“I skal lære at dø”. Det er budskabet, som en ung, desillusioneret klimapessimistisk lærerinde præsenterer sine elever for. Klimakatastrofen er uundgåelig, så den mest relevante kompetence, man kan få med sig fra skolen, er at være klar og forberedt på apokalypsen.

En tredjedel af Pakistan står under vand. “Så du må hellere få lært at svømme, Erik”, udbasunerer den kvindelige lærer og skræmmer sin fjerde klasse med sin grufulde, men sande klimaviden.

Den unge skuespiller Rikke Westi spiller ikke bare en rolle som all in - hun går også all in i forestillingen At lære at dø, som teatret Mungo Park her sætter op i Allerød. I rollen som den desperate kvinde, der ikke kan tænke på andet end alverdens dystre rapporter om smeltende gletsjere og brændende skove, kører hun derudad med stakåndede tirader. Hun hulker og hakker og hyperventilerer.

Naiv optimist
Over for hende står den lettere naive optimist: En ung mandlig miljøkonsulent i kommunen, spillet af Sebastian Aagaard-Williams. Han tror på, at det hele nytter, hvis bare man gør noget. Optimisten bliver ansat i ´Projekt Nystart´ i kommunen, hvor dagsordenen egentlig bare er at foregøgle, at man tager klimakampen alvorligt.

De to, lærerinden og miljøkonsulenten, møder hinanden i den kloge og brutale forestilling, hvor scenerne er et klasseværelse, et sted med udsigt ude i naturen og den unge konsulents hjem, hvor han plejer sin demensramte, men dog ikke fortabte mor. Den eneste statiske scenografi er et afbrændt plankeværk og en sten.

Dilemmaer
Lænket til sin kørestol sammenligner moren klimaaktivismen med modstandskampen mod den nazistiske besættelsesmagt og besidder den kynisme, som sønnen ikke ejer. “Små skridt i den rigtige retning,” er hans motto, mens hans uforblommede mor, som han midlertidigt er flyttet hjem til, ler sarkastisk af hans naivitet.

Vi skal ikke spoile her, men blot sige, at lærerindens og miljøkonsulentens veje mødes. Klimakampens fløje er kogt ned til to personer. Og børnene? Dramatikeren og instruktøren Viktor Tjerneld, stykkets idemand, maser os voksne op i et hjørne, så vi ikke kan undslippe. Nemlig ved at vise videoklip med børn, der (i modsætning til det føromtalte “Projekt Nystart”) ikke gør eller siger noget på skrømt. “De voksne ødelægger vores klode og gør ikke noget!”, lyder budskabet fra børnene.

Det er suveræn scenekunst med to skuespillere, der - mens fronterne trækkes op i klimakampen - bibringer deres mennesketyper detaljer og dilemmaer. Og mens de to aktører bliver mere og mere kortåndede, sidder vi bomstille på stolerækkerne i salen og følger dramaet på scenen. Skildringen af klimaangsten er pålidelig og kammer aldrig over i en programerklæring, men allerhøjst en udfordring af vores forsvarsmekanismer.

Nøgterne ord
Hvis der endelig er noget, som stykket moraliserer, så må del vel være, at enhver handling er nødvendig, selv om den synes håbløs. “Hvis noget er usandsynligt, er det dog muligt!”, siger nemlig den psykolog, som den klimaangste lærerinde bliver beordret til at opsøge. Hos psykologen sporer man ikke den ringeste form for interesse i klimaforandringerne, men en kølig, deltagende professionalisme.

Den ironiske pointe er, at det bliver psykologens figur, der får os til at tro på det hele. Båret oppe af børnene, der på videoklippene siger det, som mange ædru ellers ikke hører.