Lad os starte med en potentiel spoiler. Til trods for at plakaten for Bora Boras seneste stykke viser tilskueren tre kvinder, der kigger mod tilskueren mens de tilsyneladende skriger og bærer på en gul bold der dækker deres (hvis man fraregner sokker og sandaler) nøgne kroppe, startes forestillingen med en planke. Boldene vender vi tilbage til.

Scenografien er helt enkel: et meget kort plankeværk, hvor der selvsagt mangler en enkelt planke, udgør bagscenen og kommer til at fungere som det lærred som aftenens videoindslag og de enkle men flotte scenebaggrunde projiceres op på. Ind fra højre kommer to af aftenens tre aktører, bærende på et aflangt stykke træ. Det vil i den næste tid blive brugt som en af de helt centrale rekvisitter i sekvenser der både byder på enkle, elegante scener til en vild scene, hvor samme planke, takket være en af de medvirkende, roterer om egen akse, som var det en mellemting mellem en legepladskarrusel og en centrifuge. Selv om planken suser rundt skiftes danserne til at danse rundt om den, de afløser hinanden som plankens ´motor´ mens de to andre akrobatisk, med centimeter fra at blive ramt, krydser scenen foran os igen og igen.

I næste nu fungerer planken som vægtstang, som vippe, som bænk og i det hele taget, sammen med et par mælkekasser, som det eneste der er på scenen, foruden de tre superdygtige dansere. Trioen af dansere består af Nadja Bounenni, Giulia Quacqueri og Paulína Šmatláková, der i løbet af forestillingen indtager forskellige roller, alt efter hvilke tableauer, der præsenteres. Anmelder er ganske ny i forhold til at se danseteater og derfor undskyldes det på forhånd at der ikke indgår mere dansetekniske begreber og vendinger. Selv om man, som undertegnede, ikke kender ret meget til dans som udtryk, så bør man ikke affeje ideen om at gå ind og se tre dygtige mennesker gøre det de har øvet sig på i langt tid og ikke mindst lade sig imponere over hvor smidige og alsidige udtryk, der på denne vis kan skabes med ganske få virkemidler.

K.I.S.S. - Kvinder i sokker & sandaler har minimalistisk scenografi. Fin, enkel og effektiv lyssætning. Gode, klare ideer. Flot, veltimet koreografi, der i løbet af forestilling viste alle i salen, at DON GNU formår at skabe en danseforestilling, der på både vil fortælle historier om hvordan vi behandler hinanden på godt og ondt, og for så i næste nu levere forløsende grin når de mere bizarre situationer lægger op til det. Det er helt sikkert, som titlen også antyder, en forestilling der har masser af glimt i øjet.

Der er scenen hvor kvinderne lader håret tale i den dramatiske kamp om at være den sejeste i flokken. Der vises ankelbrækkende, marionetagtig, stavren rundt på scenen, hvor danser bliver til en form for ledeløs kludedukke, men i næste nu er der også fine, sanselige passager hvor der syntes at være kærlighed i luften blandt alle tre. De ovennævnte bolde introduceres og scenen er nu sat i en form for Yoga-retreat, hvor alle tre, har hver deres helt unikke tilgang til hvordan man opnår den helt perfekte wellnessfornemmelse udstyret med en stor, gul pilatesbold.

Dansen er skøn blanding af klassiske ballet moves, streetdance, stunt, ledsløse, halsbrækkende bevægelser og utæmmet, hvirvlende festdans, der synes at efterlades os tilskuere med budskabet om, at vi alle sammen bør danse helt som vi har lyst til.

En af de passager som personligt gjorde størst visuelt indtryk på anmelder, var scenen hvor kvinderne skjulte deres kroppe bag hver deres planke, for at lade deres hænder danse synkront. Muligvis en kommentar til at selv om vi alle er forskellige, så er vi også utrolig ens, når alt kommer til alt. Muligvis en kommentar til at man ikke bør dømme folk på deres udseende, men i stedet på deres handlinger. Men fortolkningsmulighederne er mange og det er også sådan det skal være. Forlad forestillingen med dit eget indtryk, i stedet for at lade en midaldrende tosse diktere hvad det hele handler om.

Det var vilde, fysiske, ekspressive kraftudladninger på scenen denne aften, kombineret med et virkeligt fint blik som koreograferne har haft til dansernes statur. Selv om meget af koreografien kredsede om bestemte mønstre og de forskellige fortællinger der opstod, så var det også virkelig fedt at se hvordan DON GNU havde indtænkt dansernes forskellige højde og drøjde i dansen. Sagt på en lidt anden vis, så virkede det som om at flere af dansene var skræddersyet til netop disse tre dansere. Forestiller man at K.I.S.S. skulle opføres af andre, så bliver man nødt til at caste kvinder, der lige som aftenens tre dansere på samme måde har forskellig kropsbygning, for at det vil være muligt.

Ud over dansen benytter K.I.S.S. som sagt af videoprojektioner, der også er lavet med en god portion humor. Den indledende video kommer til at fungere som starten på en egentlig film, mens publikum omkring midt i stykket ligefrem får smidt en reklamefilm i masken. De tre medvirkende dansere er blevet optaget med fuld makeup og lækkert lys og toner nu frem for at reklamere for de lækre unikasokker, som DON GNU selvfølgelig også står bag. Efter reklamen kommer en disclaimer der læses utroligt hurtigt op, lidt som de man kan opleve på amerikanske reklamer der informerer om mulige bivirkninger af medicin. Det kom dog bag på anmelder, at det faktisk er muligt at erhverve sig sådanne DON GNU-sokker i virkelighedens verden https://www.dongnu.dk/shop.

At få kvinder til at danse i noget så usexet som sokker og sandaler synes der også at ligge et benspænd i – for selv om anmelder ikke har stort kendskab til dans, så kan sandaler ikke være første valg, når man skal bevæge sig som de medvirkende gør hér. Alligevel formår trioen at føre sig overraskende elegant frem i dette fodtøj, men der er selvfølgelig også en pointe at finde i den scene hvor Paulína Šmatlákova opdager hvor fantastisk det føles, hvis man vælger at tage dette fodtøj og unikasokkerne af.

Så uanset om du holder af moderne dans eller du, lige som anmelder, er ny til danseteater, så anbefaler vi her på Kapellet at du selv tager en tur til Bora Bora og bruger en god times tid af dit liv hér. Det er der i al fald folk i Århus der har opdaget, for selv om anmelder var forhindret at komme til premieren, var stort set alle sæder i salen besat denne aften.

Tag chancen, og måske opdager du, lige som undertegnede, at danseteater både kan være underholdende, sjovt, imponerende og ikke mindst ret fortryllende. Det er fantastisk at opleve denne slags performance live i samme rum, som du befinder dig i. Det er nok en fortærsket kliché, men det var ikke desto mindre virkelig imponerende at opleve hvor legende let det hele tog sig ud, selv om man inderst inde godt ved, at det kræver utrolige kræfter, masser af træning og en god portion mod, at skulle gøre det som de tre kvinder i sokker og sandaler gør hér på scenen.