En myretue midt i skovens dyb..eller er det? I lyset fra det ensomme spot i loftet danner der sig en tuelignende kødtrekant på scenen, der først står mussestille... Alt er i ro, pånær fuglekvidren og lyden fra indløbet til en ridset LP. Langsomt begynder der dog at komme liv i tuen, eller rettere de fem dansere, der i det næste 55 minutter af dit liv, bruger boddy poppin´, electric boogie og præcise, sitrende bevægelser til at transportere publikum ind i et fascinerende myreunivers.

Indledningsvist ville Kapellets udsendte ikke vide noget som helst om baggrunden for danseforestillingen ANTS 1+1=3 — som lige nu kan opleves på Bora Bora i Aarhus — men blot opleve den uden nogen forhåndsviden.

Selv uden at kende til nogen form for kontekst til forestillingen, var det en fantastisk oplevelse at se denne gruppe, unge, dygtige, ledeløse og teknisk vildt dygtige dansere. Naturligvis peger titlen i retning af myrer, men undervejs bliver dette insektaspekt også ret tydeligt.

Ensemblet optræder med sorte bagtæpper. Der er ingen andre hjælpemidler ud over en scene, en enkel, meget minimal men effektiv lyssætning, et par røgmaskiner og et fantastisk, stemningsfuldt lydtæppe at bevæge sig til. Musik og ambience skabt af Turkman Souljah, men også total stilhed benyttes med overraskende stor dramatisk effekt.

Bevæge sig, det kunne danserne i al fald. Som dansen skred frem skabtes der forbindelser mellem individer i myreturen, hvor fødder brugtes som de antenner de kommunikerer til hverandre med. De hvide kondisko fungerede som disse sitrende antenner og samtidig er der vist ikke noget bedre – og mere klassisk - fodtøj at kunne lave halsbrækkende moves med.

Danserne fór frem og tilbage, i klynger, hele gruppen, en skillede sig ud – måske en form for lederfigur, der viser de andre vej. Vi ser individer, der bryder ud fra flokken og som finder hjem igen og tunneller. Kriblen og krablen gennem tunneller. Tunneller som danserne selvfølgelig selv skaber med deres kroppe. Ret beset har man ikke nødig at vide hvad konteksten er, for forestillingens enkle titel ANTS — myrer — der måske starter som to, men hurtigt vokser i antal, bliver til flere. Vi ser antydninger til de forskellige stadier i myrernes liv, lettere abstrakt fortolket og danset frem på scenen i Bora Bora.

Som sagt andetsteds, skal det indrømmes, Kapellets udsendte er helt ny til danseteater, men denne naive tilgang til opgaven gør måske også at man virkelig imponeres og begejstres over over hittepåsomheden og ikke mindst viljen til at indstudere sådan en lang flydende, flot dansesekvens, for så kun at danse den et par aftener i Århus. Derfor er vores råd; drop de eventuelle planer du har i aften og se om ikke det er muligt at få en billet til teatret.

Skynd dig forbi Bora Bora, og oplev selv myredansen, de sitrende skoantenner og de mange stadier i insekternes liv. Ensemblet, hvor alle danser som en og i næste nu for sig selv i en vild energisk, halsbrækkende, men også lyrisk, morsom og fin forestilling, hvor man et øjeblik fascineres af hænderne og fødderne, og kroppens smidighed og samtidig den konstante koreografiske pegen på street dance, hip-hop og ikke mindst elementet dance-off, som her, i modsætning til gadedansens improviserede og spontane udtryk, er koreograferet ned til mindste bølgende fingerbevægelse.

Indimellem danses der i takt med de øvrige, andre gange fusioneres danserne til et væsen, ganske som man ser det, hvis man betragter myretuen. Det er ikke en egentlig narrativ danseforestilling, men mere en række tableauer over myrenes liv og væsen. Insektmennekser i teaterregi er tydeligvis meget populære for tiden - og det med god grund, for det er dybt fascinerende.

Efter at have oplevet forestillingen og nydt det hele, skal konteksten da også undersøges. I følge pressematerialet og information på hjemmesiden finder anmelder ud af, at forestillingen tydeligvis er blevet skabt i tæt samarbejde med en myreforsker fra Institut ved Bioscience, AU som har været med til at sætte sig præg på forestillingen. Selv dansede Hans Joachim Offenberg ikke med, men gav denne aften en talk om samarbejdet med danserne og myrer. Desværre kan Kapellet ikke anmelde denne addendum på forestillingen, idet andet i kalenderen desværre havde præcedens.

Titlen ANTS 1+1=3 er uhyre velvalgt, for uanset hvor lidt eller hvor meget man ved om myrer, så er det helt tydeligt en insektverden, man træder ind i på Bora Bora. Væsenerne på scenen er på én gang genkendelige som mennekser, men danser insektlignende, spjættende og krybende langs gulvet. Man oplever tiltrækning fra individder, droner, dronninger og ikke mindst en sær, abstraktion over noget der også tager udgangspunkt i naturvidenskab. Fascinerende.