærkt i dag. Især de amerikanske popkunstnere forstod at bruge letgenkendelige billeder og hverdagsikoner, der er vores alles fælles ejendom. Andy Warhol sagde det kort og kontant: »Popkunstnere skabte billeder, som enhver på gaden kunne genkende i et splitsekund«.

Når man kommer ind på udstillingen i Slesvig, bliver man først ramt af Tom Wesselmanns kendte serie »Great American Nude«. Her er læber, bryster og kønsdele. Sex sælger. Sea Scape-serien indeholder både »tit«, »penis« og »nude« i undertitlerne. Lumre typer vil le. Bornerte kan blive forarget.

Men Tom Wesselmann skaber en fantastisk flertydighed, der har sin berettigelse ved indgangen til udstillingen i den korsformede bygning. Nøgenmodellerne er netop afpersonificerede sexsymboler i et realistisk dagligdags miljø, og denne blanding mellem den virkelige verden og kunstens illuderende verden giver Wesselmanns værker dybde og spænding, alt sammen skildret i appetitlige farver.

Hans bemalede glasværker er anatomiske fragmenter, der ligesom sexbillederne er særdeles pågående. Og netop her adskiller den amerikanske popkunst sig væsentligt fra den britiske, der generelt er mere afdæmpet og reflekterende. Wesselmanns malerier nærmest vokser ud i rummet, når kvindebrysterne strutter om kap.

Tysk repræsentant
Den vel nok vigtigste tyske repræsentant for popkunsten var Fritz Köthe, der er stort set ukendt i Danmark. Udstillingen i Slesvig er et fin lejlighed til at stifte bekendtskab med hans stærkt kommercielle og collageagtige formsprog. Verden er til vores rådighed. Alt kan lade sig gøre. Det virker næsten befriende at se på.

Det er bemærkelsesværdigt, at Köthe selv arbejdede med fotorealismen i mange år og også i perioder, hvor kunsten ikke rakte til det, ernærede sig som grafiker på diverse forlag og reklamebureauer. Han tager særligt udpræget udgangspunkt i den billedstorm, der er vokset frem med tv-mediet og reklamerne og det forbrugssamfund, han selv voksede op i »Wirtschafstwunder-Deutschland«.

En kollektiv billedbank
Englænderen Richard Hamilton – der døde sidste år i en alder af 89 år – kommer man ikke udenom på en udstilling, hvis sigte er et vise et bredt spektrum af popkunsten. Også han havde en fortid inden for reklamebranchen, før han som kunstner slog igennem med sine montager. På udstillingen kan man blandt andet se Richard Hamiltons »I’m Dreaming of a White Christmas«, et farvebelagt negativfoto af skuespilleren Bing Crosby taget fra filmen »Holiday Inn«.

Kurateringen af en udstilling med værker fra en privatsamling er måske ikke altid så videnskabeligt baseret rent kunsthistorisk. Udvalget er ofte et udtryk for samlerens personlige smag. Alligevel viser der sig også hyppigt at være en linje gennem samlingerne.

Skal udstillingen på Landesmuseen foregive at give et dækkende billede af den amerikanske og britiske popkunst, så må man sige, at så mangler man en Robert Rauschenberg og en Robert Indiana. Tag derfor udstillingen som et udsnit af en kunstretning, der med sit farvestærke udtryk og karakteristiske formsprog er blevet en del af en kollektiv billedbank.