Den svenske mesterinstruktør Ingvar Bergmans måske mest populære film/tv-serie må uden tvivl være Fanny og Alexander. Historien om de tumultariske begivenheder i en svensk storfamilie i slutningen af 1900-tallet, set i børnehøjde, er kendt af de fleste. Det er fortællingen om hvordan en familiens trygge rammer ændrer sig radikalt, da børnenes fantasifulde far pludselig dør og moderen i et øjebliks svaghed vælger at gifte sig med den sadistiske, asketiske biskop i byen.

Biografversionen af denne fortælling varede lidt over tre timer, mens den tv-serie som alt for sjældent vises (i løbet af julen) varer omkring 5 timer. Aalborg Teater har her i efteråret 2019 valgt at lave en opsætning af samme dramatiske historie, men denne forestilling klemmer fortællingen ned til to timer og 30 minutter inklusiv den obligatoriske pause. Man kunne af samme grund frygte, at denne teaterversion ville fremstå som en amputeret gengivelse af Bergmans familieepos, men på forunderlig vis lykkes det skabe både medrivende og flot teater ud af forlægget: Teater der sagtens kan stå på egne ben.

Idet man kommer ind i teatersalen er der ingenting på scenen. Publikum kan se helt ned til den sortmalede bagvæg, men dette ændres hurtigt. Først dukker Alexander op, i skuespiller Gustav Dyekjær Gieses skikkelse. Med ham har han også en dukkefører og en kludedukke i menneskestørrelse. Selv om både Alexander og Fanny spilles af voksne, er det i tæt samarbejde med dukker på størrelse med store børn iklædt sømandskostume. Sært er dette kun de første par minutter, så accepterer man hurtigt at begge børn spilles af dukker i tæt samarbejde med deres voksne medvirkende. Inden længe er der et mylder af figurer på scenen, for familien Ekdal er stor og fyldt med karismatiske personager. Inden længe er vi selv en del af hele storfamilien og det teater som de ejer.

Det fine ved iscenesættelsen på Aalborg teater, ud over at skuespillerne benytter sig af hele teatersalen og på udsatte steder endda kommer ganske tæt på publikum, er at de som optræder på scenen ud over at synge, spille deres forskellige roller, også er ansvarlige for at flytter scenografien rundt. Dette skal indimellem ske i en rasende fart, da opsætningen flere steder forsøger at ligne en film ved at ”klippe” fra den ene situation til den anden, til en tredje og så tilbage til den første igen. Dette sker ved at skifte rundt på figurerne og ses tydeligst i den scene, hvor en stor seng flyttes hurtigt rundt fra ”klip” til ”klip”. Umiddelbart kunne dette valg, når man forsøger at beskrive dette på tekst, virke som en noget, der nemt kunne gøre scenerne rodede og usammenhængende, men takket være en meget stram iscenesættelse, kombineret med et ensemble, der allesammen er virkeligt dygtige, sker dette ikke.

Som nævnt, har teatret ikke stræbt efter at lave en forestilling, der medtager alle nuancerne af Bergmans ikoniske film/tv-serie, men i stedet er det blevet valgt at lave en række tableauer, der lynhurtigt skifter mellem hverandre, så man både har en klar fornemmelse af genkendelse af de enkelte scener (såfremt man kender originalen), men samtidig bliver figurerne på scenen også ekstra fine, idet der er smækket et solidt metalag på det hele. Idet Bergmans familie er en teaterfamilie, så bliver det i sandhed ekstra teatralsk, når der bliver gjort eksplicit opmærksom på dette. Eksempelvis starter Alexanders indledende monolog med en direkte henvendelse til publikum, hvor han blandt andet fortæller at det ”bliver kedeligt” sådan at se teater, men virkeligheden er heldigvis en helt anden.

Når stykket på den led, bevidst leger med sin form og indhold kunne man tænke at der opstod en verfremdingseffekt, men heller ikke det er tilfældet. Selv om det i andre samenhænge kunne virke kunstigt, at de skuespillere, der ikke er med i en af scenerne i stedet fungerer som en slags græsk kor i baggrunden, så virker dette valg, som noget helt naturligt. Mindst lige så kunstigt kunne det være, at se skuespillerene rykke rundt på scenografien, hjælpe en medspiller med at skifte kostume midt på scenen, at se musikeren Klaus Risager (der dygtigt sætter stemningen til scenerne) konsekvent være synlig i scenens højre side, at opleve at aktørerne henvender sig direkte til publikum. Alt dette til trods, engageres man alligevel i den svenske teaterfamilies fortælling, hvilket både vidner om instruktørernes og iscenesætternes gode arbejde, men så sandelig også om styrken i Bergmans originale fortælling.

Fanny og Alexander er ikke blot en fortælling om en familie, det er mindst lige så meget et stykke der afsøger modsætninger og klart tager stilling til hvad der er bedst. Liv overfor død, kreativitet overfor protestantisk tungsind, lyst overfor synd og over alt dette stråler fortællingens evige kraft.

Skurken i stykket er den bistre, knudemand Biskop Vergerus. Han kommer til at repræsentere alt det som er ondt og uretfærdigt i børnenes verden. Det er næsten synd at det endnu engang er Martin Ringsmose der skal indtage skurkerollen, for det gjorde han eksempelvis også sidst Kapellets redaktør gæstede Aalborg teater [LINK til Et Dukkehjem], men typecasting til trods, så gør han det dog djævelsk godt, som den plagede biskop, der gifter sig med børnenes mor. En grå eminence, der ikke kunne være en større modsætning til børnenes sprudlende, fantasifulde fortællerfar.

Det er i den grad lykkedes folkene bag forestillingen at omforme Bergmans film til et både visuelt interessant og fint fortalt teaterstykke, der for det meste undgår at blive en slags ”greatest hits”-version af filmen. Det må have været en ganske intimiderende opgave, at omforme den store, svenske dramats Oscar™-vindende film til teatret, men det er lykkedes over al forventning. Så, uanset om du er en kæmpestor fan af Bergman og hans film, eller aldrig har hørt om den før, så venter der dig en både velspillet, flot og virkelig interessant aften på Aalborg teater.