´

Mest læste
[Udstillingsanmeldelse]

1 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde og Danmark
2 - Udstillingsanmeldelse
Emil Nolde – maler mellem Seebüll og Berlin
3 - Udstillingsanmeldelse
Off Location
4 - Udstillingsanmeldelse
25 år Ib Braase - Oh no, that shit again
5 - Udstillingsanmeldelse
Carlo Wognsen – i krig og fred
6 - Udstillingsanmeldelse
Grænseegn
7 - Udstillingsanmeldelse
Et stykke forelsket Danmark
8 - Udstillingsanmeldelse
Dialog
9 - Udstillingsanmeldelse
Spatial Relations
10 - Udstillingsanmeldelse
Sommerudstilling på Mikkelberg

Disappearing into the past Astrid Kruse Jensen (Fotos)
Lokation: Se nederst i anmeldelsen Periode: Se nederst i anmeldelsen
Anmeldt 22/2 2012, 21:45 af Hans Christian Davidsen

Kunstfotograf spænder ben for sig selv


Kunstfotograf spænder ben for sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske fotograf Astrid Kruse Jensen er blevet kendt for at fotografere dagliglivet om natten. Hendes ofte smukke billeder er optaget under lang eksponeringstid i mørket, så lyskilderne træder frem med en særlig intensitet - ligesom når man længe kigger på en nattehimmel med stjerner.

Med udstillingen Disappearing into the past er hun gået en helt anden vej. I en tid, hvor digitalkameraet buldrede frem, gravede hun gamle ubelyste Polaroid-billedfilm frem fra rodebutikker, gemmer og skraldespande. Og kameraet, det listede hun ind på børnenes værelse og snuppede fra deres legetøjskurv. Og sørme om skidtet ikke virkede endnu. Det var bare ikke helt til at vide, hvad der kom ud af den anden ende. Men det viste sig senere at være fidusen ved det hele.

Kemien arbejder med
Kemien arbejder med på hendes Polaroid-billeder. Lang tid efter eksponeringen og printet af de færdige papirbilleder er der begyndt at komme plamager på billederne, og det får billederne til at ændre karakter. Hun har endda scannet nogle Polaroid-billeder ind to gange og fået vidt forskellige billeder ud af det.

Udstillingen omfatter omkring 35 fotografier - eller rettere: Scanninger og forstørrelser i formater på cirka et par kvadratmeter med små Polaroid-billeder som forlæg. Udstillingen har været vist på Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa (hvor Astrid Kruse Jensen i øvrigt er vokset op) og vises herefter på Stadtmuseum i Slesvig, Rønnebæksholm i Næstved og Museet for Fotokunst i Odense.

Astrid Kruse Jensen (født 1975) bor i København og er uddannet ved Gerrit Rietveld Academie i Holland og Glasgow School of Art. Hun har udstillet bredt i både ind- og udland, og hendes værker findes i flere private og offentlige samlinger.

Mimer en glemt verden
Med de slørede og uskarpe billeder sætter Astrid Kruse Jensen fokus på erindringen. Hun søger gennem sine motiver at mime en glemt verden med indtryk fra barndommens univers og naturens skjulte uskyld.

Den dobbelttydige titel henviser også til de forældede polaroiders skrøbelighed. De kemiske processer i de udløbne Polaroid-billedfilm skaber ukontrollerbare resultater både i farve og udtryk. De minder derfor om de flygtige glimt, vi pludselig erindrer fra en »glemt« fortid.

Astrid Kruse Jensen har i dette projekt søgt helt nye veje i sin tilgang til fotografiet. Hvor hun i sine tidligere projekter brugte avancerede fotografiske teknikker, bruger hun i dette projekt Polaroid-kameraer, som ikke rummer den samme kapacitet og ikke magter den samme detaljeringsgrad.

I valget af uperfektion og ukontrollerbarhed ligger ikke blot ønsket om at udfordre vante arbejdsmetoder gennem de seneste 14 år; der ligger også i høj grad en umiskendelig erkendelse af sårbarhed, et ønske om at give slip - og lade sig drage af et materiale, det ikke er muligt at kontrollere.

Mister kontrollen
Som kunstfotograf er hun vant til at kontrollere fotografiet. Her har hun smidt kontrollen. Spændt ben for sig selv og gjort det modsatte af det, hun er vant til. Og billederne er blevet ligesom menneskets erindring - flydende og uhåndterlige.

Det står i en kontrast til Astrid Kruse Jensens nattebilleder, der rent teknisk har været til næsten perfektion. Her har hun som motiver valgt oplyste swimmingpools i Island, huse langt ude i skoven eller busstoppesteder helt derude, hvor de snart bliver nedlagt.

Tyst og øde og kun med små lyskilder i det store mørke intet, der omgiver det. De to vidt forskellige udtryksmåder har dog også noget til fælles - nemlig en betydelig ensomhed og en længsel efter varme og fællesskab. Det er sælsomme og meget smukke billeder, der fordrer koncentration af næsten meditativ karakter.

Udstillingen kan ses her:
Stadtmuseum i Slesvig 17.02. – 29.04.2012.
Rønnebæksholm i Næstved 17.06 – 12.08.2012
Museum fot Fotokunst i Odense 30.11. 2012 – 03.03.2013

Forrige anmeldelse
« Hvaltegn og dyrespor: Feltgrafi... «
Næste anmeldelse
» Danmark under forvandling »