”Vi lever forlæns og tænker baglæns” er en genganger i Søren Kirkegaards filosofi og det er også i Henrik Ibsens Gengangere fra 1881, som han selv kaldte ”en græsk tragedie” - og den græske tragedie inspirerede Ibsen både formmæssigt og indholdsmæssigt. Tragediens form lægger op til erkendelse. Indholdsmæssigt handler den om de store eksistentielle spørgsmål: hvem er vi? Hvad ved vi? Hvad tror vi, at vi ved? Hvad ser vi ikke?

Alt sammen nøglen til den undren som erindringen og erfaringen sætter stævne livet igennem. Det sker i Sofokles tragedie Kong Ødipus, men også i Ibsens moderniserede form, hvor fortiden i løbet af et enkelt døgn konfronteres med nutiden i et intenst forløb på Fru Alvings ejendom med det dobbelttydige navn – Rosenvold.

Anledningen er indvielsen af det asyl for børn, som fru Alving netop har ladet opføre og vil skænke kirken til hjemløse børn som et minde over sin afdøde mand – kammerherre Alving. Men det gode formål dækker over andre historier.

Aftenen inden indvielsen er 5 personer forsamlet, hvis historie er vævet ind i hinandens på forskellig vis: Der er Fru Alving og hendes søn, Osvald, der netop er vendt hjem fra Paris, den højkirkelige Pastor Manders, som skal forestå indvielsen og varetage den senere drift af asylet, snedkermester Engstrand, som har stået for den håndværksmæssige opgave ved opførelsen af asylet og tjenestepigen Regine, som Fru Alving har udset til at være den fremtidige leder af hjemmet.

Stemningen indendørs fortættes af et gedigent norsk lavtryk i form at silende regn udendørs.

Men fortiden trænger sig på: Engstrand er far til Regine tror hun, men sådan er det ikke. Den protestantisk formpressede højkirkelige pastor Manders har ikke levet op til det kristne budskab om næstekærlighed, da Fru Alving ulykkelig opsøgte ham og erklærede ham sin kærlighed efter et års ægteskab og han har mod bedrevidende skrevet Regine ind i kirkebogen som Engstrands datter – uofficielt for at redde Regines mor, Johanne, for vanære – officielt for at alt skal se rigtigt ud i hans sogn. Og Engstrand giftede sig ikke med den gravide Johanne af kærlighed, men fordi den rigtige far til barnet (Hr Alving) gav ham en meget stor sum (løse)penge for det.

Endelig er den storslåede gave til ære for Kammerherre Alving i virkeligheden Fru Alvings måde at gøre sig fri sig af sin udsvævende mand, der ikke kunne lade tjenestepigen Johanne og andre i fred og mestendels lå beruset i sit kammer. Hun dækkede over det, mens han levede og nu vil hun, at sønnen Osvald intet skal arve fra ham – og alt fra hende.

Under overfladen lurer disse fortrængte historier som gengangere, der så dukker op denne aften inden indvielsesdagen forårsaget af, at den hjemkomne søn Osvald forelsker sig i Regine og omvendt. Ingen af dem ved, at de er søster og bror – men det ved alle de øvrige og så ruller skeletterne ud af skabene.

Den pæne overflade krakelerer. Alle gjorde det rigtige ud fra deres synsvinkel ud fra den herskende moral, men hvordan så det ud fra den menneskelige synsvinkel? Var perspektivet for kortsigtet? Var det for egoistisk?

Her er Osvald den centrale skikkelse.

Osvald bemærker, at han aldrig så solen, da han var hjemme. Han hæfter sig ved, at han blev sendt hjemmefra som 6-årig og derved mistede forbindelsen til sit hjem og moderens kærlighed. Kun faderen gav ham én gang en glæde ved at dele en cigar med ham, en oplevelse Osvald erindrer som et solstrejf i en gråvejrsbarndom, selv om han blev syg af det.

Kunstneren Osvald repræsenterer det følelsesmæssige aspekt: livsglæden, der som en sol trænger gennem den gråtunge barndoms erindringer og dermed understreger Ibsen, at det er livsglæden og det langsigtede ansvar for andre og sig selv, der er det vigtigste i det store regnskab.

På Odense teater har instruktør Liv Helm valgt at lave en viderefortolkning, hvor det er Regine, der er den centrale person. Hun indleder aftenen med at vise, at hun har lært fransk og hun slutter skuespillet med at opsummere sit liv og sine drømme om at komme til Paris – lige som Osvald gjorde det!

Men hun er også krænket over, at hun ikke har vidst, at hun var Hr. Alvings datter, for så skulle hun ikke være tjenestepigen uden på gangen, men sidde inden i stuen sammen med herren og fruen. Hun hæfter sig ved det ydre og vil realisere sig selv ved at rejse til Paris – igen uden at reflektere over de gengangere, der så dukker op, for Osvald har netop forladt Paris, fordi han stødte mod en kunstnerisk mur og i øvrigt er dødeligt syg.

Ved at flytte perspektivet til Regine, bliver >Gengangere snarere en kommentar til den moderne individualismes drømme om, at man søger lykken i at kunne rejse ud i verden, og dæmper Ibsens betydning af at skabe livsglæden, hvor man er, symboliseret ved Osvalds slutreplik: ”Ræk mig solen!”

Det er et stjernehold af skuespillere, der sætter de store spørgsmål under debat på Odense Teater i et fint orkestreret forløb, hvor de mestrer de forskellige stemninger og den hårfine interaktion i et medrivende tempo, men ved at gøre Regine til omdrejningspunktet bliver Ibsens budskab om livsglæden og de langsigtede perspektiver nedtonet i forhold til vor tids mantra om, at lykken er friheden til at gøre det, vi selv vil.

Foto: Emilia Therese (c) 2024