Der er noget fascinerende ved konspirationsteorier.

Verdenssamfundet bliver ved med at udvikle sig og bliver mere kompleks. Der er mange, som kan føle sig magtesløse, og for nogen bliver konspirationsteorier en måde at få en smule kontrol på.

Shakespeares’ Ghost af London Toast Theatre blev første gang opsat i 2016. Det var i forbindelse med markeringen af 400-årsdagen for William Shakespeares død. Det var i en verden, hvor der blandet andet begyndte at udbrede sig konspirationsteorier om valgfusk i U.S.A. I 2024 kan vi så tilføje flere konspirationsteorier såsom at regeringen kom microchips i vaccinerne mod COVID-19. Vi lever i en verden fyldt med konspirationsteorier, og fra et teater-dramaturgisk perspektiv er de perfekte at brygge dramatiske værker på.

I Shakespeares’ Ghost bliver vi præsenteret for en af de store konspirationsteorier inden for litteraturens verden. William Shakespeare anses for at være den største engelske forfatter, men var denne fattige, uuddannede mand virkelig forfatteren til disse værker? Kan en anden, bedre uddannet forfatter have produceret disse værker?

Shakespeares’ Ghost bliver fortalt gennem fem samtaler. Den første foregår i 1616 mellem detektiven Henry Maunder (David Bateson) og Sir Frances Walsingham (Lindford Brown), der var diplomat og hovedsekretær for dronning Elizabeth I. Walsingham blev berømt for at skabe et yderst effektivt efterretningsnetværk.

Henry Maunder er ankommet for at fortælle, at den berømte dramatiker William Shakespeare er død. Maunder deltog i begravelsen, og han syntes, der er noget mistænkeligt ved, at det kun var med William Shakespeares nærmeste familie som deltagere. Hvor var alle William Shakespeares' kolleger inden for teaterverdenen henne, og hvad med alle hans fans? Hvorfor var der ingen, der havde skrevet en passende nekrolog? Men mest besynderligt, hvorfor fandtes der ikke et eneste eksemplar af hans værker i hans hus eller testamente?

Sir Frances Walsingham, som er Henry Maunders arbejdsgiver, lytter tålmodigt til Maunders lange talestrøm og forsøger at få samtalen stoppet. Men Maunder er ikke sådan at slippe af med. Han er en mand med noget på hjertet. Henry Maunders og Sir Frances Walsingham har en længere samtale, hvor deres argumenter udfolder sig, mens vi i salen sidder på kanten af stolen for at få alle fakta og påstande med. For hvad nu, hvis William Shakespeare blot har været en ghostwriter?

Henry Maunder har nemlig en teori om, at en anden berømt dramatiker Christopher Marlowe faktisk stod bag William Shakespeares værker, selvom Marlowe døde længe før f.eks. Hamlet eller Romeo og Julie blev udgivet. Og hvordan vil det så lige hænge sammen?

Samtalen mellem Henry Maunder og Sir Frances Walsingham bliver de næste tre scener transporteret tilbage i tid til 1593, hvor vi møder Christopher Marlowe. Han arbejdede også som spion for det engelske efterretningsnetværk. Han blev hvervet, mens han tog sin uddannelse på Cambridge University. Christopher Marlowe spilles af Kevin Kiernan-Molly, og det er virkelig godt skuespil, hvor man næsten glemmer illusionen, når han udfolder sig.

I Shakespeares’ Ghost bliver vi alle i tvivl, om dét, vi troede var virkeligt, nu også er det. Alle kender til William Shakespeare og hans værker. Vi har læst dem i skolen, set dem udfolde sig på teateret eller gengivet i filmisk format. Hans værker har været inspiration for talrige af andre værker. Ja, selv de yngste i familien møder William Shakespeare gennem film som Løverens Konge.

London Toast Theatre sætter godt gang i tankespindet hos samtlige af de folk, der sidder i salen. For hvad ville der ske, hvis vi antog Christopher Marlowe stod bag William Shakespeare? Det er en flot og vedkommende forestilling, der handler om mere end blot anerkendelse af Christopher Marlowe, men også sætter os til at tænke over vores sandhedsbegreb.