Fem mennesker, et manuskript og en revolver. Mere skal der ikke til for at skabe stor dramatik. I al fald ikke hvis stykket er Hedda Gabler og forfatteren er Henrik Ibsen. Tvivler man på denne påstand, så bør man opleve dette ved selvsyn ved at tage i Aalborg Teater, der, inspireret af deres succes med Et dukkehjem sidste år, nu igen har valgt at satse på Ibsen.

Stykkets hovedrolle er en kvinde, der mildest talt ikke er synderligt sympatisk. Selv om Hedda bor i et luksuriøst hjem, er gift med en velmenende og lettere naïv akademiker Jørgen, og i grunden har alt det hun kunne ønske sig, så er hun ikke tilfreds. Nogle ville kalde hende forkælet, andre ville muligvis påstå at hun bærer rundt på en lurende depression og i programmet skrives der, at grunden til Heddas bitterhed er at hun har set gennem al den falskhed og overfladiskhed der omgiver hende.

Selv om Hedda (spillet med kølig distance af Bolette Nørregaard Bang) som nævnt ikke er en særlig rar figur, så er hun også central for det kammerspil, der udfolder sig. Den første gæst der dukker op i glasmenageriet, er Thea. En ung kvinde, der er gift med en langt ældre mand som hun er blevet træt af. Han dukker i øvrigt udelukkende op i dialogen, aldrig fysisk. Den ældre herre havde en logerende, en ung, idérig akademiker, som Thea blev meget betaget af. Ejlert, som han hedder, blev hurtigt meget gode venner med Thea og hun kom hurtigt til at fungere som en slags sparringspartner mens han skrev på sin bog. Bogen er netop blevet udgivet og har skabt enorm røre så derfor er Thea taget til byen, for at lede efter Ejlert.

Inden længe dukker også advokaten Brack op, samt førnævnte Ejlert op i hjemmet. Det skal vise sig, som i alle gode dramaer, at alle både har hemmeligheder for hinanden og gæsterne deler samtidig også en del af deres fortid med Hedda. Hedda, der nu hedder Tessman efter hun giftede sig med Jørgen, kender Thea fra deres skoletid. Hedda påstår at de var gode veninder, mens Thea husker Edda som en bølle, der mobbedehende. Såvel Brack som Ejlert har også tidligere været tæt på Heddas liv, dengang før hun blev gift. Langsomt men sikkert optrævles fortiden foran publikums øjne og tragedien lurer hele tiden lige om hjørnet, med Hedda som katalysator.

Aalborg teater har atter engang valgt at iscenesætte Ibsen i et nutidigt miljø. Det fungerer virkeligt fint. I Kapellets anmeldelse af Et dukkehjem var en af de få anker mod stykket, at der var nogle handlingsmæssige elementer, der ikke helt tålte opdateringen Mere specifikt handlede det om den altødelæggende skam hovedfiguren oplevede ved at have lånt penge. I modsætning til dette er der intet i Hedda Gabler som på samme vis føles utidsvarende. De problemer, hemmeligheder og løgne som driver stykket frem, findes også i dag og bliver på den led ganske vedkommende.

Scenografien er ligeledes meget nutidig, elegant og enkel. Idet man kommer ind i teatersalen mødes man af en glasdækket fløj, der skal vise sig at være indgangsparti til Hedda og Jørgens luksusvilla. Takket være glasfacaden kan vi se Heddas gamle klaver i baggrunden og foran klaveret står der et bord hvorpå man kan ane en slags miniatureudgave af havens træer. Modeltræerne filmes og projiceres op på bagtæppet, hvilket bliver ekstra tydeligt idet vi ser Hedda rykke rundt på en arkitektlampe, der bogstaveligt talt bliver den ’sol” som kaster sine stråler ned over efterårssceneriet. Ud over et par vaser med blomster og en daybed (en slags chaiselong – red.), er der ikke andet end nogle trappetin på scenen. Denne tilsyneladende simple ramme sikrer at vor fokus bliver rettet på spillerne.

Indimellem filmes Heddas ansigt også af et kamera, som blæser hendes ansigtstræk op på bagtæppet mellem de kunstige miniaturetræer. Dette er meget effektivt, og sikrer at selv de på bagerste række, eller de der sidder i salen så de ikke kan se hendes ansigt, kan få adgang til hendes følelser. De store glaspartier spejler også de medvirkende, skaber en transparent scene, hvor for- mellem- og baggrund alt sammen er synligt, samtidig med at man også får følelsen af at figurerne er fanget i et akvarie eller terrarie. I løbet af stykket bliver de rene, gennemsigtige flader også mærket af personerne der efterlader aftryk på disse, hvad enten det er fedtede fingre eller ting der bliver klæbet op på glasset. Jo længere man når frem i stykket, jo mere forandres også det umiddelbare, gennemsigtige hus som Hedda lever i – og bliver på den led en slags visuel parallel til det kaos der truer. Hatten af for scenograf Nicolai Spangaa.

Selv om der kun er en håndfuld skuespillere med, så gør de det alle rigtigt godt. Selv om enkelte meningsudvekslinger måske godt kan forekomme ret så gammeldaws og minde meget om netop nedskrevne replikker, så formår de medvirkende, at gøre dialogen interessant. Rent personligt vil anmelder fremhæve Martin Ringsmose som dommerfuldmægtig Brack, for han er den skuespiller i ensemblet som formår at levere sine linjer allermest naturligt og ubesværet.

Hedda Gabler er ikke et langt stykke, men til gengæld er der skruet op for tempoet helt fra start. Idet hemmeligheder og løgne afdækkes og Hedda tilsyneladende bevidst forsøger på at skabe endnu mere drama i hendes omgangskreds, muligvis fordi hun keder sig i sin småborgerlige tilværelse, eller fordi hun bevidst opsøger kaos, er det vanskeligt at se, at det kan ende i andet end en tragedie. Ibsen synes at være meget fascineret af viljestærke, kvindelige figurer og Hedda er bestemt ingen undtagelse.

Så længes du efter en god aften i teatret (hvad enten du som anmelder ikke kendte stykket i forvejen eller er velbevandret i Henrik Ibsens dramatiske værker) og har du lyst til at opleve en række fascinerende figurerer portrætteret af fem meget dygtige skuespillere så giver Hedda Gabler dig alt dette og mere til. Kapellet giver i al fald forestillingen sine varmeste anbefalinger, så rådet er derfor; Læg vejen forbi Aalborg Teater, inden det er for sent.