Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

Høstsonaten Aalborg Teater
Anmeldt 30/4 2024, 18:30 af Torben Rølmer Bille

Tilgivelse og svigt


Tilgivelse og svigt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman døde i 2007, så hyldes hans film stadig af såvel kritikere som filmfans verden over. Bergman var ikke kun filminstruktør, men instruerede gennem sin lange karierre også en række teaterstykker, både nogle han selv havde skrevet og andre dramatikeres værker.

Aalborg Teater har igen kastet sig over et af Bergmans stykker. Når der skrives ´igen´ er det fordi selvsamme teater i 2019 havde premiere på deres udgave af Fanny og Alexander. I 2024 gælder er det Bergmans film Høstsonaten fra 1978, der er blevet fortolket. Et noget mere afdæmpet psykodrama, om et kompliceret mor-datter forhold.

De to bærende hovedroller i filmen blev i filmen spillet af henholdsvis Ingrid Bergman (i sin allersidste filmrolle) og Bergmans favorit Liv Ullmann. På Aalborg Teater er det Kirsten Olesen der kan opleves i rollen som den feterede, verdensberømte koncertpianist Charlotte, mens Marie Knudsen Fogh indtager rollens som datteren Eva.

Publikum er i Høstsonaten inviteret med ind i Eva og Viktors hjem. Handlingen foregår udelukkende her, selv om dialogen tager alle med tilbage til deres fælles fortid, så vi på den måde får afdækket de situationer og traumer, der har gjort afstanden mellem mor og datter så utrolig stor. Det er dog ikke her vi starter, for da vi møder Eva første gang, er hun både spændt og glæder sig ligefrem til at gense sin mor efter syv års fravær.

Som i mange af Bergmans dramaer, dukker de mange svigt, de utilgivelige ord og misforståede handlinger, der har skabt kilen mellem mor og datter langsomt men sikkert frem til overfladen. Uden at afsløre alt for meget, så viser det sig hurtigt at Charlotte tydeligvis altid har prioriteret sin egen karriere og sit eget liv højere end sit engagement i sin datters tilværelse. Hun er en af de kvinder, der elsker at tale om sig selv, men til gengæld har lidt svært ved at lytte. Især når det handler om kritik.

Det viser sig også hurtigt at Charlotte er virkelig god til at påtage sig forskellige roller. I det øjeblik hun ankommer til huset, fortæller Eva, at hun har ladet sin voksne datter Helena flytte fra det bosted hun opholdt sig på og ind i parrets hjem. Helena lider af en invaliderende sygdom, der gør at hun har svært ved at tale og er bundet til en kørestol. Idet Charlotte erfarer dette, bliver hun bestyrtet, og er næsten ved at smutte igen. ”Du ville jo ikke være kommet, hvis jeg havde fortalt dig det”, siger Eva til sin mor. Charlottes bestyrtelse over udsigten til at tilbringe tid sammen med det handicappede barnebarn, vendes dog straks til en påtaget begejstring over at se pigen idet hun trilles ind til middagsbordet. ”Nej, hvor har jeg savnet dig”, siger Charlotte, mens hun smilende og tydeligt rørt tager Helenas ansigt i sine hænder. Sikke en hykler.

Det er dog kun starten på en række af scener, hvor mor og datter forgæves forsøger at finde ind til hinanden, men i stedet for at forsones eller at forsøge at indse deres fejl, så får de i stedet gravet alle de ubehageligheder og situationer frem fra fortiden, som har været medvirkende til at skabe distancen mellem dem. Vi i publikum bliver klogere, men de mange historier hjælper ikke ligefrem kvinderne til at nærme sig hverandre.

Kender man lidt til Bergmans øvrige virke, er omgivelserne selvfølgelig sat i en præstegård, for Evas mand er præst – selv om han nok har mistet troen, ovenpå en tragedie, der forekommer endnu mere tragisk, end den frygtelige sygdom, der som nævnt har invalideret Helena.

Måske virker ovenstående tungsindige beskrivelse af Høstsonaten ikke just som noget, der vil få de fleste til at skynde sig ind i teatret, for det er både en hård og ganske ubehagelig forestilling, man frivilligt indlader sig på. Når det er sagt så er det også fantastisk at der satses på den slags dyster dramatik, i stedet for konstant at forsøge at hive besøgende ind i teatermørket med populære musicals og stykker baseret på populære bands eller tv-serier.

Kirsten Olesen og Marie Knudsen Fog er både hver for sig og sammen en gave på scenen. De spiller begge med så stor en indlevelse og engagement i deres roller, at det ender med at være virkelig overbevisende som mor og datter. Selv om Kapellet ovenfor har nævnt hvem der indtog rollerne i den oprindelige film, så bliver der ikke lavet yderlige sammenligninger, idet denne teaterudgave af Høstsonaten faktisk var første gang Kapellets udsendte oplevede historien. På den led er oplevelsen ikke farvet af Bergmans film.

Scenografien af Peter Schulz er ganske enkel, men effektiv og selv om der ikke ændres på den stue, man ser i den allerførste scene til stykket det er slut, så bruges scenerummet ganske effektivt. Det er både enkelt men også stort, så stort at det nemt kan bruges til også rent fysisk at skildre den kæmpestore afstand der eksisterer mellem mor og datter.

Dette er på ingen måde et feel-good drama, snarere tværtimod – men feel-bad drama har i den grad også sin berettigelse. Alle i ensemblet er som nævnt virkelig gode, men det gode skuespil, de mange komplekse følelser mellem kvinderne og den fine scenografi til trods, er det stadigvæk som om der mangler et eller andet.

Det er nok indlysende for enhver, at dette stykke [og her kommer en potentiel spoiler, som du kan undgå ved at lade dine øjne gå videre til sidste afsnit] ender ganske uforløst, uforsonligt – ganske som det er forventeligt, når afsenderen er Ingmar Bergman. Til gengæld er dette heller ikke hans stærkeste fortælling eller en ultraskarp rundbarbering af den menneskelige psyke, som man har kunnet opleve det i andre af mandens film. Der er passager i stykket der, i denne anmelders optik, næsten går hen og bliver for lange. Det er nok helt bevidst, for at forstærke den ubehagelige stemning der opstår i rummet, men der kunne godt være økonomiseret lidt mere med nogle af pauserne.

Høstsonaten er ikke et stykke der hverken er brændende aktuelt eller som belyser en bestemt zeitgeist. I stedet er det et ganske tidsløst billeder af hvad der sker, når mennesker, der burde være tæt på hinanden, bliver fremmedgjorte, fordi de handler egoistisk og uden omtanke. Et stykke om en forsmået datter, der måske virkelig gerne vil elskes og selv lære at elske, men som i den grad er blevet svigtet af en mor, der udelukkende har haft øjne for sit eget liv og lidt for store ego. En situation der godt nok er sat på spidsen hér, men som mange sikkert har mødt i mindre grad i deres eget liv.

Foto: (c) Rumle Skafte

Forrige anmeldelse
« Transhumanist / Joyous «
Næste anmeldelse
» At lære at dø »