Man behøver vel næppe komme med argumenter for at forklare, hvorfor det fysiske er vigtigt netop nu.

Det danskbaserede dansekompagni Next Zone viser en dobbeltforestilling bestående af Transhumanist og Joyous. Egentlig skulle Joyous til den åbne forestilling, jeg overværede i Husumhus i Sydslesvig, have været vist sammen med en anden forestilling, 4 Horsemen.

Flere af kompagniets dansere medvirker i begge danse, og da der fredag kom en skoleforestilling oveni, valgte koreograf Lene Boel at spare på disse danseres kræfter ved at vise Transhumanist i stedet for.

Begge forestillinger appellerer bredt. Man behøver slet ikke være bidt af danseteater eller kunne sige kloge ord om det for at få noget ud af de to forestillinger. De taler til både hjerte og forstand hos alle mennesker fra syv til 97 år.

Mens Transhumanist er en elektrodans, der optisk og i lydunivers leder tankerne hen på det hedengangne tyske band Kraftwerk, er Joyous en imponerende kraftfuld fortælling fyldt break, rul-og-spin, klassisk hiphop og svingende piruetter, hvor danserne på den ene eller anden måde drejer rundt om sig selv op til flere gange.

Mennesket version 4.0
Opvisningen slog fuldstændig benene væk under publikum, der flere gange undervejs ikke kunne undertrykke klapsalverne og til sidst sluttede af med stående bifald.

Begge forestillinger er totalt enkle i deres setup. Der er ingen scenografi - kun lys. Det hele er til at rejse rundt på landevejen med og spille, hvor det skal være. Trods denne bæredygtige opsætning, fungerer det hele kunstnerisk, simpelthen fordi forestillingen bliver fortalt af dygtige dansere, der minut for minut udfordrer sig selv og publikum.

Malthe Ørsted og Martin Karlshøj danser i hvide dragter fortællingen Transhumanist om kunstige mennesker, der synes at gennemgå konstante opdateringer. I Husum blev kun vist uddrag af den oprindelige dans, som Next Zone sidste år turnerede med, men det lod budskabet ikke til at have taget skade af. En tankevækkende version 4.0 af mennesket, som der drejes og skrues på.

Interessant er det, at Next Zone skaber musikken og lysopsætning, samtidig med at dansen koreograferes. Musik og lys er altså ikke skabt til dansen - eller omvendt. Musikken er af komponisten Rex Casswell og lysdesignet af Jesper Kongshaug.

Muskelbundter
Legende let ser det ud, når fem dansere vrider sig i alverdens positurer, der næsten er umenneskelige - ikke mindst på grund af det høje tempo. Det hele trækkes dog bogstaveligt talt ned på dansegulvet med hverdagsagtig, men farvemættet pyjamasagtig påklædning.

De karismatiske muskelbundter Oussama El-Yousfi, Habid Bardou og Micael Anigbe er i den grad nærværende og smidige, mens Takeo Ishii og Julliet Tellier blandt mange andre features udmærker sig ved en nærmest magisk timing. Der er godt nok en del gentagelser i danse og moves i Joyous, men det generer vel allerhøjst feinschmeckere. Jeg gætter på, de fleste sagtens kan klare at se dem.

Det er en forrygende forestilling.