Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Et dukkehjem Aalborg Teater
Anmeldt 15/3 2019, 16:10 af Torben Rølmer Bille

Velspillet klassiker


Velspillet klassiker

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Idet man træder ind i teatersalen på Aalborg Teaters store scene, træder man også ind i et moderne, mondænt hjem med hvide flader og designermøbler. Bagtæppets øverste del består af en række hvide kvadrater, som kan oplyse rummet på forskellig vis og den nederste del består af et hvidt, halvgennemsigtigt klæde, som både afgrænser rummet, men som ligeledes fungerer som et lærred, hvorpå der kan projiceres billeder. I andre scener får vi i publikum lov til at se ”igennem” væggen, når aktørerne bevæger sig væk fra scenen, men oplyses på den anden side af denne ”væg”.

Som langt de fleste nok har gættet, så er denne version af Henrik Ibsens Et dukkehjem scenografisk ganske langt væk fra det klunkehjeminteriør, som omgav originalen, men selv om breve er blevet til e-mails, børnene får NERF-pistoler i julegave, og Noras ansigt affilmes og projiceres op på bagvæggen, så er handlingen i sin grundessens stadig den samme.

Idet stykket tager sin begyndelse, er alt skønt. Nora ankommer smilende og med favnen fuld af julegaver ind på scenen. Hun glæder sig til julen, for hendes mand Thorvald er blevet forfremmet til bankdirektør i Aktiebanken, og deres au-pair sørger for at parrets børn har det godt. Som de, der kender stykket, ved, så er denne lykke dog ganske kort, for det skal vise sig, at der er flere ting fra parrets fortid, der truer med at ødelægge denne familieidyl.

Den største trussel er den hemmelighed, Nora har holdt fra sin mand i flere år. Da han på et tidspunkt var syg med stress, tog parret et års tid til Italien, så Thorvald kunne komme til hægterne igen. Pengene til dette, sagde Nora, var nogle hun havde arvet fra sin far, men i virkeligheden havde hun i al hemmelighed optaget et lån fra Thorvalds kollega i banken. En handling, som Thorvald aldrig selv kunne drømme om. Selv om lånet nu er næsten helt tilbagebetalt, begynder familieidyllen at krakelere om ørene på hende, da kollegaen pludselig føler sig presset til at afsløre denne hemmelighed.

At flytte teaterklassikeren op til nutiden fungerer langt hen ad vejen. Især ideen med at på nærmest Erwing Goffman’sk manér at lade teaterrummets fysiske backstage-område blive til frontstage er virkelig godt fundet på. Idet man flere gange ser et overdimensioneret close-up af Noras ansigt blive projiceret op på bagvæggen, mens kun fortæller hendes inderste tanker til ”spejlet”, eller man på andre tidspunkter kan se stykkets figurer agere, ofte ganske voldsomt, gennem den lettere transparente væg, er vi publikummer forvandlet til en slags altseende voyeur, der får indblik i både Noras og hendes families liv. En fin kommentar til det udstillings- og overvågningssamfund, som vi alle er blevet en del af.

Alle i stykket spiller, så det slår gnister. Den bærende hovedrolle som Nora bliver spillet med stor indlevelse af Nanna Skaarup Voss, mens hendes charmerende og lettere ignorante mand Thorvald i Ferdinand Falsen Hiis’ skikkelse bliver en fin, troværdig modvægt til hustruen. Katrine Høj Andersen som Noras gamle veninde Kristine, Martin Ringmose som advokaten Krogstad og endelig Stanley Bakar, som stakkels Doktor Rank får også alle skabt nærværende figurer, der får det hele til at gå op i en højere enhed.

I Kapellets optik er der dog et enkelt aber dabei ved forestillingen, men det skal endelig ikke opfattes som en kritik af hverken de medvirkende eller instruktionen. Det er mere en observation, der knytter sig til den tid, som stykket oprindeligt blev skrevet i. Dramaet virker også i dag, men ideen om at fastholde et image udadtil, om at have hemmeligheder for ens mand eller for den sags skyld om at realisere sig selv som kvinde har altså ændret sig drastisk fra dengang, Ibsen skrev stykket og til i dag.

Uden at spoile for meget (og har du aldrig set stykket før, så spring lige dette afsnit over) så er det i 2019 lidt mærkværdigt, at Nora ikke vælger at tage sine børn med sig i stykkets slutning. Det er også mærkeligt, at man som par ikke kan tage en snak om, hvad der ”blot” er et forbrugslån, der skal sikre sig at manden i familien kan komme sig oven på sin stress-sygemelding. Når denne type hemmeligheder (samt vigtigheden i en velbjerget, borgerlig familie af at opretholde et image i det offentlige rum) ikke længere er lige så tæt forbundet med skyld og skam, som det var i Ibsens samtid, så er det altså svært at følge nogle af de beslutninger, der bliver taget undervejs set gennem nutidige briller.

Når det så er sagt, så hører Et dukkehjem til den slags teaterforestilling, man vil blive rigtigt ked af at være gået glip af. Det kræver ingen forhåndskendskab til stykket, og desuden bør man ikke tro, at det er tonstungt, sørgmodig tragedie fra start til slut, for der er også plads til et par forløsende grin undervejs. Derfor er dette ikke alene et flot iscenesat, meget veloplagt udført stykke klassisk, dansk teater, men det er også hamrende velspillet og meget underholdende.

292
Forrige anmeldelse
« Panic Day «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser