Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

Mestersangerne i Nürnberg Det Kongelige Teater - Operaen
Anmeldt 8/4 2025, 08:50 af Jannie Leonhardt Andersen

Wagner - ledemotivernes konge


Wagner - ledemotivernes konge

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi befinder os i det 16. århundrede, hvor de i Nürnberg forbereder sig til Skt. Hans. Hele byen sitrer af forventningsfuld glæde. Byens håndværkerlaug laver optagelsesprøver til den årlige konkurrence i mestersang. Normalt ville vinderen vinde penge og blive optaget blandt mestersangerne i lauget. Dette år har guldsmeden fremsat, at årets præmie ikke er penge. Den er hans datter Eva som hustru.

Under en messe i Katharinakirken spotter den unge ridder Walther den smukke Eva. Han venter, til hun forlader kirken sammen med sin anstandsdame, og taler med hende. Det bliver kærlighed ved første møde for de to unge. Eva fortæller Walther, at hun skal giftes med vinderen af mestersang den næste aften.

Walther må nu hurtigt lære mestersangens svære kunst. Han skal fremføre en original sang, der overholder laugets omhyggeligt fastlagte regler. Heldigvis er Eva gode venner med den lokale skomager Hans Sachs, der er medlem af lauget af mestersangere, og tilfældigvis også ekspert i sangkomposition.

Walter er ikke den eneste, som er forelsket i Eva og som gerne vil vinde konkurrencen. Beckmesser, der er ansat i Nürnbergs retsforvaltning som sekretær, havde regnet med, at han var den sikre vinder og bliver sat ud af kurs ved tanken om en rival. Da Hans Sachs tror på Walters kundskaber, omend de udfordrer laugets regler, hjælper han Walter med at vinde konkurrencen og Evas hånd.

Operaen Mestersangerne i Nürnberg adskiller sig markant fra andre af Richard Wagners værker. Det er det længste selvstændige værk med en spilletid på mere end fem timer, og det er den eneste komedie. Det er en fortælling, der foregår i et mere genkendeligt univers, end hvad man ellers forventer af Wagner. Hvor vi i andre af hans operaer har været i selskab med mytologiske helte og riddere, der ankommer på ryggen af svaner, så finder Mestersangerne i Nürnberg sin inspiration i en historisk virkelighed. Hans Sachs var en berømt digter og skomager, som levede fra 1494 til 1576 og skrev over 4000 mestersange.

Mestersangerne i Nürnberg er et fantastisk eksempel på, hvad det er som Wagner kan. Operaens ouverture med sin kraftfulde orkestrering sætter forventningen til, hvad vi kan vente af den fyldte orkestergrav med Axel Kober ved roret.

Der er så meget lyd, så mange følelser i det, som flyder let og elegant ud blandt publikum. Det er et krævende partitur med kromatiske (halvtoner) kompostioner og de stærkt repræsenterede ledemotiver. Ledemotiver kender vi i dag også fra filmens verden, hvor et bestemt stykke musik følger en karakter eller et sted, for eksempel i Star Wars-universet, hvor The Imperial March følger Darth Vader.

På scenen står der et imponerende hold af operasangere midt i den nærmest anonyme scenografi, skabt af Caroline Ginet. Scenografien og kostumerne giver plads til, at vi i salen selv kan male med alle følelsernes farver på de beige papkasse-elementer, efterhånden som tonerne rammer os. Det er et enkelt scenografisk udtryk, men med en stor virkning.

Der er så mange flotte sangpræstationer at vælge imellem. Det er et helt overflødighedshorn af fantastiske stemmer, der fylder salen i Operaen. Rollen som den den impulsive unge ridder Walther, der gør oprør mod lauget af mestersangere, synges så overbevisende af Magnus Vigilius. Det er en imponerende debut som solist i en opsætning på Det Kongelige Teater. Johan Reuter synger rollen som Hans Sachs, der sangteknisk er et krævende parti. Hans Sachs er selv en mester, men indser efter at have hørt Walther synge, at traditionen hele tiden må fornyes, hvis den ikke skal blive forældet. Johan Reuter er virkelig eminent til at navigere os gennem Hans Sachs' karakterudvikling, og hans bas-baryton stemme skærer igennem med enhver følelse.

Operaen Mestersangerne i Nürnberg er en ressourcekrævende forestilling, hvor musikken og historien udfoldes i et kæmpe format. Selvom vi i salen har tilbragt mere end fem timer med både hinanden og Wagner, så føles det ikke sådan.

Forrige anmeldelse
« Cirkus Arena 2025 «
Næste anmeldelse
» ANTS 1+1=3 »