Der er ikke meget Pinafore tilbage i Figaros og Den Ny Operas seneste dekonstruktion af Gilbert & Sullivans klassiker. Til gengæld er der fællessang, grønne rumvæsener med fynsk dialekt og så mange popsange, at det halve kunne have fyldt et Melodi Grand Prix.

Med HMS Pinafore bliver der hilst velkommen til en omgang musikalsk gak-gak, hvor latteren boblede i takt med tonerne. Den Ny Opera var på gæstespil, inviteret af Sydslesvigsk Forening, og serverede endnu en musikalsk oplevelse med sange og sungne replikker.

Vi har fra denne omrejsende operas side endnu til gode at se og høre syngespil, der skal tages alvorligt. Men det betyder sandelig ikke, at der ikke bliver sunget skønsang - tværtimod. Når Lisbeth Kjærulff åbner for sopranens imponerende register, er man solgt til stanglakrids.

Forestillingen begynder nogenlunde sobert på dækket af det stolte skib, men ender i en fjern galakse med et Star Wars-agtigt twist, hvor end ikke Darth Vader ville kunne følge med. Replikkerne fyger, havfruerne svanser, og publikum - i hvert fald den modne del (og det vil i sige: stort set alle) - er ellevilde.

Det er i ganske imponerende, hvor meget energi de fire medvirkende - Lisbeth Kjærulff, Karsten Jansfort, Hans Dueholm og den musikalske styrmand Allan Dahl Hansen – fyrer af på scenen. De flakser ind og ud af roller, køn, dialekter og planeter med en timing så skarp, at man glemmer, at meget af materialet faktisk er lidt småplat. Og det virker.

Lisbeth Kjærulff synger flere numre, så hårene rejser sig. Hun mestrer det fjollede blik og de fjantede dansetrin uden at miste stemmen, og hun får i den grad lov til at vise sin rækkevidde. Hans Dueholm brillerer som den hjerteskælvende, kinesiske kokkepige Forglemmigej - komplet med asiatisk accent, der balancerer hårfint på kanten af det politisk korrekte.

En af Karsten Jansforts mange roller er den halvdøve teaterforeningsformand, der gentagne gange vader ind på scenen for at sikre sig, at forestillingen snart går i gang. Han findes derude i folkeoplysningens tjeneste og i det lokale kulturliv.

En rodebutik
I anden afdeling bliver det dog lidt af en rodebutik i anden akt, hvor vi mister retningen og ender i en form for science-ficition-fars. Jo, det er sjovt, men forestillingen når ikke helt op på højde med de forrygende forestillinger, som Figaros og Den Ny Opera tidligere har spillet.

Jeg husker De tre musketerer fra 2023. Den var så morsom, man snappede efter vejret. Denne gang kunne man godt have ønsket sig lidt mere musikalsk kontinuitet og måske bare et enkelt originalt Gilbert & Sullivan-nummer fremført med den respekt, værket trods alt fortjener.

Alligevel er der ingen tvivl: Det her er showmanship med glimt i øjet. Det er vanvid med overbevisning. Det er underholdning, så det forslår, og det er leveret af et hold, der kender deres publikum og ved præcis, hvordan de får latteren til at buldre i salen.

Konklusion: En frydefuld opløsning af en operette, der er for alle, som elsker musicals, gak og gøgl - og som ikke er bange for en tur til månen. Et syvtal og en admiralshilsen herfra.