Nørrebro Teater har skabt en magisk forestilling ud fra de to tjekkiske brødre Josef og Karel Capek’s komedie Insektliv fra 1921, som nu opføres under navnet Menneskekryb.

Det er en mosaik af grundlæggende filosofiske og politiske spørgsmål, som brødrene Capek eksemplificerer ud fra insekternes forskellighed, der udfordrer den store drøm om fred og demokrati - og demokratiet kom igen på dagsordenen i Europa da Den første Verdenskrig og Den russiske Revolution ændrede ´Die Welt von Gestern´.

Nok er det sommerfugle, parasitter og myrer, der indtager scenen, men det er de store eksistentielle spørgsmål om drømme, kærlighed, og arbejde, der er omdrejningspunktet.

Flagrende, farverige sommerfugle indleder komedien, medens de danser ind i kærlighedens forskellige drømmetrin. Er kærlighed reproduktion, dedikation eller passion? Den anvendte navnesymbolik, især fra antikkens græske mytologi, er et vigtigt pejlemærke.

Der er Dimitri, som er hengiven til moder jord og vil alles bedste, men han kommer til kort over for Jason, der vil magten. Da Jason får den, svigter han sin hjælper, der ikke, som i antikken, er Medea, men en Gretchen, der er symbol på lys. Endelig er der Felix, der ikke - som navnet antyder – er lykkelig, men dog lykkeligt nær kærligheden til Illona, der er uudgrundelig og smuk som månen, som hendes navn antyder. Selv om hun også længes efter ham, og vil ham og han vil hende, så trækker hans drøm og dybe passion ham i en anden retning om at være digter - og man skriver nu engang bedst på ulykkelig kærlighed – og dog – for han er heller ikke tilfreds med sine digte.

Uden at have løst gåden om den lykkelige kærlighed, forlader vi sommerfugledalen, for at mødes med en anden gruppe insekter: parasitterne. De rydder op i naturen og forstår at samle forråd – "preppe", hedder det vist nu om dage - til hårde tider eller blot samle til hobe. De spiser ikke kun døde dyr, men også små bløde, levende larver og pupper fra andre arter. Det er ikke kærlighed eller sammenhold, der styrer dem, men det materielle.

Til slut træder vi ind i myrernes velordnede univers, hvor myredronningen med fast hånd og klare anvisninger sørger for, at myrerne arbejder hurtigere og hurtigere for at skabe profit. De vandrer ad ensomme fastlagte stier og dør af stress, men myredronningens argumenterer for, at det er i en højere sags tjeneste om at skabe velfærd. De tvinges også til krig for at erobre landet mellem birken og grantræet – naturligvis også i en højere sags tjeneste for at sikre sikkerheden, lyder argumentet.

Som en gennemgående figur har vi puppen, der med undren følger disse scenarier fra sidelinjen. Ud fra sine prænatale drømme, der endnu ikke har mødt realiteterne, tror den på en bedre verden, hvor alle har ret til et lykkeligt liv: et demokrati, hvor der er dialog og ingen dræber andre for at få magten. Den tror på kærligheden og på, at man kan yde noget til alles bedste, selv i så kort et liv en døgnflue har til rådighed.

Puppen glæder sig til at realisere sine drømme, når den omsider forlader den beskyttende puppe – men da det sker, dræber den spontant den skrappe myredronning, der til puppens foragt netop har plæderet for, at det kan være nødvendigt at dræbe for at skabe fred.

Pludselig er den nyudklækkede puppe en del af realiteterne. Drømmen om fred og demokrati kan han - overraskende for sig selv - heller ikke selv efterleve, da han står i realiteternes verden.

Skuespillet indeholder det antikke teaters krav om, at der skal være dans, musik og skuespil for at påvirke alle sanser.

Dér, hvor ordene ikke rækker, er musikken en ligeværdig medspiller. Der indledes med en kraftfuld ouverture inden tæppet går op, hvor Mahlers 5. symfoni, der er en sørgemarch, lægger grundstemningen og gennem hele det videre forløb er musikken en velmotiveret ledetråd og stemningsmarkør, hvor også toner fra Svanesøen og den underfulde Skærsommernatsdrøm omkranser forestillingen om fred, kærlighed og demokrati.

De 7 skuespillere har vidt forskellige roller i de forskellige scenarier, de fortolker. De formår at spille sammen og hver for sig og trods ens påklædning, så formår de at give et individuelt præg med mimik og bevægelse.

Nørrebro Teater har skabt et betagende ´Gesamtkunstwerk´, hvor det ikke blot er ordene, men også måden skuespillerne formidler det tænksomme budskab på, den nøje tilpassede, afvekslende scenografi, de sigende og fascinerende kostumer, der, som malerier, understreger stemningen og udvidelsen af perspektivet med den stemningsskabende musik, der gør Menneskekryb til en langtidsholdbar og velkomponeret helhedsoplevelse.

Det er et højaktuelt mesterværk, som Nørrebro teater har skabt - og det er ingen døgnflue!