Hvis du er i tvivl om, hvorvidt teater er noget for dig, så rejs dig fra sofaen og skynd dig ned på Teater Nordkraft i Aalborg og se Skærsommernat med egne øjne. Ensemblet der præsenterer denne selvbevidste og meget musikalske alternative udgave af Shakespeares måske bedste komedie, sørger i al fald for at du får en oplevelse til alle dine sanser.

Langt de fleste teaterforestillinger byder traditionelt på noget der foregår på en scene, mens du som tilskuer kan sidde trygt i mørket og observere spillerne. Et velkendt greb er også at skuespillerne indimellem bevæger sig ud blandt publikum, for at bryde med denne tradition, men tager du til midsommerfest med de dygtige skuespillere og musikere på denne Skærsommernat, så vil du opleve en forestilling der kommer helt tæt på.

Så forventer du at se klassisk Shakespeare, vil du nok blive skuffet, for selv om der da optræder løsrevne replikker fra den gamle bard, så består Skærsommernat primært af en række velkendte hits, folkeviser og operatiske elementer, opfindsomt arrangeret så de kommer til at afspejle den grundhandling man muligvis kender i forvejen.

Anmelder vil dog postulere, at selv om det hjælper at kende til handlingen i originalstykket, så er det bestemt ikke en forudsætning for at kunne nyde forestillingen, for undervejs sørger de medvirkende løbende at forklare hvad det hele går ud på og hvilke ændringer de bevidst har forsøgt at foretage undervejs. Eksempelvis er scenerne med Titania og Oberon blevet droppet, for som de siger så ”laver de jo ikke andet end at skændes, hele tiden.” Om det lykkes Puk at få de rette elskende til at få hinanden til slut, bliver du også selv nødt til at se.

Det er med andre ord tale om en form for postmoderne, selvbevidst musikteaterforestilling, der konstant leger med publikums forventninger, men som samtidig aldrig bliver så fortænkt og indadskuende at stykket lukker sig omkring sig selv. Til gengæld er det gennemmusikalsk og så morsomt, at man både tager sig selv i at klappe i takt, synge med og ikke mindst grine højt, af al den galskab, der omgiver en.

Med frygt for at afsløre for meget (og vil du ikke have oplevelsen ødelagt, så spring de næste to afsnit over – red.) så starter det helt traditionelt, med at publikum finder et sted at sidde foran et grønt scenetæppe. Fire spillere kommer ind iklædt præstekraver og lange frakker med en vissen potteplante i hænderne. De starter med at synge en mol-version af Eifel 65s I´m Blue, men efter Puk pludselig dukker op, så sker der selvfølgelig en drastisk ændring i stil.

Efter en alternativ version af Madonnas Holiday skal vi alle på ferie. Scenetæppet går op og ligesom i Shakespeares stykke oplever publikum at blive transporteret til en anden verden - nærmere bestemt ned på scenen, hvor der er stillet langborde og stole op til os. Her serveres der indledningsvist punch, hyldeblomstsaft og senere også den berømte trylledrik, der får alle der indtager den til at blive forelsket i den første de ser. Du får undervejs også serveret andet spiseligt og dåseøl, alt imens stykket fortsætter mellem disse borde og rundt og rundt om den centrale træstamme, der fungerer som både majstang og en reminder om at vi alle måske er ankommet til den græske skov, som Shakespeare sendte sine figurer ud i.

En af de centrale ideer i Shakespeares stykke er at drøm og virkelighed smelter sammen. ”Op er ned, og ned er op” som det hedder i et af de karnevalistiske replikker som parafraseres hér og det er ganske genialt, at det samme sker for publikum i den måde scenerummet er udnyttet på.

Det kan godt være at der vil være enkelte tilskuere, der vil blive intimiderede over at få instruktioner eller ligefrem blive budt op til dans, men det er jo en nærmest perfekt måde, at få os til at forstå stykkets pointe på. Hvis vi er nedtrykte, hvis vi føler os modløse eller at vores kreative kræfter er løbet tør, så bliver man nødt til at bevæge sig udenfor sine sikre, vante rammer, for at få et nyt blik på livet.

Lige som var tilfældet i Ensemble c´est tout https://kulturkapellet.dk/teateranmeldelse.php?id=428 så er også dette en meget sanselig oplevelse. Det er den ikke kun fordi man både smager på maden og fysisk flytter sig rundt i lokalet men også fordi musikken den gennemsyrer alt i denne forestilling er den direkte vej til vores følelser. Det er svært ikke at blive bevæget, glad i låget eller begynde at synge med undervejs. De medvirkende er alle superdygtige performere og idet scenerummet benyttes som det gør kommer alle i publikum ganske tæt på spillerne, men uden at dette bliver ubehageligt eller pinligt på noget tidspunkt.

Skærsommernat er en fuldstændig vild forestilling, der forståeligt nok er totalt udsolgt. De medvirkende giver sig selv 110% og så er det hele befriende uhøjtideligt og løssluppent. Kapellet kan kun håbe på at spilleperioden vil blive forlænget, så flere kan få lov til at opleve denne ganske enestående forestilling på egen krop.